Hungersnød og vilkårlig vold: Janek Szatkowskis far så døden i øjnene

Zygmunt Szatkowski var blandt kz-fangerne på den kulpram, der endte ved Møn den 5. maj 1945. Først få år før sin død var han i stand til at fortælle sin søn om sine traumer

Kun få år før sin død begyndte Zygmunt Szatkowski at fortælle sin søn om baggrunden for sine traumer.
Kun få år før sin død begyndte Zygmunt Szatkowski at fortælle sin søn om baggrunden for sine traumer. Foto: Møns Lokalarkiv

En dag i 1966 kom Janek Szatkowskis far hjem til familien i Rungsted og var ligbleg i ansigtet. Han havde besøgt den polske ambassade i Hellerup og var blevet interviewet af tyske efterretningsfolk, fordi han havde søgt om krigsskadeerstatning på grund af de overgreb, han havde været udsat for i Anden Verdenskrig. I ugerne efter lukkede han sig inde i sig selv.

”Han havde skullet fortælle i detaljer om hændelserne. I min barndom var min far utilnærmelig. Det var først som 16-17 årig, jeg fik indblik i krigshistorien, og det var først, da vi besøgte Polen i 1970, at jeg blev klogere på hvorfor. I dag ville han nok have fået diagnosen posttraumatisk stress,” fortæller 69-årige Janek Szatkowski om sin far Zygmunt, der var reserveofficer i den polske hær og senere aktiv i den polske modstandsbevægelse.

I oktober 1943 blev Zygmunt Szatkowski arresteret og efterfølgende tortureret i et af Gestapos fængsler gennem seks måneder, inden han blev sendt i koncentrationslejren Stutthof. Efter 13 måneder med tuberkulose, fanget i det nazistiske helvede fuld af hungersnød, vilkårlig vold og gasovne, der skulle tømmes for lig, blev han sammen med flere hundrede kz-fanger sendt på en kulpram, der endte ved Klintholm Havn på Møn den 5. maj 1945 – en historie, som Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen udfolder i bogen “Skibet fra Helvede – da Anden Verdenskrigs rædsler drev i land på Møn”.

”Min far kaldte 5. maj 1945 for hans genfødselsdag. Her kom han til live igen,” fortæller Janek Szatkowski, der er født i Danmark og blev lektor ved Aarhus Universitet.

Kun få år før sin død begyndte Zygmunt Szatkowski at fortælle sin søn om baggrunden for sine traumer. Da Berlinmuren faldt i 1989, blev Zygmunt Szatkowski kontaktet af polske historikere, der ville genoprette respekten for den polske modstandsbevægelse, som også havde kæmpet mod russerne, der i årtierne efter krigen havde kontrolleret landet.

”Nu var der en anledning til at blive konfronteret med fortiden, som han bedre kunne håndtere. Han fortalte mig, at han var ked af, at han havde været tavs, og at han vidste, at han som vidne havde en vis forpligtelse til at fortælle om sine oplevelser,” siger Janek Szatkowski.

Om dagene på kulprammen fortalte hans far om at se døden i øjnene. Bogstaveligt talt.

”De kastede de døde over bord og fik hverken mad eller drikke. Der var en stemning af totalt forfald, og han havde indstillet sig på, at han skulle dø. Det var en overvældende omvæltning, da de blev slæbt i land på Møn.”

Janeks forældre mødte hinanden på tuberkulose-sanatoriet i Rungsted, hvor hans mor var ansat hos Røde Kors og hans far var patient. Zygmunt Szatkowski var musiker, og inden de to blev kærester, spillede han en koncert på sanatoriet i Rungsted, hvor Janeks mor var blandt publikum.

”Han fortalte mig, at da han så min mor i salen, spillede han kun for hende,” fortæller Janek Szatkowski.

Zygmunt Szatkowski var talsmand for polakkerne, der ankom med prammen til Møn, og familien bevarede et venskab med Helene Mortensen, som var formand for Røde Kors på øen, leder af redningsaktionen, og som blev kaldt ’Mutti’ af de polske eksfanger. Møn vil altid betyde noget særligt for Janek Szatkowski, fortæller han.

”Når jeg er i nærheden af Møn, kører jeg altid forbi Klintholm Havn. Desværre er mange af dem, vi kendte fra dengang, døde i dag. Ellers ville et smut forbi ’Mutti’ og hendes mand, havde været oplagt.”