I af et af Pompejis bykvarterer gjorde svenske arkæologer et opsigtsvækkende fund: Dybt nede i en brønd lå nogle usædvanlige keramikstumper i et veldefineret jordlag. Efter nærmere undersøgelser måtte de forbavsede arkæologer konstatere, at det var bopladsspor fra stenalderen – altså et Pompeji anno 3500 f.Kr.
– Det uventede fund kom i de sidste dage af forårets gravesæson, fortæller professor Anne-Marie Leander fra Stockholms Universitet.
– Faktisk så jordlaget ikke ud af noget særligt, men vores nysgerrige ekspert i arkæobotanik hoppede ned i hullet for at se nærmere på lagene
– og så gik det op for os, at det her var lidt af en sensation.
Siden 2000 har det svenske hold undersøgt et af byens mange kvarterer, en såkaldt insula (det latinske ord for ø). Projektet omfatter insula V 1 ved Via del Vesuvio. Insulaens mest kendte bygning er Caecilius Iuacundus' Hus, en villa opført af bankmanden Caecilius Iuacundus. Men kvarteret omfatter også andre rigmandsvillaer med fine freskoer, et bageri, værtshus, garveri og anden beboelse.
Arkæologernes opgave består mere af efterundersøgelser og dokumentation end nye udgravninger. Godt to tredjedele af Pompeji er nemlig fritlagt snarere end udgravet siden de tidligste undersøgelser i 1700-tallet. Den resterede tredjedel af den antikke by forsøger de lokale arkæologiske myndigheder at bevare til kommende generationer.
Selvom insula V 1 blev udgravet i 1870'erne, har svenskerne haft stort udbytte af arbejdet. Datidens udgravninger var nemlig mere skattejagt end videnskabelig undersøgelse. Med to årlige sæsoner har holdet kortlagt vandforsyning, rør, brønde og fontæner i Caecilius Iuacundus' Hus, analyseret og fotograferet freskoer og afdækket de øvrige bygningers skiftende funktion som bopæl, butik og værksted.
– Vi forsøger at komme ud i krogene med vores undersøgelser. Så er der størst chance for at støde på urørte jordlag og gøre nye observationer. Derfor roder vi gerne rundt i affaldsgruber, brønde og andre underlige steder, forklarer Anne-Marie Leander.
Den strategi gav bonus under forsommerens sæson. Arkæologerne var i gang med at undersøge hjørnehuset ud mod Via del Vesuvio og Vicolo delle Nozze d'Argento. Her lå et værthus på tidspunktet for Vesuvs udbrud i år 79. Husets inderste rum fungerede som køkken med ildsted, bænk og en brønd. Vanemæssigt gav man sig til at tømme brønden, og godt to meter nede dukkede det sensationelle stenalderlag op:
– Hidtil er der ikke påvist forhistoriske kulturlag under Pompeji bortset fra få, enkeltstående fund. Derfor vakte det opsigt, da vi fandt det 5500 år gamle jordlag.
Jordlaget indeholdt omkring 50 keramikskår og rester af forkullet korn. Kornet blev C14-dateret til ca. 3500 f.Kr. Over og under jordlaget lå askelag fra vulkanudbrud.
– Vi har endnu ikke haft lejlighed til at undersøge lagene i detaljer. Men det tyder på, at stenalderbopladsen også blev begravet i aske og lava fra Vesuv", fastslår Anne-Marie Leander.
Det uventede fund kom også bag på de arkæologiske myndigheder i Pompeji, men de viste sig yderst samarbejdsvillige:
– Normalt er det praktisk talt umuligt at få lov til at grave under den antikke by, da det ødelægger de romerske spor. Men denne gang opfordrer myndighederne os ligefrem til at fortsætte, påpeger Anne-Marie Leander. – De har selv foreslået og givet tilladelse til at fjerne brolægningen i gaden, så vi kan grave ned i niveau med stenalderlaget.
Så der er store forventninger til den kommende gravesæson i september, hvor arkæologerne retter søgelyset mod Pompeji anno 3500 f.Kr. Nærmere kommer de næppe et stednavn for stenalderpladsen – men forhåbentlig dukker der flere fund og mere viden op om de tidligste beboere på den legendariske lokalitet fra oldtidens Italien.
historie@kristeligt-dagblad.dk
Læs mere under Historie