Prøv avisen

Historiens første krig med masseødelæggelsesvåben

Det anslås, at omtrent 1500-3000 soldater døde ved det første gasangreb med giftgas under Første Verdenskrig. Egentlig var der tale om et forsøg, som det tyske krigsministerium havde undervurderet effekten af. Foto: AP

En forårsdag i 1915 rejste der sig en grøn-gul sky en meter over jordens overflade fra de tyske skyttegrave. Historiens første giftgasangreb var i gang, og målet var franske tropper på den anden side af fronten

De nedgravede gascylindere i de tyske skyttegrave var klar, men nordøstenvinden lod vente på sig. Men den 22. april 1915 – efter 10 dages ventetid – var vinden vendt. En grøn-gul sky bredte sig over en seks kilometer lang strækning lidt nord for belgiske Ypres. Med to-tre meter i sekundet skubbede vinden 150 tons klorgas mod de franske skyttegrave.

Første Verdenskrig havde forinden udviklet sig til en stillingskrig, og Tysklands Krigsministerium rådførte sig med videnskaben for at finde nye afgørende våben.

Den tyske kemiker Fritz Haber kom med et kontroversielt forslag: Klorgas kunne bruges til at skade fjenden. I stærke doser giver den kraftig luftvejsirritation og kan resultere i hurtig og smertefuld død.

Haber var selv til stede på slagmarken, da tyske soldater fik ordre til at sende giften af sted.

15 minutter efter giftgassen fulgte de tyske fodsoldater, der alle bar et beskyttende mundstykke. Willi Siebert var en af dem, der tændte for gassen. Cirka 15 år senere beskrev han det syn, der mødte de tyske soldater, i et brev til sin søn:

“Vi så total død. Intet var i live. Alle dyr var kommet ud af deres huller for at dø. Døde kaniner, muldvarper, rotter og mus. Lugten af gas hang i luften. Da vi kom til de franske skyttegrave, var de tomme, men en halv mil længere væk så vi døde kroppe over det hele.”

Den franske løjtnant Jules-Henri Guntzberger fortalte i maj 1915 en fransk undersøgelseskommission om sit møde med den 10 meter høje giftsky:

”Den kvalte os bogstaveligt talt. Jeg så mange mænd, der faldt. Nogle samlede sig snublende, faldt igen – fra fald til fald – nåede de endelig den anden linje, bag ved kanalen, hvor vi stoppede. Mændene kollapsede, og indtil klokken 3 om morgenen hostede og kastede de op ustandseligt,” beskriver løjtnanten situationen i bogen ”Innocence Slaughtered” (Den slagtede uskyld), som er redigeret af Jean Pascal Zanders.

Det anslås, at omtrent 1500-3000 soldater døde ved det første gasangreb. Egentlig var der tale om et forsøg, som det tyske krigsministerium havde undervurderet effekten af.

Tyskerne slog et alvorligt hul på frontlinjen, da franske soldater i stort antal rømmede skyttegravene, men offensiven blev ikke fulgt op, og allerede efter få dage havde engelske og canadiske soldater generobret stillingerne. Denne gang udstyret med våde lommetørklæder, der beskyttede mod klorgassen.

Selvom franskmændene og deres allierede var stærkt indignerede over det tyske angreb, gik der kun fem måneder, før de selv havde udviklet egne giftvåben, fortæller historiker Dominiek Dendooven fra Flanders Field Museum i Ypres:

“Til sidst brugte man de kemiske våben lige meget på begge sider, og våbnet blev forfinet undervejs. Stærkere gift som sennepsgas blev udviklet, ligesom man fandt ud af at skyde giften af sted i projektiler, og i 1916 var gasmasker en fast del af uniformen.”

FN’s Genevekonvention fra 1925 forbyder biologiske og kemiske våben i krig. Konventionen er dog blevet brudt siden og oftest i Mellemøsten. Selvom andre våben og krigsførelse kræver flere liv, vækker gift særligt stærke følelser, forklarer Dominiek Dendooven:

“Vi bliver forfærdede, fordi gift er et masseødelæggelsesvåben, der også angriber civile. Det er terror, og meningen er at paralysere fjenden. Soldater i Første Verdenskrig døde måske ikke af giften, men vi ved, at mange blev invalideret og led en tidlig død,” uddyber Dominiek Dendooven.