Ingen overlevede Det Tredje Rige uden et delvist tab af moralsk integritet

Professor Martin Dibelius var en af heltene på det teologiske fakultet på Heidelberg Universitet under nazismen og blev flere gange reddet af en nazistisk professorkollega

"Hvordan man end vender og drejer det, så er det jo et kors med det kors,” siger rigsbiskoppen for De Tyske Kristne, Ludwig Müller, på denne karikaturtegning fra 1932. –
"Hvordan man end vender og drejer det, så er det jo et kors med det kors,” siger rigsbiskoppen for De Tyske Kristne, Ludwig Müller, på denne karikaturtegning fra 1932. –. Foto: Mary Evans Picture Library.

I 1946 fyrede den amerikanske administration i Heidelberg 37 ud af 58 professorer fra Heidelberg Universitet. Det var alle dem, der havde været medlem af NSDAP Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti.

STORT TEMA: 2. verdenskrig

Den 75-årige professor og dr.phil. Eike Wolgast, som just er udnævnt som æresdoktor i teologi ved Københavns Universitet, er hovedmanden bag et 1200 siders værk om Heidelberg Universitet og nationalsocialismen. Die Universität Heidelberg im Nationalsozialismus fra 2006, som har to andre medredaktører Wolfgang U. ­Eckart og Volker Sellin beskriver nazismen og teologien i 1930erne og 1940ernes Tyskland set gennem den akademiske prisme.

Alle fakulteter, institutter, professorer, lektorer og de studerende gennemlyses, men i en nylig forelæsning i København i anledning af æresdoktoratet holdt Eike Wolgast sig til det teologiske fakultet på Heidelberg Universitet.

Professor i Ny Testamente på Heidelberg Universitet Martin Dibelius så tidligt, hvordan det ene onde tog det andet, efterhånden som nationalsocialismen spredte sig: Første Verdenskrig, fredsslutningen, 1930ernes depression med den massive arbejdsløshed i det meste af den vestlige verden, Adolf Hitlers magtovertagelse, jødeforfølgelserne og Anden Verdenskrig.

I 1932 anklagede professor Dibelius den tyske middelklasse for at have svigtet sin fornemste opgave i et land: at udgøre nationens sammenhængskraft. Middelklassens rolle som Tysklands stabiliserende rygrad var forsvundet allerede ved Første Verdenskrigs slutning, både i staten, familien, kirken og uddannelsessystemet.

I 1946 supplerede han analysen med skriftet Den tyske selvrefleksion, hvor han beskæftigede sig med den tyske skyld i de foregående års krig og tyskernes ageren i forhold til Det Tredje Rige. Han mente, at datidens politik, samfund og mentalitet haltede langt efter moderniteten, og middelklassen opgav sine værdier til fordel for militarismen. Den fatale intolerance over for andres værdier viste sig blandt andet i antisemitismen.

Det var også her, han skrev, at ingen tysker kunne overleve i Det Tredje Rige uden et delvist tab af moralsk integritet.

Tyskland var efter Andens Verdenskrigs slutning blevet delt i sektorer, som afspejlede krigens vindere: Storbritannien, USA, Frankrig og det daværende Sovjetunionen. Dibelius skrift blev underlagt censur i den franske sektor, selvom Heidelberg lå i en amerikansk sektor, og her blev skriftet lagt på en hylde og glemt. Det blev genfundet i 1997, 50 år efter professorens død.

Dibelius skosede i samme dokument også kirken for at have udviklet sig fra at være statens vogter til at være dens slave.

Ironisk nok overlevede Martin Dibelius årene fra 1933 til 1945 ved hjælp af en nationalsocialistisk professor på instituttet for systematisk teologi, Theodor Odenwald. Martin Dibelius var en slags mentor for Odenwald og troede oprindelig, at Odenwald var en åndsfælle udi kulturel protestantisme.

Han tog fejl. Theodor Odenwald meldte sig både ind i NSDAP og erklærede sit tilhørsforhold til Den Tyske Kirke. Den Tyske Kirke var et nationalsocialistisk projekt, hvor Det Gamle Testamente og Jesu jødedom mildt sagt blev underdrevet. Faktisk blev det forsøgt at gøre Jesus til en del af den ariske race. Ifølge Eike Wolgast havde Den Tyske Kirke indflydelse i nazitiden frem til Anden Verdenskrigs slutning.

Den Tyske Kirke resulterede også i, at andre teologer etablerede Bekendelseskirken, men ifølge Wolgast var der ingen samlet kirkereaktion mod nationalsocialismen og de grusomheder, der deraf fulgte.

Der var kun individuelle præster og teologer, der ydede modstand. Der var ingen samlet kirkelig opposition, siger Eike Wolgast i et efterfølgende interview.

Teologerne kæmpede altså alene. Bekendelseskirken skrev skrifter, men ydede ikke modstand.

Bekendelselseskirken blev stiftet i forbindelse med Barmen-erklæringen, som var et teologisk bekendelsesskrift, og blev en retning inden for den tyske kirke, som afviste Tyske Kristne, der var en nazi-inspireret kirkebevægelse.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) var en af underskriverne og en af de allerførste til at protestere mod det jødehad, som nationalsocialismen fremmede. Han blev arresteret i 1943 på en anklage om at planlægge et attentatforsøg på Hitler. Tre uger før Tyskland overgav sig, blev han henrettet.

Martin Niemüller (1892-1984) stemte ifølge Eike Wolgast på nationalsocialisterne i 1933. Han blev sendt i koncentrationslejren Sachsenhausen i 1938 for sin kritik af regimets behandling af Bekendelseskirken.

Tilbage på Heidelberg Universitet blev Martin Dibelius også fra 1933 udsat for ydmygelser. Her forlangte biskoppen i Den Tyske Kirke Dibelius fyret. To gange gennemsøgte SA, den halvmilitære organisation for NSDAP, hans hjem om natten og konfiskerede dokumenter og breve. I 1938 blev hans pas inddraget. Han bøjede sig aldrig for nazismen og dens ideologi, og det lykkedes ham også ustraffet at kritisere deportation af jøder til Sydfrankrig.

Hver gang problemerne tårnede sig op for Dibelius, var det, ironisk nok, nu fakultetsleder Theodor Odenwald, der stillede op for ham. Odenwald beundrede Dibelius akademiske kunnen og var som tidligere protegé glad for sin karriere på Heidelberg Universitet. Derfor fik Dibelius anledning til fortsat at rejse og bibeholde de økumeniske kontakter i både Schweiz, England og USA.

Heidelberg Universitet var frem til 1933 kendt for at være et liberalt og demokratisk sindet universitet. Det er Tysklands ældste, fra 1436. Universitetet har med den omtumlede europæiske historie både været luthersk, reformert og katolsk.

I slutningen af 1600-tallet lagde universitetet ryg til en uformel modreformation, da en katolsk familie overtog området. Her kunne kun katolikker blive professorer. Det teologiske fakultet blev delt i to. Otte professorater til katolikkerne og to til protestanterne. De to professorater blev besat med sognepræster, som jo fik løn i forvejen, og dermed var der flere penge til de katolske professorer. Men i 1803 kom Heidelberg på protestant-hænder igen.

Sociologen Max Weber (1864-1920) har studeret jura på Heidelberg Universitet, og Joseph Goebbels (1897-1945), Hitlers propagandaminister, tog her en doktorgrad i teater- og litteraturvidenskab, med en jødisk professor som vejleder.

Heidelberg Universitet glimrede dog ikke under Det Tredje Rige. Mens de teologiske fakulteter på universiteterne i Marburg, Tübingen og Erlangen blandt andet skrev høringssvar om arierparagraffen, der udelukkede blandt andre jøder fra offentlige stillinger, så var der stort set stille i Heidelberg.

Som Det Tredje Rige og senere Anden Verdenskrig skred frem, forsvandt de studerende. I sommeren 1933 optog Heidelberg Universitet 3700 studerende, i 1939 faldt det tal til 1800. Tallene for optaget på teologi i de samme år var 316 og 67.

De protestantiske teologiske institutter i hele Tyskland oplevede et fald fra 6800 studende i 1933 til 1300 i 1939.

Det stod værst til blandt protestanterne, ikke mindst på grund af krigen mellem Bekendelseskirken og Tyske Kristne, sidstnævnte blev forsøgt gjort til den tyske rigs­kirke. Dertil kom også arbejdsløshed blandt præster og de unges tilknytning til et kirkefjendtligt nazistparti.

Under krigen blev det endnu værre. De sidste pålidelige tal for hele Tyskland var ifølge Eike Wolgast fra 1943, hvor 220 lærere i teologi underviste 177 studerende.

Det var ikke mindst rigsfører for SS Heinrich Himmler (1900-1945), der var imod kirken. Blandt andet tvang han alle teologer ud af den paramilitære gruppe, og han sikrede også i 1937, da der kom nye medlemskriterier i NSDAP, at teologer og præster ikke kunne blive medlemmer.

Planen var, ifølge Eike Wolgast, at de teologiske fakulteter skulle nedlægges og kirken omdannes til en privat forening hovedsageligt af politiske årsager. Derfor skulle ubesatte professorater bruges til ideologiseret forskning, både i raceteori, tyskstudier og religiøse studier. Desuden truede myndighederne med at flytte det teologiske fakultet til universitetet i Tübingen.

Theodor Odenwald klagede over beslutningen til rektor for Heidelberg Universitet og fik her medhold. Krigen satte en stopper for flytning af fakulteter og spekulationer om, hvilke teologiske institutter der overvejende hældede til Bekendelseskirken og hvilke til Tyske Kristne.

Martin Dibelius forskede videre og adskilte i 1942 på skrift nationalsocialismen fra teologien. For en ideologi, der glorificerer sin egen nation er i konflikt med en videnskab, der ser ud over et folk. Han skrev også, at kristendom burde forblive tyskernes religion, et opgør med de antikirkelige i NSDAP.

Mens Theodor Odenwald endte i arbejdslejr efter Anden Verdenskrig og aldrig vendte tilbage til universitetet, blev Dibelius på Heidelberg Universitet. Her sad han som formand for den gruppe, der skulle fyre alle undervisere, der havde haft medlemskab i NSDAP, heriblandt altså også Odenwald.

Teologi var i nazitiden dog ikke det mest regimevenlige institut på Heidelberg Universitet. 18 procent af lærerstaben var medlemmer af NSDAP. De andre fakulteter lå højere, medicin var oppe på 49 procent og her var også en professor, der forskede i udryddelse af psykisk syge.

Dibelius var den eneste teologiprofessor, der tog det på sig at analysere situationen efter krigen, ikke mindst skyldsspørgsmålet alle andre Heidelberg-teologer arbejdede tavst videre med deres emner, og ingen løftede senere arven efter professoren, som måske kunne takke en nationalsocialist for at være i live efter krigen.

Professor Eike Wolgast fotograferet på Hotel Kong Arthur. 2011.
Professor Eike Wolgast fotograferet på Hotel Kong Arthur. 2011. Foto: Søren Staal.