I antikken spillede processionsveje til tempelområderne en afgørende betydning under de store tempelfester. Byerne ligefrem konkurrerede om at have de mest festlige processioner under højtiderne. Jerusalem var ingen undtagelse. Her blev årligt fejret tre valfartsfester, og den største med flest traditioner knyttet til sig var løvhyttefesten.
Jødiske kilder fortæller os, hvordan en af festens skikke netop havde Jerusalems processionsvej som en festlig ramme for optrinnet. Hver morgen ved solopgang under den ugelange fest skred en procession af festklædte jøder med ypperstepræsten i spidsen ned ad trappevejen mod Siloadammen. Her fyldte de ceremonielle kar med vand fra kilden, og karrene blev efterfølgende båret helt ind i præsternes forgård og tømt for foden af det store brændofferalter med en bøn til Gud om at lade livets kilde springe fra templet, som lovet af profeterne. Så festlig var processionen, at en senere jødisk kilde ligefrem påstår, at den, der ikke har oplevet glæden under løvhyttefestens vandøsningsceremoni, slet ikke ved, hvad glæde er.
Men med historisk ironi kom denne glædens vej til at danne rammen om nogle af de mest brutale hændelser under Jerusalems ødelæggelse år 70. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller os, hvordan desperate jøder forsøgte at skjule sig for de romerske soldater ved at krybe ned i kloaksystemet under vejen. Byen havde været belejret i månedsvis, og hungersnøden var så forfærdelig, at gamle mænd blev tævet til at give deres sidste madrester fra sig, og en mor blev grebet i at koge sit spædbarn.
De arkæologiske udgravninger af processionsvejen har afsløret detaljer af dette drama. Køkkenredskaber, indridsninger af for eksempel den jødiske syvarmede lysestage og et romersk sværd er blandt de fund, der indtil nu er gjort i dybet under vejen.
Men lige lidt hjalp det. Josefus beskriver farverigt, hvordan de romerske soldater i deres jagt på guld brækkede processionsvejens fortov op. Kun de grådigste havde dog udholdenhed til at gennemsøge hele kloaksystemet, da stanken af lig var uudholdelig. De fandt til gengæld, hvad de søgte, ved at sprætte maven op på såvel lig som levende, der havde slugt skattene i håb om at finde en udvej.