Prøv avisen

I Ungarn udkæmpes en strid om historien i bronze og beton

I 2013 opsatte Lóránt Hegedüs, præst ved en calvinistisk kirke i Budapest, en buste af Ungarns omstridte statsleder Miklós Horthy. For nogle et nostalgisk symbol på landets tid som storrige. For andre en provokation og en hyldest til en mand, der var Hitlers allierede. . Foto: Alle fotos: Anne Jensen Sand

Ungarn har en mørk fortid forbundet med Europas totalitære bølger som den nazistiske og den kommunistiske. Kampen om skildringen af landets historie føres på Budapests pladser og museer, og regeringen søger at fremstå som offer

House of Terror-museet i Budapest dyrker et minimum af tekst og et maksimum af visuelle indtryk. Der er en endeløs væg af ansigter, som blev ofre for politisk vold. En sovjetisk kampvogn flyder på et blankt spejl af olie. En labyrint gjort i grisefedt skal minde gæsterne om kommunisttiden, hvor der kun var råd til at spise fedt på brød. I museumsbygningens kælder torturerede det nazistiske Pilekorsparti sine modstandere, og derefter gjorde kommunisternes hemmelige statspoliti det samme.

Museet blev indviet af premierminis-ter Viktor Orbán i 2002, og åbningen førte til kritik. Det blev beskyldt for at simplificere historien, være et politisk pr-stunt og have en selektiv hukommelse.

Museet handler om den terror, Ungarn først oplevede under et års nazistisk besættelse fra 1944, så under det kommunistiske regime fra 1947 indtil systemskiftet i 1989. Det første rum, rummet for ”den dobbelte besættelse”, er delt i to farver: rød og sort. På den røde flade afspilles videoer af de sovjetiske soldaters indtog. På den sorte flade er det tyskernes invasion, gæsterne kan se.

”Det er hovedretorikken i huset, at der ingen forskel var på de to regimer,” siger historiker András Rényi, mens han viser rundt i det museum, han kalder ”ren politisk propaganda”.

House of Terror-museet er et første indicium på, at striden om Ungarns historieskrivning ikke kun udkæmpes mellem historikere, men også på landets museer og pladser. Minderne om fortidens to tragedier samles til én i regeringens forsøg på at få landet til at fremstå som offer frem for medansvarlig.

Ungarn har været uheldig. Først mistede man to tredjedele af landets territorium med Trianon-traktaten, indgået som en del af fredsaftalerne i Paris efter Første Verdenskrig. Så kom man midt i 1940’erne under det, Orbán-regeringen kalder ”det tyske diktatur”. Dernæst det sovjetiske.

”Orbán-regeringens erindringspolitik bygger på, at al dårligdom startede, da landet mistede sin uafhængighed. I alle disse år var landet uden suverænitet, og alt, der skete, blev gjort mod og ikke af Ungarn selv,” siger András Renyi og peger på et stort interaktivt kort på museets bagvæg, der viser, hvordan Ungarn gik fra storrige til territorial taber.

Men ved at sammenskrive de to tragedier til én national offerfortælling, negligerer regeringen historien om Ungarns medansvar under nazismen, mener András Renyi og andre kritiske røster, der klandrer Orbán-regeringen for at forvanske historien. Væk er de deportationer af jøder og antisemitiske love, som Ungarn selv stod for, inden og efter tyskerne kom. Væk er det faktum, at det nazistiske Pilekorsparti, der blev indsat af tyskerne, var ungarsk.

”I vores nationalsang står der, at befolkningen er offer for sin egen historie. Den følelse går langt tilbage,” siger András Renyi.

Men hvilken interesse skulle det officielle Ungarn have i at hvidvaske sin egen historie? Svaret ligger i det tabte land, siger historikeren. Ikke fordi Orbán og hans nationalkonservative Fidesz-parti vil gentegne de gamle grænser. I stedet spiller de på en generobring af national stolthed, der skal generere politisk opbakning og stemmer fra den ungarske diaspora, der opstod med Trianon-traktaten. I dag bor mindst 2,3 millioner i de tabte ungarske områder i blandt andet Rumænien, Ukraine og Slovenien.

I spidsen for House of Terror-museet står Mária Schmidt, omstridt historiker og en af regeringens rådgivere. Hun vil ikke stille op til interview, men det vil museets forskningsleder, Márton Békés, som også er rådgiver for regeringen.

”Ungarn var offer for to forskellige slags regimer, men museet viser, at den totalitære tankegang bag den nazistiske besættelse og det sovjetiske regime er den samme. Traumet har to ansigter, et janushoved,” siger han.

Særligt har museet været genstand for kritik for den måde, det vægter de to traumer. For kun at dedikere ét af de mange rum til Pilekorspartiets gru og resten til kommunismens.

”Pilekorspartiets regime var frygteligt, men det varede kun et halvt år. Derefter var vi underlagt Sovjetunionen i over fire årtier,” siger Márton Békés.

Men kan omfanget af tragedier kvantificeres i tid?

”I museet sammenligner vi dem i tid, men det betyder ikke, at vi sammenligner deres betydning. Under begge regimer blev tusinder dræbt. Vi sammenskriver dem for at vise gæsterne, at det er vores fælles historie. En anden end den, I har i Vesteuropa,” siger han.

På Frihedspladsen knap to kilometer fra museet bliver erindringsforvirringen komplet. I den ene ende af pladsen står en forvokset bronzestatue af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan, en af kommunismens største ideologiske modstandere. Nogle meter fra ham er der en høj obelisk udstyret med hammer og sejl. Et monument til ære for de faldne soldater fra den sovjetiske Røde Hær. Den hær, der enten befriede ungarerne fra tyskerne eller undertrykte dem på ny, alt efter anskuelse. Taktisk placeret, i den diametralt modsatte ende af pladsen, står et mindesmærke til ofrene for den tyske besættelse. Set udefra et skizofrent billede af et land i strid om sin historie.

Det måske mest sprængfarlige symbol på uenigheden om historien står ved indgangen til pladsens calvinistiske kirke. En bronzebuste af Miklós Horthy, Ungarns omstridte statsleder fra 1920 til 1944. For højrefløjen er han en helt, der kæmpede for at tage det territorium tilbage, som Ungarn mistede med Trianon-traktaten. For andre en mand, der faciliterede deportationer af jøder og underskrev antisemitiske love, også før nazisterne krydsede landets grænser.

I 2013 fik kirkens præst og tilhænger af det højreekstreme parti Jobbik, Lóránt Hegedüs, opsat busten som en hyldest til den mand, der ”bragte orden til Ungarn”.

Opsætningen udviklede sig til en demonstration, hvor hundredvis af mennesker, mange med jødestjerner, protesterede foran kirken. ”Postkommunister” kalder Lóránt Hegedüs dem, mens han viser rundt i kirken. Indtil for nylig har busten været indrammet i glas for at skærme den mod rød maling og rådne æg. I dag er glasset fjernet, og ungarerne er i færd med at opdage sandheden om statslederen, siger præsten.

”Mange tror, at Ungarn var enig med Hitler. Vi kan ikke fornægte, at jøder blev deporteret, men Ungarn var ikke medskyldig. Tyskland besatte landet, men det betyder ikke, at vi samarbejdeder,” siger han.

Kun 100 meter fra kirken står plateauet ”Frihedsscenen”. Det tilhører en lille gruppe, som protesterer mod idéen om Ungarns uskyld. Når det gælder synet på Miklós Horthy, står formanden for denne gruppe, Gábor Seb, og den calvinistiske præst milevidt fra hinanden.

”Med Horthy ønsker højrefløjen sig en helt. Men det ændrer ikke på, at han deporterede tusindvis af jøder,” siger Gábor Seb, der selv kommer fra en jødisk familie.

Det er 1689 dage siden, at han og de andre kritikere mødtes for første gang. Med te på kanden, bannere og tæpper samles de tre gange om ugen for at protestere foran pladsens mindesmærke til ofrene for den tyske besættelse. Et monument, der for fire år siden blev rejst af Orbán-regeringen i ly af natten, og som ifølge Gábor Seb mejsler idéen om Ungarns uskyld i sten.

Afbrækkede søjler og metal rammer monumentet ind. I midten står ærkeenglen Gabriel, der i sin fremstrakte hånd holder en guldkugle, mens en stor, sort ørn er på nippet til at dykke ned og snuppe den gyldne skat.

”Ærkeenglen ofrer rigsæblet, sin suverænitet, til ørnen, som symboliserer den tyske invasion. Og ignorerer fuldstændig Ungarns eget ansvar for deportationen af jøder. Det var en national tragedie, ikke kun en jødisk. Hverken staten eller ungarerne kan undslå sig det ansvar,” siger Gábor Seb.

Foran mindesmærket ligger holocaust-ofres ejendele og små sedler, der beretter om deres skæbne. Kufferter, barnesko og sort-hvide familiebilleder ligger som et vejbump, der forhindrer beskueren i at betragte ærkeenglen og ørnen uden først at blive konfronteret med dets modmonument. Pårørende til holocaust-ofrene holder det i live ved at fodre det med genstande. Frihedsakti-visterne tænder lys og fjerner de blade, der forsøger at dække det.

Minderne om kommunisttiden og Pilekorspartiets gru er historien om de gnis-ter, der opstår, når to offerfortællinger skal sameksistere, siger János Rainer, leder af 56 Institute, som tidligere var et selvstændigt forskningsinstitut, men som Orbán-regeringen har lagt ind under Nationalbiblioteket. Indtil systemskiftet i 1989 var ofrene for kommunismen tvunget til at tie. Og i dag er der begrænset plads til ofrene for nazismen i regeringens historieskrivning, mener forskeren:

”Offernarrativerne konkurrerer og er ikke en del af et samlet hele. Størstedelen af ungarerne føler ikke, at holocaust var en tragedie for det ungarske samfund. De føler, at det skete for nogle andre.”

Mindet om kommunisttiden er derimod blevet tungt vægtet, siger János Rainer. På nationalpolitisk plan for at skyde skylden for fortidens forbrydelser på socialistpartiet som arvtager til det tidligere kommunistparti. På transnationalt plan handler det om følelsen af, at kommunismens følger blev glemt – eller værre endnu – ignoreret af det europæiske fællesskab.

”Grundlaget for den europæiske tænkning er antifascistisk og kredser om erindringen om holocaust. Indtil 1989 tænkte Vesten, at Europas grænse gik ved Jerntæppet. På den anden side boede løverne,” siger han og fortsætter:

”Da østlandene skulle indlemmes i EU, blev det et problem at finde ud af, hvordan man skulle rumme erindringen om kommunismens ofre.”

Den erindring har Ungarn de seneste år selv forsøgt at fordøje. Regeringen erklærede årene 2015-2017 til officielle mindeår for kommunismens ofre og grundlagde forskningsinstitutter, der skulle beskæftige sig med perioden. Et af dem er Veritas Institute, der skal ”råde bod på den manglende forskning under kommunisttiden”, som direktør Sándor Szakály siger.

”Vi blev besat af Sovjetunionen i et halvt århundrede, og i al den tid var det ikke muligt at tale om konsekvenserne. I årtierne efter var der ingen erindring eller monumenter opført til minde om kommunismens ofre,” siger han.

Sándor Szakály afviser, at man kan sammenligne ofrene for nazismen og kommunismen. Men man kan sammenligne den tyske og kommunistiske besættelse, siger han, for under begge handlede Ungarn under tvang.

På den måde er vi tilbage ved busten af Miklós Horthy, bronzemanden på Frihedspladsen. Spørger man Sándor Szakály, ønskede Miklós Horthy hjælp til at genvinde det land, Ungarn mistede med Trianon-traktaten. Da han ikke kunne finde støtte hos englænderne eller franskmændene, vendte han sig mod Hitler.

”De blev allierede, ikke fordi Horthy var tiltrukket af ideologien, men fordi vi havde brug for hjælp,” siger han.

Men det ville være at underkende Horthys antisemitiske tilbøjeligheder, siger János Rainer fra 56 Institute. Ja, Horthy balancerede på en knivsæg. Og ja, Hitler viste sig at være hans eneste allierede i kampen for at genvinde de tabte territorier.

”Men han havde unægteligt et personligt ansvar: Han behøvede ikke at deportere jøder eller underskrive antisemitiske love.”

Horthy er en brik i Orbán-regeringen og dens hushistorikeres forsøg på at samle de to offerfortællinger til én tragedie og negligere ofrene for nazismen i processen, mener János Rainer.

”Lige nu dominerer Orbáns Fidesz-parti diskursen, også om fortiden. Men der kommer en ny generation til, som ikke selv har traumer i bagagen. Den og årenes gang kan måske få bugt med striden mellem vores konkurrerende minder,” siger han.

Læs i morgen om Ungarns to fortiede tragedier, hvor den 88-årige Eva Beck, der under Anden Verdenskrig blev tvunget i skjul af sin egen regering, og den 97-årige István Tóth, der som ung blev sendt fra den ene sovjetiske arbejdslejr til den anden, fortæller deres historie.

Lige siden Frihedspladsens monument til ofrene for den tyske besættelse i centrum af Budapest blev rejst, har det skabt debat og konflikt. Mindesmærket blev opsat af den ungarske regering i ly af natten mellem den 20 og 21. juli 2014.
Foran det kontroversielle monument til ofrene for den tyske besættelse har byens borgere skabt deres eget modmonument. Et levende mindesmærke, der med holocaust-ofres ejendele udgør en påmindelse om landets eget medansvar for jødedeportationerne. – Fotos: Sara Maarup Thomsen og Anne Jensen Sand.
I 2017 blev mindesmærket Málenkij Robot opsat til ære for de omkring 700.000 ungarere, der blev deporteret til Sovjetunionen. Mindesmærket er opsat ved den togstation, hvor mange ungarere blev sat på tunge godstog.