Prøv avisen
De faldne kvinder

Indre Mission var de første, der hjalp kvinder ud af prostitution

Magadalenehjemmet skulle ikke være en institution, men ligne et hjem så meget som muligt. En stående Thora Esche serverer maden for beboerne, som hun forsøgte at få ud af prostitution. – Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv.

Kristne foreninger og især Indre Mission var i midten af 1800-tallet pionerer i den sociale indsats for børn, fattige arbejdere og kvinder i prostitution. Ny bog fortæller om den tidlige velgørenhed, der lagde grunden til nutidens frivillige, sociale arbejde og velfærdsstaten

Thora Esche var kun 27 år, da hun den 15. november 1877 tiltrådte stillingen som forstanderinde ved Magdalenehjemmet i København. Hun skulle lede en af Danmarks første sociale indsatser for at få kvinder ud af prostitution og rehabilitere dem til et liv som dygtige tjenestepiger.

Thora Esche kom fra det bedre borgerskab og arbejdede som søndagsskolelærerinde i Indre Mission. Hun var blevet meget berørt af at se de prostituerede trække på gaden i København og havde henvendt sig til en af de ledende præster fra Indre Mission, fordi hun ville udføre, hvad hun betegnede som ”redningsarbejde” for faldne kvinder.

Hendes initiativ resulterede i, at der blev iværksat en indsamling, og i foråret 1877 havde Kirkelig Forening for Indre Mission i København modtaget penge nok til at købe hovedgården til en større landejendom på Lille Jagtvej lige over for den nuværende Fælledparken.

Magdalenehjemmet er en af de pionerindsatser i det frivillige sociale arbejde, der beskrives i den ny bog ”Velgørenhed”. Forfatteren, lektor i historie ved Roskilde Universitet Karin Cohr Lützen, fortæller i bogen historien om den private velgørenhed, der blomstrerede i 1860’erne og 1870’erne og især udsprang fra kirken og kristelige foreninger.

Det første store kirkelige velgørenhedsinitiativ var Christianshavns Understøttelsesforening, der blev oprettet i 1866 af de to præster Vilhelm Munck og Johan Holck fra Vor Frelser Kirke på Christianshavn for at støtte værdigt trængende fattige. Få år efter var der understøttelsesforeninger i sogne i hele København.

Kvinderne på Magdalenehjemmet skulle lære husholdning, og opholdet varede to år, men var frivilligt, og de kunne til enhver tid forlade hjemmet med 24 timers varsel. Mens beboere på fattiggårde boede på sovesale, kæmpede Thora Esche for, at de unge kvinder skulle have deres egne værelser.

”De store sovesale ville give anledning til, at hvad der var opbygget om dagen, ville blive nedbrudt om natten, og at hvis en ung pige virkelig fik trang til at bøje sine knæ og bede, så ville hun mangle mod til at gøre det af frygt for de andre pigers spot,” skrev Thora Esche senere i sine erindringer.

Velgørenhedsindsatsen i midten af 1800-tallet betragtede hjemmet som en modsætning til byens fristelser, og der blev oprettet blandt andet børnehjem og soldaterhjem med hjemmet som forbillede som afløsning for tidligere asyler og anstalter. På Magdalenehjemmet var der billeder på væggene, potteplanter, lysekrone, hvid, dug og mørke tapeter som i et ethvert andet godt borgerligt hjem fra tiden op til århundredskiftet. I de første 14 måneder boede der 21 kvinder i alderen 16-28 år på hjemmet. Seks af dem var tiltalte og straffede for utugt.

Året inden oprettelsen af Magdalenehjemmet havde hjælpepræst ved Holmens Kirke i København og fremtrædende medlem af Indre Mission Harald Stein i januar 1876 indledt otte foredrag med titlen ”Hvad vil den indre Mission”. Foredragene blev senere til en bog, der udstak et samlet program for Indre Missions sociale arbejde.

I sin ny bog fremhæver Karin Cohr Lützen, at teologen Hal Koch i 1960 sammenlignede Indre Missions filantropiske indsats med den senere velfærdsstat.

”Det er meget rammende. Missionens sociale indsats var drevet af kristen kærlighed og en virkelig omsorg for de lidende. Man ville forkynde kristendommen, men var klar over, at det ikke kunne nytte at prædike for hovedstadens proletariat, hvis man ikke interesserede sig for deres rent menneskelige problemer. Endelig mente missionen, at det sociale arbejde var det sikreste middel til at afværge, at den ugudelige og materialistiske socialisme tog magten, ” fortæller Karin Cohr Lützen.

Harald Stein kritiserede den udbredte sociale nød og advarede om, at individet i stigende grad var overladt til sig selv.

”Han fremsatte en kritik af kapitalismen, selvom han ikke var socialist. Indre Mission kritiserede tidens flygtighed, frisættelse og ubundethed. Harald Stein så den store tilflytning til byen, industrialiseringen, og kritiserede, at de gamle samfundsbånd var blevet løsnet, så individet nu var sin egen lykkes smed. Den gamle orden og beskyttelse af individet var væk. Ligesom missionsforeninger i andre nordeuropæiske storbyer advarede Harald Stein også mod byens fristelser og farer,” fortæller Karin Cohr Lützen.

I missionsskrifter og taler gik det samme drama igen. Ensom og forladt vandrer tjenestepigen og fabrikspigen eller sømanden og soldaten om i de oplyste gader, og de lader sig lokke ind i beværtninger med et sørgeligt forfald til følge.

Indre Mission havde frem til 1860’erne ikke haft det store held med at missionere i København. Det var først, da Harald Stein begyndte at tale om den sociale nød, at budskabet fængede i dele af borgerskabet.

”Det vil være forkert at sige, at Indre Mission udførte det sociale arbejde udelukkende med det mål at forkynde kristendommen. Både Harald Stein og Thora Esche var meget bekymrede for samfundets udvikling. Thora Esche solidariserede sig med kvinder i prostitution. I sine erindringer skrev hun: ’Vi må stille os selv det spørgsmål, hvor vi selv ville være havnet, hvis vi havde haft de forudsætninger, som de kvinder har haft’,” fortæller Karin Cohr Lützen.

Spørgsmålet er så, om Indre Missions indsats for at redde unge mænd og kvinder fra byens fristelser nyttede noget? Blev de faldne kvinder reddet?

Statistikken for Magdalenehjemmet var ikke umiddelbart opløftende. Hjemmet kunne i 1883 oplyse, at 91 unge kvinder havde boet på hjemmet i de seks år, det havde været åbent.

”Af disse er 19 blevet til flinke, ærbare kvinder, som dels tjener i forskellige familier, som i de fleste tilfælde har erhvervet et godt liv samt vundet deres herskabers kærlighed, og dels er gifte koner, der som sådanne holder deres hjem propert og hyggeligt for manden,” hedder det blandt andet i Magdalenehjemmets årsberetning fra 1883.

23 andre kvinder var ifølge Thora Esche ikke vendt tilbage til det gamle ”syndeliv”, mens 21 var faldet tilbage til prostitution. Resultatet var altså, at en tredjedel forandrede sig, en tredjedel vaklede, mens den sidste tredjedel ikke ændrede deres liv.

”Det passer meget godt med mange af de nutidige sociale statistikker, at det lykkes at rehabilitere en tredjedel, for socialt arbejde er svært,” siger Karin Cohr Lützen.

Generelt var det ifølge Karin Cohr Lützen en lille del af tjenestepigerne, der kom til Indre Missions aftenmøder, og det er i dag svært præcist at vurdere omfanget af den kristne velgørenhed i 1800-tallet.

”Men jeg vil sige som Hal Koch, at Indre Mission i det mindste pegede på nogle problemer, som velfærdsstaten senere tog sig af. De var pionerer, der kastede lys på sociale problemer,” siger Karin Cohr Lützen.

Hun henviser til, at Indre Missions sociale arbejde opstod årtier inden arbejderbevægelsen og organisationer som Frelsens Hær, der kom til Danmark i 1887, og Kirkens Korshær, der blev oprettet af folkekirken i 1912.

En kritisk indvending er ifølge Karin Cohr Lützen, at Indre Missions satsning på kvinder i prostitution fjernede fokus fra tjenestepigernes dårlige vilkår.

”Mange tjenestepiger fik en dårlig løn og levede under dårlige forhold. Det havde nok været mere hensigtsmæssigt, hvis man også havde rettet blikket mod den gruppe. Mange af de piger, der havnede i prostitution, supplerede deres indkomst på den måde. På Magdalenehjemmet skulle pigerne så tilbage til det samme erhverv, men nu som dygtige tjenestepiger, siger Karin Cohr Lützen.

Thora Esche fortsatte som forstander for Magdalenehjemmet i 40 år. Hun mente, at kvinderne skulle have lov til at starte på en frisk, og da de to første kvinder skulle udsendes fra hjemmet i 1879, ville hun skaffe dem en ny skudsmålsbog. Det var den kontrolbog, som tjenestefolk skulle vise, når de skiftede plads. Hun henvendte sig til politidirektør Vilhelm Crone, som nægtede at hjælpe.

”Men aldrig glemmer jeg den strøm af rå, usømmelige ord, der strømmede fra den mands læber. Han havde ingen forståelse for, at et menneske født på livets skyggeside, halvt mod og halvt med sin vilje kunne komme i dårlige forhold,” skrev Thora Esche senere i sine erindringer.

Thora Esche gav ikke op og gik til den daværende justitsminister Johannes Nellemann. Forinden havde hun brændt alle skudsmålsbøger, selvom det var strafbart.

”Justitsminister Nellemann kløede sig bag højre øre, som jeg senere hørte, det var hans vane, når han skulle tage en beslutning,” fortalte hun i sine erindringer.

Efter at have tænkt sig om, imødekom justitsministeren hendes ønske, og kvinderne på Magdalenehjemmet kunne få nye skudsmålsbøger.

Thora Esches idéer om opdragelse med håndarbejde og tro på Gud var et opgør med fortidens tugt, og Magdalenehjemmet ekspanderede. Indre Mission indsamlede penge til at oprette en større institution i nye bygninger ved Lyngby Sø, og pigehjemmet Skovtoftehjemmet fungerede til 1965.

Karin Cohr Lützens bog ”Velgørenhed” er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Bogen er en del af projektet 100 danmarkshistorier.

Bolignød og elendige bolighold, hvor børnerige familier boede i usle lejligheder, var et stort problem, især efter at industrialiseringen bragte mange nye tilflyttere til hovedstaden. – Foto: Fritz Benzen/Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og arkiv.
Udateret portræt af Thora Esche, sandsynligvis med en anonymt indpakket bibel i hånden. – Foto: Mary Steen/Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv
Maleriet ”Forladt. Dog ej af Venner i Nøden” (1888) af Frants Henningsen (1850-1908) fortæller om synet på uægte børn og deres mødre og fædre i den danske befolkning og lovgivning fra 1700 og frem. Det var en tid, hvor opfattelsen af udenomsægteskabelig seksualitet ændrede sig fra at blive betragtet som en syndig og strafbar handling. Omsorg for barnets og moderens tarv samt faderens pligter kom i centrum, og det påvirkede samfundssynet og lovgivning. Maleriet hænger på kunstmuseet ARoS i Aarhus. – Foto: ARoS