I 1828 skrev digteren Giacomo Leopardi et af sine første digte, som han stilede ”Til Italien”, ”All’Italia”. Leopardi er en af den europæiske romantiks ypperste digtere, og netop i første halvdel af 1800-tallet blæste romantikkens sværmeriske nationale vinde over Europa.
”O græd Italien. Intet er tilbage af fordums storhed,” skrev Leopardi.
Men det Italien, han henvendte sig til, fandtes kun som en litterær fiktion. Indtil 1806 var den italienske halvø en del af Det Tysk-romerske Rige, og siden middelalderen havde det gamle romerriges hovedland været splittet op i en myriade af bystater og fyrstedømmer, som Europas kongehuse sloges om. Italien som stat og nation eksisterede ikke.
”Ude i Europa eksisterede forestillingen om et kunstens og civilisationens Italien, som kunstnere og rigmandssønner rejste til på dannelsesrejse. Men dette ”Italien” havde ikke ret meget at gøre med virkeligheden på den italienske halvø,” konstaterer den italienske historiker Elena Musiani, forfatter til bogen ”At skabe en nation. Italierne og sammenhængskraften” (På fransk: Faire une nation. Les Italiens et l’unité. Udgivet på Editions Gallimard).
Historien om Italiens politiske samling er derfor også historien om, hvordan forestillingen om en fælles italiensk historie og kulturarv blev bærende i det italienske statsprojekt. Det var det såkaldte risorgimento, som Elena Musiani beskriver i sin bog.
Risorgimento, eller genfødslen af den stolte romerske arv, var det redskab, som skulle ”gøre folk til italienere og give dem en fælles identitet, der kunne udglatte forskellene mellem regioner, byer og individer. Risorgimento var den historiske proces og det pædagogiske redskab, der fabrikerede italienerne”, skriver Elena Musiani, som er professor i komparativ historie ved universitetet i Bologna.
Politisk var det Den Franske Revolution, der såede tankerne om et selvstændigt Italien blandt især norditalienske revolutionære. Napoleon Bonaparte samlede derefter et italiensk kongedømme, men da Wienerkongressen gjorde boet op i 1814, genoprettede de europæiske statsoverhoveder de gamle fyrstendømmer og gav Østrig magten over en god bid af det nordlige Italien. Ud af den efterfølgende modstand mod det habsburgske overherredømme voksede kampen for et selvstændigt Italien.
Efter to uafhængighedskrige var det meste af Italien samlet i 1861 med Torino som hovedstad, og i 1870 blev den sidste bid af den italienske halvø med Rom og den tidligere pavestat indlemmet. Italien var ”genopstået”. I hvert fald som stat. Tilbage stod at skabe en nation.
”Den nationale idé om et samlet, selvstændigt Italien var forbeholdt den økonomiske og intellektuelle elite, især i de nordlige byer. Den havde svært ved at brede sig i syd, der var domineret af latifundierne, de store, konservative jordbesiddere, og marginaliseret af både de moderne oplysningsider, nationalromantikken og den spirende industrielle revolution i nord. I syd opleves den nye italienske stat som et overgreb fra den nordlige Piemonte-stat, der vil pålægge skatter og især indføre værnepligt og dermed trække landarbejderne væk fra markerne,” siger Elena Musiani.
”Den nationale konstruktion var en litterær myte. Der var ikke noget fælles sprog. Camillo Cavour, en af den italienske samlings fædre og den første konseilspræsident, talte og skrev på fransk, og befolkningen talte lokale dialekter. Der var nok en fælles kulturhistorie i den romerske arv, men det var en elitekultur, som de brede masser, og det vil sige bondebefolkningen, ikke identificerede sig med,” forklarer historikeren.
Både Giuseppe Mazzini og Camillo Cavour, det moderne Italiens fædre, var klar over, at det politiske projekt havde brug for en fortælling om et nationalt fællesskab med rod i en fælles fortid. Risorgimento, den italienske storheds genopstandelse, var målet for organisationen ”Det unge Italien”, som selvstændighedsforkæmperen Giuseppe Mazzini dannede i 1831. Og det var navnet på det tidsskrift, som Camillo Cavour skabte for at udbrede sit politiske politiske projekt om italiensk samling og selvstændighed.
”Blandt eliten var poesi og opera de instrumenter, der skabte nationalfølelsen, for eksempel med Verdis opera ’Nabucco’. Men der fandtes også en stærk folkelig teatertradition på den italienske halvø. Og på grund af den udbredte analfabetisme og den begrænsede skolegang blev teatret det pædagogiske instrument, hvormed den nationale idé og tanken om en fælles historie kunne udbredes. Efter 1848-revolutionen i Frankrig, der nærede den nationalromantiske idé i hele Europa, skrev en ung student for eksempel et nationalistisk teaterstykke, som tre dage senere blev sat op i det åbne amfiteater i Bologna. Og der var masser af den slags eksempler,” siger historikeren.
Som historisk periode sluttede risorgimento med den endelige samling af Italien i 1870, konstaterer Elena Musiani.
Men som kulturelt og politisk projekt er denne genfødsel endnu ikke afsluttet. Nord og syd er stadig splittet mellem et rigt og industrialiseret Norditalien og et fattigere landbrugssamfund i syd. Mafiakulturen er i vid udstrækning en fortsættelse af det banditvæsen, brigantaggio, der opstod i 1800- tallet i protest mod den nye stat.
”Helt frem til det 21. århundrede har risorgimento optaget den italienske debat, både politisk og kulturelt. Men splittelsen mellem nord og syd er endnu ikke slut,” slutter Elena Musiani.