Indianer-ruiner myldrer frem af junglen

Teknologisk fremskridt indvarsler en ny æra i arkæologien og afdækker ”hvide pletter” i arkæologernes landkort over hele verden. Men de mest spektakulære slutninger om store maya-byer er forhastede

Et stykke keramisk arbejde viser en maya-konge fra tiden omkring 200-400, der var en tid med mange magtkampe i de områder, hvor den indianske kultur herskede.
Et stykke keramisk arbejde viser en maya-konge fra tiden omkring 200-400, der var en tid med mange magtkampe i de områder, hvor den indianske kultur herskede. Foto: Ritzau Scanpix.

Nyheden gik verden rundt som en løbeild: Op til 60.000 hidtil uopdagede maya-bygninger er blevet fundet under det tætte skovdække i Guatemalas jungle. Højteknologisk udstyr har revet bygningsværkerne ud af næsten 1000 års glemsel og fundet nogle af mayaernes karakteristiske pyramider, men også fæstningsværker og boliger, som var blevet opslugt af en tætvoksende regnskov, efter at dens indbyggere tilsyneladende forlod dem uden at se sig tilbage for 1100 år siden.

Identificeringen af maya-ruinerne er det seneste eksempel på de muligheder, der åbner sig i arkæologien takket være den såkaldte LIDAR-teknologi. I 2015 fravristede forskerne Amazon-junglen mange såkaldte geoglyffer, kæmpemæssige skrifttegn, der kun kan ses fra luften. Og i Cambodia har LIDAR siden 2012 dokumenteret, at khmer-civilisationens enestående bygningskomplekser omkring Angkhor-templerne var langt mere omfattende end hidtil antaget.

”Det er ganske enkelt en revolution i maya-forskningen. Det ville tage årtier at finde alle disse bygninger, som befinder sig i svært tilgængelige områder og er skjult i en tæt skov, så satellit-fotos ikke viser ret meget. Fremover kan vi ud fra LIDAR-billederne beslutte helt præcist, hvilke bygningsværker vi vil begynde at udgrave. Og samtidig har vi nu et samlet overblik over et kæmpemæssigt område,” siger Dominique Michelet.

Han er arkæolog ved den statslige franske forskningsinstitution CNRS og en af lederne af det fransk-mexikanske konsortium bag udforskning af maya-byen Nacchtun, et af de områder som har fået adgang til LIDAR.

Teknikken består i at overflyve en zone med fly eller drone og bombardere jorden med laserstråler kombineret med en gps. De milliarder af punkter, som på den måde registreres, kan derefter via algoritmer omsættes til et kort, der skelner mellem jordbunden og skovdækket. Og derefter kan kortet ”afskoves”, så kun jordbunden og dens relieffer træder frem i 3D.

I alt er 2100 kvadratkilometer blevet affotograferet med LIDAR på Yucatan-halvøen, et af de områder hvor maya-civilisationen blomstrede i over 2.000 år, fra omkring 1.000 før Kristus til det 9. århundrede. Da civilisationen toppede, dækkede den 324.000 kvadratkilometer i det landareal, som i dag er Mexico, Guatemala, Belize og en del af Salvador og Honduras.

Arkæologerne håber, at den nye viden kan bidrage til en bedre forståelse af en kultur, som har fascineret arkæologerne, og som længe var omgærdet af mystik, blandt andet fordi civilisationen tilsyneladende forsvandt som dug for solen, uden at man har fundet en fuldstændig forklaring.

”Det, vi kan konstatere på baggrund af de nye billeder, er, at der var langt flere anlægsarbejder i form af veje end først antaget. Mayaerne havde ikke heste og kendte ikke til hjulet, så alt blev båret og transporteret til fods. Når man alligevel havde et udbygget net af anlagte veje, viser det, at der var langt større udveksling mellem de enkelte maya-bystater, end vi regnede med. Det siger noget om politisk kontrol af oplandet, og det siger noget om handel. De anlagte veje gjorde det for eksempel muligt at krydse zoner, som ellers ville være oversvømmede en del af året, og hvor det ville tage lang tid at gå udenom,” siger Dominique Michelet.

”Samtidig har vi fået yderligere bekræftelse på det, vi anede i forvejen, nemlig at landbruget, baseret på især majs, bønner og græskar var meget udviklet og langt mere intensivt end de dyrkningsmetoder, som senere blev benyttet af indianerne. Det vil sige flere ressourcer og dermed også mulighed for at brødføde flere mennesker, end vi hidtil har antaget,” siger Dominique Michelet.

Han advarer imidlertid mod at drage forhastede konklusioner af de mange tusinde bygninger, som LIDAR har identificeret.

”Billederne siger ikke, om alle bygningerne var i brug på én gang, eller om der er tale om forskellige faser, hvor gamle bygninger blev opgivet til fordel for nye. Derfor skal man være forsigtig med at bruge billederne til at gætte på, hvor mange mennesker, der boede i bystater som Nacchtun eller de to store nabobyer, Tikal og Calakmul. Men LIDAR-billederne betyder ikke desto mindre, at vi skal nytænke mayaernes bystater. Vi har arbejdet ud fra hypotesen om bystater med en koncentration af befolkningen i en form for bycentrum omgivet af en periferi. Nu ser det ud til, at periferien og udkanten af byerne har været mere befolkede og bystaterne dækket et større territorium.

”Det er er det, vi skal ud og se på nu. Efter at have identificeret bygningerne, skal vi nu til at datere dem. Og det vil blive et kæmpemæssigt arbejde. Der er arbejde til generationer af arkæologer,” siger Dominique Michelet.