Et af de sidste overlevende vidner: Jeg ville gøre det igen

Elisabeth Bomhoff, 96 år, er et af de sidste overlevende vidner fra modstandskampen. På årsdagen for den tyske besættelse plejer hun at besøge sine venner fra dengang, Flammen og Citronen, der ligger begravet i Mindelunden i Ryvangen

Da Elisabeth Bomhoff efter ”Flammens” selvmord med en cyankaliumpille blev anholdt og sat ind i en celle i Vestre Fængsel, lød det hele tiden i hendes indre: ”Hvor er jeg lykkelig, hvor er jeg lykkelig over, at ”Flammen” og ”Citronen” ikke blev taget, så de blev pint til døde”, fortæller hun.
Da Elisabeth Bomhoff efter ”Flammens” selvmord med en cyankaliumpille blev anholdt og sat ind i en celle i Vestre Fængsel, lød det hele tiden i hendes indre: ”Hvor er jeg lykkelig, hvor er jeg lykkelig over, at ”Flammen” og ”Citronen” ikke blev taget, så de blev pint til døde”, fortæller hun. Foto: Mette Frandsen.

Elisabeth Bomhoff har trods sin høje alder på 96 år en god husker, som hun kalder det. Om den 9. april 1940 fortæller hun:

Jeg var netop blevet skilt og havde fået en lille lejlighed på Peter Bangs Vej ved KB-Hallen. Den var på ét værelse med alkove og altan, dejlig, men den skulle males. Maleren havde sagt, at jeg skulle vente med at flytte ind, til malingen var tør. Så den 8. april om aftenen tog jeg ind på Grand Hotel, der var et lille familiehotel, for at sove dér om natten.

Tidligt næste morgen blev jeg vækket af en infernalsk larm. Det var de tyske flyvemaskiner, der drønede lavt hen over København. Jeg ringede ned til portieren, men han svarede ikke. Jeg stod op, tog mit tøj på og listede ned ad trappen. Da jeg stod i hallen, kunne jeg gennem en sprække i døren se ind i restauranten, og dér stod tyske soldater i uniform og talte sammen. Hvordan kunne det ske? Flyverne i luften og tyskere i uniformer på hotellet? Det blev ledetråden i, hvad jeg senere tog mig til.

Jeg listede ud på Vesterbrogade og tænkte: Der sker noget, og det vil jeg være med til. Jeg blev modstandsmand, før der fandtes en modstandsbevægelse, siger Elisabeth Lis Bomhoff.

Hvordan skal du markere dagen i dag?

Jeg er så træt efter at have arbejdet med filmen i meget lang tid. Men skal jeg noget, er det da i Mindelunden i Ryvangen og besøge Flammen og Citronen og en, der blev kaldt Tom, som blev pint ihjel af Gestapo. De tre grave plejer jeg at se til.

Der er forår og fuglefløjt i luften over den fredelige villavej i Charlottenlund. I et sort træhus med hvidmalede, sprossede vinduer bor en af de få, der stadig kan fortælle om egne oplevelser fra modstandskampen, hvor hun var medlem af Holger Danske-gruppen og kom til at tilbringe de sidste syv måneder af den tyske besættelse i fangenskab.

Lis Bomhoff kendte og samarbejdede med de to legendariske frihedskæmpere Flammen og Citronen. Og det er i vid udstrækning hendes erindringer om de to modstandsmænd, der udførte sabotageaktioner og likviderede stikkere, som danner baggrund for Ole Christian Madsens film Flammen og Citronen. Hun har også medvirket i tilblivelsen af journalist og forfatter Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet om stikkerlikvideringer under besættelsen, i hans tv-serie med seks af modstandskampens øjenvidner samt i andre tv- og radioprogrammer.

Samarbejdet med Peter Øvig Knudsen, der især er kendt for sine bøger om Blekingegadebanden, har fået en særlig betydning for Lis Bomhoff.

Vi har haft et fuldstændig gnidningsfrit samarbejde, hvor jeg har fortalt og fortalt. En dag spurgte Peter, om han måtte tage sin kone og datter med næste gang. Siden er der blevet opbygget så tæt et samarbejde, at jeg føler, at Peter i dag er den søn, jeg aldrig fik. Og det er kun blevet bedre og bedre. Han er et meget værdifuldt menneske.

Lis Bomhoff var hædersgæst til gallapremieren den 25. marts i Imperial i København på filmen Flammen og Citronen.

Det er en stor og voldsom film, men det må det jo blive. Jeg er tilfreds med den. Det er ikke en dokumentarfilm, men instruktøren har lov til ud fra sit eget at danne de billeder.

På gallaaftenen hilste hun på kronprinsparret og fik fortalt historien om dengang i efteråret 1944, hvor hun blev kaldt til afhøring midt om natten af den øverste chef for Gestapo, dr. Hoffmann.

Jeg blev hentet klokken 23.30 om natten i Vestre Fængsel. Det første, de gjorde ved kvindelige fanger, var at vælte indholdet af deres taske ud på bordet. Mig trak de rundt i kælderen, hvorefter de stillede mig op ad en væg og ladede deres geværer. Så skyd!, råbte jeg, og så var den juleleg pludselig ikke sjov mere. Da jeg blev ført tilbage i min celle, sagde dr. Hoffmann: Når krigen er forbi, vil jeg gerne drikke lyserød champagne med Dem. Det fortalte jeg kronprinsesse Mary på gallaaftenen, og det er jeg glad for, siger Lis Bomhoff.

Hendes indtræden i modstandskampen skete nærmest ved et tilfælde. Hun var nygift og med sin mand Helmer Bomhoff flyttet til en villa i Hjortekær, da de fik besøg af kriminaloverbetjent Olav Bertelsen fra Frederiksberg Politi. Han kom for at sige, at et tidligere indbrud i hendes lejlighed på Peter Bangs Vej ikke lod sig opklare, og at sagen måtte droppes. I mellemtiden havde han været med til at danne den første Holger Danske-gruppe.

OB, som vi kaldte ham, så med det samme de store muligheder i vores hus, der havde fuld kælder med værelse, bad og toilet og desuden lå lige ud til Dyrehaven. En halv time efter, han var kommet, var vi illegale. Vi kunne ikke lide den situation, vi var i, og ville gerne yde modstand mod besættelsesmagten.

Lis Bomhoffs opgave var at give husly og sørge for mad og drikke til folk fra modstandsbevægelsen, der havde brug for et skjul og et sted at overnatte. En af dem var Bent Faurschou-Hviid, kaldet Flammen på grund sin hårfarve, og 23 år, da han første gang kom til Bomhoffs hjem.

Han var rørende, han var ung, et barn. Og meget opmærksom. Han kaldte mig for Lillemor. Værelset i kælderen blev Flammens, og han kunne komme og gå, som han ville. Vi talte aldrig sammen om krigen, eller hvad vi lavede. Flammen levede sit eget liv, havde sine opgaver og var nogle gange i Sverige eller Jylland. Vi ville ikke vide noget. Nu var nu. Jeg selv var altid klar, jeg var ung, stærk og havde kræfter. Vi følte, at det var det rigtige, vi gjorde. Bange? Nej. Ingen af os var bange, for så duede vi heller ikke til noget.

Flammen og Citronen, alias Jørgen Haagen Schmidt, der begge var jagtet af Gestapo, døde i oktober 1944 med få dages mellemrum. Citronen i en ildkamp med Gestapo i en villa på Jægersborg Allé, hvor han tog flere tyske soldater med sig i graven.

Jeg var hos Citronen, fire dage før han døde, med chokolade og kakao fra en samarbejdspartner, som min svigerfar havde i Schweiz. På et kort skrev han: Chokolade og kakao modtages. Kranse frabedes. Han havde så meget humor, husker Lis Bomhoff.

Hun havde endnu en opgave som medlem af Holger Danske. Hun skulle sørge for, at alle havde en cyankaliumpille på sig.

Når der blev sagt til mig, at jeg skulle hilse på apotekeren, vidste jeg, hvad det drejede sig om. Så cyklede jeg ind til et apotek på H.C. Ørsteds Vej på Frederiksberg, afleverede en gammel recept, og en pakke blev lagt på disken. Jeg betalte, og der blev hverken sagt goddag eller farvel.

Da Gestapo den 18. oktober 1944 stormede en villa på Strandvejen i Hellerup, hvor Flammen og Lis Bomhoff, hendes mand og svigerfar var på besøg, vidste hun, at han havde en cyankaliumpille i lommen.

Gestapo hylede og skreg, og Flammen, der var hurtig som en mår, løb op ad trappen til reposen. Han tog pillen, og da han faldt om, væltede Gestapo op til ham. Så tog de ham i benene og trak ham ned ad trappen. Hans hoved faldt med en dump lyd på de tæppebelagte trin. De smed ham for fødderne af mig. Han var ikke død, men dybt bevidstløs. Tyskerne fór rundt for at finde modgift, for de ville have ham levende, så de kunne pine ham ihjel. Det lykkedes ikke. Jeg så Flammens øjne forsvinde opad, og det var en fred for mig, at han døde.

Da jeg senere blev sat ind i en celle i Vestre Fængsel, lød det hele tiden i mit indre: Hvor er jeg lykkelig, hvor er jeg lykkelig over, at Flammen og Citronen ikke blev taget, så de blev pint til døde.

Efter tre uger i Vestre Fængsel blev Lis Bomhoff overført til Frøslevlejren, hvor også hendes mand og svigerfar kom til. Svigerfaderen blev senere sendt til kz-lejren Dachau og overlevede ikke hjemrejsen ved krigens slutning.

Min mand og jeg var begge syge, da vi kom hjem fra Frøslev, så vi oplevede ikke jubelen over befrielsen. Vi tog direkte til Bellevue Badehotel, hvor vi kendte ejerne, og hvor min svigermor også var. Vi lå i sengen i otte dage, hvorefter vi kørte til Hjortekær for at se, om vores hus stod der endnu. Det gjorde det.

Min mand, der døde for fire år siden, og jeg blev skilt i 1953. Efter krigen kunne vi ikke tale sammen. Min mand havde aldrig været meget talende, men nu var han lukket helt i.

Lis Bomhoff mener, at det kom sig af følgende: Helmer Bomhoff og hans far boede sammen i Frøslevlejren. En dag kom der besked om, at en af de to Bomhoffer skulle af sted til Dachau. Svigerfaderen, der led af astma, meldte sig frivilligt.

Det må have været frygteligt at sige farvel til sin gamle far, siger Lis Bomhoff.

Hun blev ikke gift igen, men har siden haft to langvarige venskaber til mænd, der i dag begge er døde. Hun var i mange år sekretær for en bilimportør med megen rejseaktivitet, og så har hun været en lidenskabelig sejler.

Jeg synes selv, at jeg kom styrket ud af krigen. Jeg har ikke gået og hængt mig i de voldsomme oplevelser, som dog står lysende klart for mig.

Hvis Flammen havde overlevet, hvad tror du så, han ville have foretaget sig efter krigen?

Han ville rejse til udlandet og have et hotel. Der skulle være skydedøre, og desserten skulle hver aften være isbombe. Det fortalte han mig få timer før sin død. Og det tror jeg på. Han ville være flygtet fra Danmark.

Selv fortryder jeg intet. Det var dejlige mennesker allesammen. Jeg ville gøre det igen. Og når jeg i dag er i Mindelunden, føler jeg en fred. Jeg har det så godt, når jeg står og taler med mine drenge.

remar@kristeligt-dagblad.dk