Prøv avisen

I middelalderen var pilgrimsrejser en investering i evigheden

Det første kendte valfartssted for kristne er Jesu grav i Jerusalem. På billedet ses pilgrimme foran Gravkirken, som blev bygget i 300-tallet over det sted, hvor graven lå. Billedet er malet af den franske kunstner Boucicaut Master til en bog om Marco Polos rejser fra begyndelsen af 1400-tallet. – Foto: Boucicaut Master/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Den kristne valfartshistorie går over 1000 år tilbage og har frem til i dag fået mange religiøse mænd og kvinder til at vandre efter europæiske helgengrave og mirakler

Det siges, at det var en drøm, der fik Helena til at tage til det hellige land. Det var omkring år 325, og moderen til Romerrigets daværende kejser, Konstantin den Store, var omkring 70 år. I sin drøm havde hun set stedet for korsfæstelsen af Jesus i Jerusalem, og den fromme kvinde tolkede det som en besked fra Gud om at tage af sted og finde hans kors.

En arkæologisk ekspedition blev organiseret, og Helena tog selv af sted for at styre og overvåge udgravningen. Hendes lange rejse viste sig ikke at være forgæves – under udgravningen fandt man både korset og et skilt, hvorpå der stod ”Jødernes konge”. Kort efter blev der bygget en stor kirke oven på graven, og i den efterlod Helena efter sigende en del af korset i en sølvkasse som et minde for de mange pilgrimme, der ønskede at se det.

Det er der fortsat mange, der gerne vil. I dag er Gravkirken i Jerusalem et af kristendommens mest populære valfartssteder, som mennesker fra hele verden strømmer til. Men den er langtfra det eneste hellige sted for pilgrimme. I disse år bliver mange kirker, grave, templer eller steder, hvor religiøse hændelser siges at være sket, ivrigt besøgt af flere millioner mennesker. Dermed lever en over tusind år gammel tradition – og sandsynligvis den ældste form for turisme, der findes – i bedste velgørende, siger Brian Patrick McGuire, der er professor emeritus i historie med speciale i kirkehistorie.

”Pilgrimsrejser er noget, som konstant har fundet sted gennem hele kristendommens historie, hvor mange mænd og kvinder har besøgt hellige steder. For nogle har det været et livsønske, og mange har set det som en mulighed for at komme tættere på Gud eller som en ’investering i evigheden’. Det gør, at de er taget til Jerusalem eller til Vézelay i Frankrig, hvor Maria Magdalena siges at være begravet, eller til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela,” siger han. Valfartsstedernes historie begynder ifølge Brian Patrick McGuire med Jesu grav. Allerede efter Jesu død, tog mennesker mod Jerusalem, og nogle af de første skriftlige pilgrimsberetninger fra området stammer fra 300-tallet. Ifølge historikeren handler den ældste kendte beretning om nonnen Egeria, som omkring 381 rejste til det hellige land og berettede om det, hun så.

”Vi har kun det halve af hendes beretning, men den giver os idé om, hvordan en from kvinde oplevede de steder, hvor Jesus havde levet. Hendes beskrivelser er meget overfladiske, men de viser, at hun meget ukritisk troede på alt, hun fik at vide på sin tur,” siger han.

Fra 300-tallet blev valfarten dog også udvidet til andre steder end der, hvor Jesus havde været. Særligt helgengrave blev hurtigt vigtige mål for pilgrimme, siger Brian Patrick McGuire.

”Det skyldtes en idé om, at en helgen havde efterladt et skær af hellighed ved sin grav, som mange gerne ville være i nærheden af. Flere konger valgte ligefrem at tage til helgensteder og blive der, så de kunne dø i nærheden af et helligt sted.”

Et af de første og mest populære pilgrimssteder var Rom, som allerede i 600-700-tallet blev besøgt af mange pilgrimme.

Dette skyldtes historien om, at apostlene Peter og Paulus led martyrdøden i døden, og i 333 fik kejser Konstantin den Store færdigjort en kirke over deres grave.

At Rom fik så stor betydning for pilgrimme, kan også skyldes, at Jerusalem i 600-tallet blev indtaget af muslimer, som ganske vist tillod den kristne pilgrimsfærd til området i mange år, men stadig gjorde det sværere at rejse dertil.

Omkring 700-tallet begyndte muslimer også selv at tage på pilgrimsfærd mod deres profet Muhammeds fødeby, Mekka, og det blev bestemt, at en god muslim helst skulle besøge byen mindst én gang i sit liv.

For kristne har pilgrimsrejser aldrig været et krav på samme måde som i islam siger Brian Patrick McGuire.Tværtimod diskuterede kristne, hvorvidt man skulle lade være med at tage på valfart.

”Inden for klostervæsenet var der en levende diskussion om valfarten i 1100-tallet, hvor blandt andet Bernhard fra Clairvaux (central fransk cistercienserabbed, red.) i breve skrev til munke, at deres opgave ikke var at tage til Jerusalem, men at blive i deres klostre. Det skyldtes en tanke om, at pilgrimsfærden kunne blive en form for ferie, hvor man mødte andre mennesker og havde det sjovt. Efterhånden blev det et stadig mere udbredt synspunkt, at pilgrimsfærden var underholdning og ikke havde noget at gøre med at søge det hellige,” siger han og tilføjer, at diskussionen dog aldrig stoppede de mange pilgrimme.

Med tiden begyndte en anden og mere vanskelig diskussion om valfart at fylde. Den handlede om, at flere byer påstod at have de samme hellige personer begravet.

”I middelalderen var man ikke så bekymret for, at der var flere steder, hvor Maria Magdalene for eksempel lå begravet, for der var ikke samme store kontakt mellem landene som i dag. Få kom med indvendinger, men det var først i 1400-tallet, at italienske humanister for alvor begyndt at stille kritiske spørgsmål. Nogle kristne mente også, at kirken skulle rydde op i sit rod og være mere kritisk over for de kirker, der påstod at have fundet helgengrave,” siger Brian Patrick McGuire og tilføjer, at få biskopper dog gjorde noget ved problemet.

”Dette skyldtes både, at man åndeligt troede på, at gravene lå de bestemte steder, og at der var opstået et materielt aspekt ved valfarten. De steder, der havde helgengrave, blev ofte beriget med mange rejsende, som skulle overnatte, have måltider og handle. Da Henrik VIII valgte at sløjfe helgenen Thomas Beckets gravsted i Canterbury og forbyde pilgrimme, gik der århundreder, før byen kom ovenpå igen.”

At nogle steder endte med at blive set som de ”rigtige” helgensteder, skyldtes oftere popularitet end kritisk sans, tilføjer historikeren. Eksempelvis tiltrak apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien mange vandrende pilgrimme, selvom der findes få kilder, der fortæller, at Jakob havde haft en særlig tilknytning til stedet.

I nyere tid er en anden form for valfartssteder også dukket op. Det gælder steder som byen Lourdes i Frankrig, Fatima i Portugal og Vor Frue fra Guadalupe i Mexico. Fælles for de steder er, at Jomfru Maria siges at have åbenbaret sig for almindelige mennesker i byerne.

”I det 19. og 20. århundrede fik Jomfru Maria mere plads i kristendommen, og hun blev set som den, der kunne løse alle problemer og udføre mirakler. Som pilgrim går man ikke til Jerusalem for at blive helbredt, men til Fatima eller Lourdes,” siger Brian Patrick McGiure.

Det største dyk i den kristne pilgrimsfærd i Europa opstod som følge af Reformationen i 1500-tallet, fortæller forfatter Jørgen Johansen.

”Pilgrimsfærden handlede om helgener, som fylder meget i den katolske kirke, men ikke havde nogen plads i de protestantiske kirker. Så ved at lukke ned for helgendyrkelsen mistede pilgrimsvandringen sin betydning i mange lande,” siger han.

Jørgen Johansen har rejst til en stor del af Europas kristne rejsemål og skrevet mange bøger om pilgrimme og pilgrimsmål, heraf senest om Frans af Assisi og hans fødeby i Umbrien. Ifølge ham er der de seneste år sket en opblødning i den protestantiske kirkes modstand mod pilgrimsvandring, hvilket har fået antallet af rejsende til at stige markant. I dag er der dog flere bevæggrunde end tidligere, siger han.

”I dag har det at opsøge et sted, hvor man på grund af særlige begivenheder eller relikvier kommer det hellige lidt nærmere, måske ikke helt den samme form for tiltrækkningskraft som tidligere. Den religiøse dimension i en mere snæver traditionel forstand er for en del nok erstattet af en åbning mod en mere søgende åndelig dimension. Og for mange er vandringen også et mål i sig selv,” siger han.

Derudover kan man ifølge Jørgen Johansen ikke komme uden om, at valfartsstederne har haft stor betydning for Europas historie. Han henviser til den tyske forfatter Goethe, som sagde, at idéen om Europa blev født på vejene mellem Santiago de Compostela og Rom.

”Vejene mellem valfartsstederne skabte et netværk ud over Europa, og fordi munkene var nogle af de få, der dengang kunne skrive, blev det også et kulturelt netværk. Så man kan sige, af den europæiske sammenhæng nærmest blev skabt takket være pilgrimsruterne,” siger han.