Island åbnede sig mod verden efter skilsmissen fra Danmark

På lørdag er det 100 år siden, at Danmark anerkendte Island som suveræn stat. Forbundsloven skabte rammerne for fremgang og var langt vigtigere for det islandske samfund end løsrivelsen fra kongen i 1944, som ellers er blevet fejret markant

Kong Christian X (tv. på billedet) besøgte i 1930 Thingvellir-sletten, da et af verdens ældste parlamenter, det islandske Alting, fejrede sin 1000-årsdag. –
Kong Christian X (tv. på billedet) besøgte i 1930 Thingvellir-sletten, da et af verdens ældste parlamenter, det islandske Alting, fejrede sin 1000-årsdag. – Foto: Ritzau Scanpix

Det er juli 2018, og der er inviteret til folkefest på Thingvellir-sletten, hvor et af verdens ældste parlamenter, Altinget, har rødder. Fejringen af 50-året for ophævelsen af unionen med Danmark i 1994 blev en folkefest, mange voksne islændinge husker, men kun få havde opfattet, at der i juli i år var inviteret til fest.

Pia Kjærsgaards deltagelse som formand for Folketinget fik dog flere op af stolene, og politikere fra Piratpartiet boykottede begivenhederne med beskyldninger om, at hun er racist og xenofob. Det fik Kjærsgaard til at svare igen, og hun kaldte partiets opførsel udemokratisk og uopdragen. Men hvis ikke det havde været for danskerens tilstedeværelse, var sommerens fejring af Forbundsloven af 1. december 1918 nær passeret forbi i glemsel, fortæller Rosa Magnusdottir, der er lektor i historie ved Aarhus Universitet.

”Det kom bag på mange, at jubilæet skulle fejres med pomp og pragt. I min barndom havde vi fri fra skole den 1. december, men med tiden er dagen gledet lidt ud af bevidstheden,” siger hun.

I mange år har den 17. juni 1944, hvor Island under Anden Verdenskrig kappede de sidste bånd til Danmark, været dagen, alle islændinge fejrede. Den 17. juni er landets nationaldag, og det er ikke tilfældigt, at løsrivelsen fra den danske konge formelt foregik netop på selvstændighedsforkæmperen Jón Sigurðssons fødselsdag den 17. juni.

1944 var følelsernes frigørelse, mens 1918 var intellektets, mener Rosa Magnusdottir. Og selvom mange måske har glemt 1918, er årets fejring i virkeligheden langt vigtigere end den, der kommer til at foregå i 2044, mener hun.

”I 1918 bliver Island en suveræn stat, mens selvstændigheden kommer i 1944, da man ikke længere deler konge med Danmark. Det er 1918 og suveræniteten, der betyder mest for landet. Det er der, man politisk slipper båndene til København og får sin egen politiske selvbestemmelse. Man får egen udenrigspolitik, og Island bliver et eget land, der ikke skal operere under Danmarks billigelse,” siger Rosa Magnusdottir.

Underskrivelsen af Dansk-Islandsk Forbundslov af den 1. december 1918 betød, at islændingene var frie til at gøre, som de ville. Landene havde dog stadigvæk et dansk-islandsk nævn, der havde indflydelse på politiske sager, som havde betydning for begge lande. Den danske Højesteret fortsatte midlertidigt med at være Islands højeste retsinstans, og Danmark varetog Islands udenrigspolitiske interesser, hvilket betød, at de danske ambassader også repræsenterede Island.

Nogle islændinge så det fortsatte samarbejde som udtryk for, at målet om selvstændighed stadig ikke var opnået til fulde, men ifølge blandt andre Rosa Magnusdottir var de resterende bånd til København i større grad en udstrakt hånd fra danskerne. Sagen var nemlig, at Island havde brug for hjælp til at opretholde retssystemet, indtil man selv havde ressourcer til at skabe sit eget, og det samme gjaldt udenrigspolitikken, mener hun.

Hele det islandske samfund oplevede i årtierne efter 1918 en stærk fremgang. Det fattige, lille fiskersamfund fik en styrket international gennemslagskraft, og med briternes og amerikanernes indtog fra årene omkring Anden Verdenskrig fik Island forstærkede muligheder for at nå ud til resten af verden uden at skulle gennem København. På den måde blev loven på flere måder en grundsten for det moderne Island.

”Der er ingen tvivl om, at det var stort, og jeg arbejder blandt andet på et forskningsprojekt, der omfatter breve og dagbøger fra 1918, hvor det er tydeligt, at loven havde stor indflydelse på, hvordan unge islændinge så deres muligheder i livet. Det er omdiskuteret, om det er det, der er startskuddet på den liberale mentalitet, som vi kender fra Islands store økonomiske armbevægelser i moderne tid. Men loven har i hvert fald den konsekvens, at Island åbnede sig mod verden,” siger hun.

Rasmus Gjedssø Bertelsen, der er professor i arktiske studier ved universitetet i norske Tromsø, er enig i, at Forbundsloven var langt vigtigere for Islands moderne udvikling end frigørelsen fra kongen i 1944. Han peger dog også på, at man skal være varsom med at tilskrive loven direkte indflydelse på udviklingen af den liberale mentalitet, der har præget store dele af det islandske samfund, og som er kommet til udtryk ved såvel økonomisk succes som krise.

”Forbundsloven i 1918 kan ses som et velforberedt dokument, der skabte praktiske rammer for, at Island kunne udvikle sig. Men vi skal også passe på med at give enkelte historiske begivenheder forklaringskraft over en nations karakter. Nogle vil mene, at sagatiden eller de mange uddannelsesmæssige kontakter med Nordamerika har større betydning for, hvorfor Island har en stærk vindermentalitet og en liberal tradition,” siger han.

I Danmark har fejringen af 1918-jubilæet indtil videre fået ganske stor opmærksomhed, og det håber professoren kan rette op på, at historien om, hvordan Island fik selvbestemmelse, har været glemt hos mange danskere.

”Begge lande kan være stolte af Forbundsloven, fordi den skabte en meget kreativ ramme for, hvordan sådan en fattig mikrostat kunne blive suveræn med meget få ressourcer. Den fortælling kender man godt i Island, selvom den 17. juni er folkefesten. Men i Danmark har man været ramt af en historieløshed, som der nu måske kan rettes en anelse op på,” siger professoren.