Jesuitternes forsvundne idealsamfund i Argentina

Den nuværende pave står på nogle måder med de samme udfordringer som de jesuitterbrødre, der ville sprede kristendommen i hans hjemland, Argentina, og endte med at forlade missionsstationerne, der er forfaldet gennem 250 år

De forladte missionsstationer i Argentina som denne, San Ignacio Mini, husede engang jesuitterbrødre, der ville ændre livet for de indfødte på det nyopdagede kontinent. –
De forladte missionsstationer i Argentina som denne, San Ignacio Mini, husede engang jesuitterbrødre, der ville ændre livet for de indfødte på det nyopdagede kontinent. – . Foto: Wikimedia.

Den sidste jesuit forlod missionsstationen San Ignacio Mini i den nordlige del af det nuværende Argentina i 1768. Dermed drejede han nøglen om for et enestående socialt eksperiment, der i over 150 år havde vakt opsigt over hele den lærde verden i Europa fra pavehoffet i Rom til oplysningstidens intellektuelle saloner i Paris. Filosofferne Voltaire, Diderot og Montesquieu var dybt optaget af jesuitternes ”reduktioner” (”reducciones” på spansk”), som missionsstationerne blev kaldt, og priste de lighedsbestræbelser mellem europæere og ”ædle vilde”, der lå bag. I nyere tid er det særligt Roland Joffés film ”The Mission” (1986) med Robert de Niro og Jeremy Irons, der har vakt fornyet interesse for samspillet mellem de italienske og spanske jesuiterpræster og de talentfulde guaraní-indianere. Men også den nuværende pave, der kommer fra Argentina, er i sit virke præget af temaer, der i sin tid motiverede hans ordensfæller på missionsstationerne.

Reduktionerne blev oprettet mellem 1609 og 1641. De udgjorde et netværk på 30 landsbyer i ”Jesuiterprovinsen Paraguay” mellem Paraná- og Uruguay-floderne på et område, hvor Paraguay, Argentina og Brasilien i dag mødes, og hvor spanske og portugisiske indflydelsessfærer dengang stødte op til hinanden. Reduktionerne var en blanding af landbrugskollektiv og kristen menighed, der typisk var indrettet omkring en stor rektangulær plads, hvis sydside var domineret af en anselig kirke, flankeret af værksteder, skolebygning og præsteboliger. De øvrige tre sider var optaget af boliger for de enkelte guaraní-familier og af en rådsbygning for byens indianske høvdinge. Der var også børnehjem, enkeboliger og kirkegård. I deres storhedstid boede over 100.000 mennesker i reduktionerne, der med egne plantager levede af landbrug, småindustri og kunsthåndværk i en kvalitet, der kunne eksporteres. Indianerne var berømmede for deres beherskelse af vestlig musik, og i den argentinske reduktion Nuestra Señora de Loreto oprettedes Sydamerikas første bogtrykkeri.

Halvdelen af reduktionerne ligger i dag i Argentina i den næstmindste af landets provinser – der netop hedder ”Missiones” – over 1000 kilometer nord for Buenos Aires. Den bedst bevarede af dem er San Ignacio Mini, der ligger i landsbyen San Ignacio, og som i det 18. århundrede havde en befolkning på cirka 4000 indbyggere. Der er i dag nem adgang til bygningsresterne, som suppleres af et fint lille museum.

Det er særligt de dramatiske ruiner af den enorme kirkes indgangsparti, der har gjort San Ignacio Mini så kendt. Kirken blev opført i lokal rød sandsten og er 74 meter lang og 24 meter på det bredeste sted. Den blev tegnet af den italienske jesuit og arkitekt Juan Brasanelli, men er bygget af de indfødte i en stil, der siden har fået tilnavnet guanarí-barok. Det ses særligt i ornamenteringen, hvor europæiske motiver har veget pladsen for afbildninger af eksotisk junglevegetation. Oppe ved alteret kan man endnu se gravsten med svage spor af inskriptioner over de jesuitter, der blev begravet i kirkens kor.

Reduktionerne handlede naturligvis ikke kun om kommerciel succes og kunstnerisk kunnen. De var først og fremmest missionsstationer, hvorfra kristendommen skulle forkyndes for den indfødte befolkning, og et kristent liv skulle praktiseres. Jesuiterpræsterne kom fra et Europa, hvor katolske og protestantiske stater kæmpede mod hinanden, og hvor kristne fyrsters livsførelse lod meget tilbage at ønske. I mange af jesuitternes optik havde europæerne haft alle muligheder for at vise sig som sande kristne, men var alligevel faldet fra igen og igen. De indfødte indianere havde omvendt aldrig mødt kristendommens budskab om frelse og skulle derfor have alle muligheder for som rationelle mennesker frit at tilslutte sig Kristus. Den tanke gav på sin vis plads til nogen imødekommelse over for lokale indfødte skikke og kulturer, for man kunne ikke forvente, at indianerne skulle være katolikker på samme måde som spanierne og italienerne. Derfor var dialogen med høvdingene og medicinmændene vigtig for jesuitterne, ligesom det at bo i reduktioner måtte være en frivillig sag for guaranierne.

De forladte missionsstationer i Argentina som denne, San Ignacio Mini, husede engang munke, der ville ændre livet for de indfødte på det nyopdagede kontinent. –
De forladte missionsstationer i Argentina som denne, San Ignacio Mini, husede engang munke, der ville ændre livet for de indfødte på det nyopdagede kontinent. – Foto: Shutterstock/Iris

Da pave Frans i 2013 blev valgt til pave, skyldtes meget af interessen for ham, at han var den første pave fra Sydamerika. Han klædte sig beskedent, nedtonede pragten, og hvor hans forgængere var bundet op på en glorværdig europæisk identitet og historie, repræsenterede Frans en tidligere spansk koloni. Netop derfor er det fristende at se en parallel mellem jesuitternes mission over for den indfødte befolkning i det 17. og 18. århundrede og så den måde, hvorpå den argentinske jesuiterpave forvalter sit embede på i det 21. århundrede. For der er næppe tvivl om, at pave Frans først og fremmest ser sig selv som en missionspave.

Missionsmarken kan forekomme langt væk i Vatikanet, men vilkårene for 1600-tallets guaraní-indianere, der aldrig havde hørt om kristendommen, og forudsætningerne for vor tids mennesker, hvor religionstabet er et grundvilkår, rummer på mange måder de samme udfordringer til evangelisk kommunikation. Derfor har pave Frans i sine knap seks år som kirkeoverhoved praktiseret en skønsom blanding af pastoral imødekommenhed og klare moralske advarsler. På miljø- og klimafronten har han inspireret brede kredse med sine budskaber om skaberværket, ligesom han har kæmpet imod forestillingen om, at kristendommen kan reduceres til en række påbud og forbud. Omvendt har den latinamerikanske pave i forhold til flygtningekrisen ikke lagt fingrene imellem over for et Europa, der for ham at se slet ikke lever op til sit ansvar.

Jesuitternes reduktioner i det 17. og 18. århundrede var et forsøg på at forkynde kristendommen for guaraníerne uden samtidig at prisgive dem de mørkere sider af kolonisatorernes kultur. De velfungerende, selvforsynende samfund var den trygge ramme, hvor indianerne under jesuitternes vejledning kunne bevare meget af deres selvstændighed. Det var denne forestilling om de indfødtes principielle ligeværdighed med europæerne og missionsstationernes autonomi, der greb oplysningsforfatterne, og som også har fået moderne historikere til at beskrive reduktionerne som en art socialistiske Utopia’er.

Dette med trygheden havde også en meget konkret side, for reduktionerne var i de første årtier ofte truet af slavejægere fra São Paulo, ”bandeirantes”, der angreb landsbyerne og bortførte indbyggerne til brasilianske sukkerplantager. Jesuitterne svar var dels at flytte reduktionerne længere mod syd ind på spansk territorium. I andre tilfælde fik jesuitterne spaniernes tilladelse til at bevæbne indianerne og skabe egentlige militser til at forsvare landsbyerne og havde herigennem held til at tilføje slavejægerne flere nederlag.

Fra midten af 1600-tallet fulgte en lang periode med stabilitet og fremskridt, men i 1750 overlod Spanien landområder til Portugal, der også omfattede en del reduktioner. Det førte til oprør blandt guaraníerne, der frygtede portugisernes mere brutale styre, og kampene stillede reduktionerne i et mere problematisk lys hos regeringerne. Dertil kom, at reduktionernes succes samt høje grad af autonomi skabte misundelse blandt andre religiøse ordner og frygt hos spanierne for, at jesuitterne var ved at skabe en stat i staten.

I Europa strammedes nettet også om jesuitterne, da først Portugal i 1759, siden Frankrig i 1764 og endelig Spanien i 1767 udviste dem fra deres territorier. Da ordenspræsterne endelig forlod Sydamerika i 1768, forfaldt reduktionerne hurtigt. De store bygningsanlæg blev forladt af guaraníerne, ødelagt i kontinentets mange krige og overgroet af junglen.

Først i midten af det 20. århundrede begyndte deres værdi som nationale mindesmærker at blive anerkendt, og de første restaureringsarbejder blev sat i værk. Argentina, Brasilien og Paraguay forblev dog længe diktaturer, hvis magthavere havde megen lidt interesse i utopiske eksperimenter med religiøst fortegn. I 1984, to år efter juntaens fald i Argentina, kom San Ignacio Mini og tre andre af landets reduktioner på Unescos verdensarvsliste.

I 1700-tallet, hvor jesuitermissionærer stadig var aktive i Sydamerika, kunne en jesuitermunk se ud som denne mand. Billedet stammer dog fra Brasilien, ikke Argentina. –
I 1700-tallet, hvor jesuitermissionærer stadig var aktive i Sydamerika, kunne en jesuitermunk se ud som denne mand. Billedet stammer dog fra Brasilien, ikke Argentina. – Foto: Wikimedia