Prøv avisen
Essay

Kan man sammenligne Stalin og Hitler?

I forbindelse med 70-året for Tysklands invasion af Sovjetunionen var der enkelte, der gjorde opmærksom på, at det ikke kun var nazister, som begik rystende forbrydelse. Foto: STF / AFP / NSDAP / akg-images

Historikeren Roger Moorhouse har skrevet en bog om pagten mellem Stalin og Hitler, som blev modtaget bedre i Danmark end i Storbritannien. For i Moorhouses hjemland opfatter mange historikere det stadig som ufint at sidestille de to diktatorer

Ved sin død i 2012 blev den britiske historiker Eric Hobsbawm begravet på Londons Highgate Cemetery, ikke langt fra gravmælet for hans helt Karl Marx. Hobsbawm var i høj grad en mand af venstrefløjen. Han underviste i historie på London Universitet og var fra en alder af 19 år engageret medlem af kommunistpartiet. Bolsjevist-revolutionen i 1917 omtalte han som ”verdens store håb”.

Han bibeholdt sin kommunistiske tro selv efter begivenhederne i Ungarn og Tjekkoslovakiet i 1956 og 1968, hvor mange af hans kammerater kom på bedre tanker.

Og det var ikke den uldent liberale udgave af kommunismen, Hobsbawm gik i brechen for: Da han i 1994 blev spurgt, om skabelsen af det kommunistiske utopia ville være 20 millioner menneskeliv værd, svarede han bekræftende.

Hobsbawm var en særdeles produktiv historiker og besad en bemærkelsesværdig evne til at sammenfatte et enormt tidsspand i en præcis aforisme. Men hans ufravigelige loyalitet over for den kommunistiske sag stillede sig i vejen for hans tænkning og gennemtrængte hans tekster.

Man kunne eksempelvis have forventet, at hans bog fra 1994, ”Age of Extremes: the Short Twentieth Century” (Ekstremernes tidsalder - det korte 20. århundrede) ville have nævnt den nazistisk-sovjetiske pagt, der strakte sig over 22 måneder og blev indgået mellem det 20. århundredes fremmeste ekstremister. Men nej. Hobsbawm formåede hen over 600 sider at forbigå pagten fuldstændigt. Hvis det var historie, så var det bevidst enøjet historie.

Og alligevel gik Hobsbawm i graven omgivet af hyldestsange. Bifaldet var påfaldende, selv når man tager i betragtning, at man ikke må tale ondt om de døde. I 1998 var han af Labour-regeringen blevet slået til ridder og havde således nået den største blåstempling fra det etablerede samfundssystem. Aftennyhederne på BBC rapporterede om hans bortgang, avisen The Guardian omtalte ham som Storbritanniens ”mest respekterede historiker”, mens dagbladet The Independent kaldte ham for ”en af det 20. århundredes bedste” historikere. De mange lovord var så meget desto mere forbløffende, eftersom Hobsbawm helt frem til sin død ikke havde opgivet en tøddel af sin kommunistiske tro.

Heldigvis var Eric Hobsbawm enestående, i alt fald hvad angår omfanget af den offentlige hyldest, som blev ham til del. Ikke desto mindre er han symptomatisk for en mere omfattende syge, som har at gøre med venstrefløjens dominans over det britiske uddannelsessystem og medierne i landet. Det er i et vist omfang naturligt nok og nærer i alt fald sin egen fortsættelse. Men når det øver indflydelse på vores kollektive historieforståelse og formørker vores opfattelse af de forbrydelser og fejltrin, der blev begået af Stalins Sovjetunion, så begynder det at have mere alvorlige konsekvenser.

Jeg blev første gang rigtigt opmærksom på problemet, da jeg gav mig til at skrive ”The Devils' Alliance” (Dansk titel: ”En djævelsk alliance”) for nogle år siden. Ved en vens bogpræsentation gerådede jeg i en temmelig ophedet debat med en anden gæst, som snart viste sig at være oprørt over, at jeg havde planer om at sidestille nazisternes og sovjetrussernes grufulde forbrydelser under deres fælles besættelse af Polen mellem 1939 og 1941. Mit udgangspunkt var, at begge lande havde været ramt af en plage, men det gjorde tydeligvis ikke indtryk på min modpart. Kernen i hans modargument var på linje med Hobsbawm, at Sovjetunionens forbrydelser var tilgivelige, fordi de var blevet begået i en angiveligt god og ”progressiv” ideologis navn. Jeg opdagede senere til min forbløffelse, at manden var BBC-producer.

Så da min bog udkom i Storbritannien sidste efterår, var jeg forberedt på kritik. Til min glæde var de fleste anmeldelser meget positive, men enkelte kommentarer gjorde mig temmelig bestyrtet. En velanset kommentator indtog eksempelvis samme groteske holdning som produceren fra BBC og beskyldte bogen for ensidighed, fordi jeg havde formastet mig til at fremhæve de sovjetiske forbrydelser såvel som nazisternes. Jeg vil vove at påstå, at hvis der er nogen ensidighed omkring netop dette emne, så er det vel hos dem, som konsekvent forsøger at bagatellisere og undskylde de stalinistiske forsyndelser? Der findes ikke det, man ikke må skyde nazisterne i skoene, mens en del historikere fortsat regner det for ufint at beskylde Stalins Sovjetunion for noget som helst.

Det turde alt sammen forklare, hvor stor en tilfredsstillelse det har været at opleve den danske udgave af min bog, ”En djævelsk alliance”, udkomme i København for nylig. Ikke blot var det en fornøjelse at vende tilbage til Danmarks smukke hovedstad. Lige så glædeligt var det at se, at de danske medier og den danske offentlighed tydeligvis med det samme forstod, hvor jeg ville hen med bogen. Der var ingen slet skjult forbavselse, ingen liberal oprørthed og ingen latterlige påstande om, at jeg på en eller anden måde forsøgte at hvidvaske nazismen ved at vise både Hitlers og Stalins forbrydelser. I aviserne syntes den ene anmelder efter den anden simpelthen at fange min pointe. En enkelt gik endog så langt som til at sige, at det måske var ved at være tid til at betragte kommunismen som en lige så stor trussel mod Danmark under Anden Verdenskrig, som nazismen havde været det. Halleluja! Selvfølgelig var der kritik, også fornuftig og konstruktiv kritik, men i København syntes den tankeløst binære opdeling i Stalin som god og Hitler som skidt omsider at være blevet kastet på historiens affaldsdynge, modsat hvad der gælder i store dele af de britiske medier og akademiske cirkler.

Jeg fik at vide, at denne glædelige situation var resultatet af en række faktorer. Dels har Danmark en historisk forbindelse til de baltiske lande, ikke blot fordi også Danmark ligger ud til Østersøen og ofte er overladt til større og mere magtfulde nabolandes forgodtbefindende, men også fordi Danmark mange gange blev brugt som mellemled mellem USA og de baltiske lande under den sovjetiske besættelse af disse. Derfor findes der i Danmark en større viden og en bedre forståelse end i Storbritannien af de baltiske folks lidelser i det 20. århundrede.

Og vigtigere endnu lærte jeg, at den misforståede ”progressive” tolerance over for USSR og stalinismen allerede i vidt omfang er blevet gennemarbejdet i den offentlige debat i Danmark. Læserne ved bedre end jeg, hvordan der blev ballade ved årtusindskiftet omkring udgivelsen af Den Store Danske Encyklopædi, hvis akademiske bidragydere syntes at tage ret let på kommunismen. Et antal historikere og kommentatorer anført af filosoffen Henrik Gade Jensen påpegede, hvor meget bidragyderne syntes at have ”overset”, og konkluderede, at der stadig var modvilje blandt mange etablerede akademikere mod at erkende de mange fællestræk ved nazisme og kommunisme.

Herefter fulgte en vældig ballade i stil med den tyske historikerstrid i 1980'erne. Intellektuelle fra begge lejre kæmpede for deres idéer i avisernes klummer, før de omsider nåede frem til en temmelig meget mere velovervejet og moden vurdering af, hvad det 20. århundredes to store totalitære systemer havde betydet. Meget sigende åbnede den reviderede udgave af encyklopædiens afsnit om kommunisme med en indrømmelse af, at: ”Målt i tab af menneskeliv kan de kommunistiske ambitioner og projekter, der realiseredes i perioden 1921-90, uden overdrivelse kaldes de dyreste i verdenshistorien.”

Det er langt hen ad vejen som et resultat af disse bitre og splittende debatter og mundhuggerier, at dansk presse og offentlighed ved udgivelsen af min bog forstod, hvor jeg vil hen. Forestillingen om kommunismen som på en eller anden måde ”progressiv” og Stalin som en rar velgører holder måske fortsat stand i enkelte røgfyldte lokaler på Christiania, men udfordres åbent i det offentlige liv i Danmark.

Storbritannien har endnu ikke haft sin historikerstrid, men den kan meget vel være under opsejling. Til trods for venstrefløjens vedvarende overherredømme i akademiske kredse tillod den kolde krigs afslutning fremkomsten af en ny generation af historikere, som i alt fald i teorien er i stand til at betragte det 20. århundredes historie med et mindstemål af objektivitet og ikke bør have megen grund til at opleve periodens gigantiske politiske kampe som helt så påtrængende og personlige, som Eric Hobsbawm gjorde det.

Samtidig giver de demografiske ændringer i Storbritannien udsigt til en måske endnu vigtigere omkalfatring af det intellektuelle landskab. Lige siden EU's udvidelse mod øst i 2004 har et stort antal polakker gjort Storbritannien til deres hjem sammen med et mindre antal litauere, letter og estlændere. Tilsammen udgør de fire nationaliteter næsten en million mennesker i UK.

Disse nye indvandrere har endnu ikke sat sig nogen spor i Storbritanniens intellektuelle liv, travlt optaget som de er af arbejde og familie, men med tiden vil de helt sikkert gøre det. De vil utvivlsomt repræsentere hele spektret af politiske holdninger, men næppe lade det etablerede samfunds mildt venstresnoede kommunisme-tolerance passere uden protest. Polen og de baltiske lande ved bedre end de fleste, hvilke uhyrligheder de nazistiske og sovjetiske totalitære systemer i det 20. århundrede bragte med sig. Faktisk ser de dem som to alen af samme stykke. Det er værd at bemærke, at både Letlands og Estlands hovedstæder nu har besættelsesmuseer til minde om de nazistiske og sovjetiske perioder som et enkelt sammenhængende og brutalt hele. Denne oplevelse af sagens sammenhæng er intens blandt folk, hvis familier selv har oplevet både nazistisk og sovjetisk besættelse, og det bør tjene som en sund vaccine mod den afværgende kommunismeapologi hos den britiske elite.

Men det er noget, man kan håbe på vil ske i løbet af det kommende tiår. I mellemtiden er det vældigt opmuntrende se, at folk i det mindste i Danmark allerede har sluttet sig til kampen, og at den besynderlige tolerance og velvilje, der bliver kommunismen til del i nogle akademiske cirkler og medier, omsider møder modstand. Floreat Dania (latin for ”Må Danmark blomstre”, red.).

I forbindelse med 70-året for Tysklands invasion af Sovjetunionen var der enkelte, der gjorde opmærksom på, at det ikke kun var nazister, som begik rystende forbrydelse. En ukrainsk kvinde holder et billede med ofre for Stalins terror i den vestukrainske by Lviv. Foto: Yuriy Dyachyshyn/Afp/Scanpix
Stalin. Foto: J.C. Kaelin
Hitler.