Den europæiske museumstradition hviler på ønsket om at vise menneskehedens universelle kulturarv frem med hjælp fra kunstværker og artefakter fra hele verden. Men denne tradition støder sammen med andre nationers ønske om at bevare deres egen kulturarv for med den at styrke landet og dets identitet.
Problemstillingen er ikke ny, men er igen blevet aktuel, efter den franske præsident, Emmanuel Macron, i efteråret anbefalede Frankrig at returnere afrikanske kulturarv til oprindelseslandene.
I Danmark har kunstmuseet Davids Samling i København flere gange afvist anmodninger fra Tyrkiet om at tilbagelevere genstande, som Tyrkiet mener er en del af landets nationale kulturarv. Direktør Kjeld von Folsach peger på, at Davids Samling har erhvervet disse genstande i god tro, og at de bidrager til en fortælling om islam som en af verdens højcivilisationer. Men han medgiver, at danskerne heller ikke ville være glade, hvis vi skulle til Paris for at se Solvognen.
”Det er muligt, at tidligere kolonilande har erhvervet genstande på en måde, som vi ikke finder acceptabel i dag. Og det kan være berettiget, at man i begrænset omfang leverer kunstgenstande tilbage som en velvillig gestus. Det er vigtigt at finde en balance mellem retten til den nationale kulturarv og den universelle adgang til denne arv. Men man kan hævde, at Parthenon-frisen (græsk frise fra omkring 440 år f.Kr., red.) har bidraget mere til europæisk kultur fra British Museum i London, end den ville have gjort, hvis den var blevet i Athen og måske var gået til grunde under den store eksplosion i Parthenon i 1800-tallet,” siger Kjeld von Folsach.
Grundlaget for museernes ret til at beholde andre landes kulturarv er princippet om, at museernes ejendom er uafhændelig og hverken kan sælges elles beslaglægges. Dette princip beskytter museerne og er i flere lande lovfæstet. Med netop dette argument forbød de britiske domstole i 2005 at efterkomme Grækenlands krav om at få udleveret de relieffer fra Parthenon-frisen, som lord Elgin med osmannernes billigelse pillede ned og i 1916 solgte til Storbritannien, hvor de er kendt som Elgin-marmoret og ikke som Parthenon-frisen.
Det episke slag mellem Grækenland og Storbritannien er en klassiker i historien om ejerskabet over de kunstskatte fra hele verden, som vises på nogle af verdens bedste museer som udtryk for menneskehedens fælles kulturarv, men som også kræves udleveret som udtryk for den nationale historie og identitet i lande, der hævder, at deres kulturelle arvegods er blevet stjålet.
Ejerskabet over Europas kulturarv har været genstand for international konflikt siden Wienerkongressen, som i 1815 skulle gøre boet op efter Napoleonskrigene. Den franske kejser havde systematisk udvalgt de meste fornemme kunstværker i det besejrede Europa og sendt dem til Louvre-museet, hvis direktør, Dominique Vivant, havde fået den idé at samle eksempler på hele menneskehedens samlede kulturarv i ét museum.
Wienerkongressen satte en stopper for Dominique Vivants projekt og dømte Frankrig til at levere en lang række kunstværker tilbage. Men idéen om det universelle eller encyklopædiske museum overlevede og blev normen for de store europæiske museer som Louvre og British Museum.
Efter Anden Verdenskrig og nazisternes udplyndring af de besatte landes kunstmuseer samt beslaglæggelse af jødiske kunstsamlinger kom spørgsmålet om, hvordan kunstværker erhverves på dagsordenen, ikke mindst med de jødiske familiers krav om at få udleveret de kunstværker, som efter krigen var endt på museer i blandt andet Paris og London. I 1954 forbød Haag-konventionen udplyndring og salg af kunstværker og arkæologiske fund under væbnede konflikter, og FN’s kulturorganisation, Unesco, har vedtaget to internationale aftaler om bekæmpelse af illegal handel med stjålne kunstværker.
Men Unesco varer sig vel for at dømme det encyklopædiske museum ude. Og den internationale museums- organisation Icom nøjes med at anbefale, at museerne ikke erhverver genstande, der er tilvejebragt på uautoriseret eller uvidenskabelig vis, påpeger Steph Scholten, direktør for Hunterian Museum i Glasgow i Skotland og medlem af Icoms etiske komité.
”Konceptet med universelle museer blev skabt af et lille antal meget store museer i Vesten og skal ikke ses som et fælles koncept for alle europæiske museer. Holdningerne ændrer sig, og dette koncept er ikke så fremtrædende som tidligere. Men ingen ønsker heller, at national kunst kun kan ses i oprindelseslandet. Derimod har der været en ubalance, hvor kunstgenstandene udelukkende flød fra syd til nord og fra øst til vest. Det ville være godt med en bedre balance, så nogle lande kan få lidt mere af deres egen kulturarv,” siger Steph Scholten, der udtrykker sin personlige holdning og ikke taler på vegne af Icom.
Professor i kunsthistorie ved universitetet i Hamborg Jürgen Zimmerer er enig.
”Universelle museer kan jo også oprettes uden for Vesten. Når vi indtil nu kun finder dem på den nordlige halvkugle, er det udtryk for 600 års kolonihistorie,” siger han.