Jeg vil danse med mine børn

Kirketid med skuespiller Marianne Mortensen:

Hvor vil du helst gå til gudstjeneste i morgen søndag? - Jeg vil ønske mig tilbage til Love Center Church i Californien, hvor jeg har været sammen med min mand i forbindelse med et gospelkursus. Der var vi til en tre en halv times gudstjeneste, der i den grad berørte os. Prædikanten var forbilledlig i forhold til mange af de præster, som jeg møder i folkekirken. Hos danske præster savner jeg ofte et engagement og en fornemmelse af nærvær. Hvilken salme vil du helst synge? - »Hil dig frelser og forsoner«. Melodien er skøn, og teksten rummer kernen af den kristne tro. Siden jeg var barn, har jeg haft et særligt forhold til den. Salmen er en påmindelse om, at vi skal møde hinanden med kærlighed og binde rosenkrans i stedet for tornekrone om korset. Teksten beskriver, hvordan Jesus tilgiver, og jeg prøver at tænke på versene, når jeg bliver udfordret af mennesker, der skuffer eller svigter mig. Hvem vil du helst drikke kirkekaffe med? - Herbjørg Wassmo, der er forfatter til »Dinas bog«. Det kunne blive en dyb, interessant samtale om livsvisdom og kristendom. »Du skal holde hviledagen hellig«, lyder det tredje bud. Hvad betyder det for dig? - Jeg arbejder gerne i haven, men jeg kunne ikke drømme om at købe ind om søndagen. Det er vidunderligt, at langt de fleste butikker stadig har lukket den ene dag, så har man ikke så mange chancer for at flygte fra sig selv og hinanden som på ugens øvrige dage. Har du nogle særlige traditioner, der knytter sig til søndagen? - Jeg ringer til mine søstre i Skagen og er mest muligt sammen med min familie. Tit går vi tur til den nærliggende gård, hvor vores ældste datter rider. Jeg ville gerne gå mere i kirke om søndagen, men jeg føler mig ikke hjemme i den lokale folkekirke, så det bliver desværre for sjældent til kirkegang. Hvordan vil du slutte en god søndag? - Vores piger er glade for at dan-se, så når vi har spist aftensmad, vil jeg danse med børnene. Jeg vil give mig god tid til at putte dem, og når de sover, vil jeg sidde foran brændeovnen og nyde stilheden. Blå bog Marianne Mortensen, 42 år, er skuespiller og turnerer i øjeblikket med Jomfru Ane Teatret, hvor hun spiller hovedrollen som Dina i »Dinas bog«, der i de to kommende uger opføres på Det Danske Teater i København. Hjemmet i Ledøje ved København deler hun med komponisten Michael Vesterskov og døtrene på ti og to år. Marianne Mortensen har flere gange optrådt i kirker med viser, salmer og oplæsning.