Prøv avisen
Globalt interview

Historiker: Jihad spillede en vigtig rolle i Første Verdenskrig

Ifølge Eugene Rogan, der her ses på Davids Samling ved osmannisk kunst, burde England og Frankrig føre an i at forsøge at dæmpe krigen i Syrien og genopbygge landet: ”Et overaktivt USA har destabiliseret den del af verden, og et inaktivt Europa har bidraget til, at problemerne varer ved.” – Foto: Leif Tuxen

Briternes frygt for hellig krig fra muslimsk side i deres kolonier gjorde Første Verdenskrig til en langstrakt og global krig. Det er den store nyhed i den amerikanske mellemøsthistoriker Eugene Rogans netop udkomne bog ”Osmannerrigets fald”. I weekenden besøgte han København under festivalen Historiske Dage

For 101 år siden i midten af april 1915 samlede Suleyman Askeri, en ung, men højtplaceret hærfører i den osmanniske hær, sine officerer i Khamisiya i det sydlige Irak.

Han var rasende. Hvad, der skulle have været et succesfuldt angreb på en mindre britisk garnison i Basra, var slået fejl.

De britiske styrker havde lykkedes med at holde 4000 osmanniske soldater og 15.000 irregulære krigere fra de muslimske beduinstammer stangen og efterfølgende slå tilbage og bryde igennem deres linjer og jage osmannerne på flugt.

Og i takt med at krigslykken vendte i omegnen af Basra, havde de beduinske stammer trukket sig og ladet osmannerne i stikken. Ja, på vejen tilbage blev osmannerne endda chikaneret af de selvsamme beduiner, der ellers skulle have været deres frænder. Det var ikke mindst det, Askeri var rasende over.

Det strategiske mål med at tilføje briterne et nederlag i Basra havde nemlig været at sætte gang i den hellige krig, som var blevet udråbt af osmannernes sultan, Abdul Hamid II, der også var kalif, sunnimuslimernes religiøse overhoved.

Beduinerne skulle have været første geled i et muslimsk oprør, der både kunne løbe ned langs Den Persiske Golf til kolonien i Indien og brede sig til Egypten. Slaget ved Basra skulle have været Askeris store militære bedrift og tændsatsen til det 700 år gamle Osmannerriges vigtigste bidrag til alliancen med tyskerne i det, der siden skulle blive kendt som Første Verdenskrig. Et træk, der var udset til at redde det skrantende imperium.

Nu var det foreløbig ikke meget mere end en luftspejling over ørkensandet. Efter Askeri havde raset ud på sine officerer, tog han det ultimative ansvar for nederlaget og satte sin tjenestepistol for panden og trykkede af.

Det er den amerikanske mellemøsthistoriker Eugene Rogan, der fortæller historien om Suleyman Askeri i sin nye bog ”Osmannerrigets fald – Første Verdenskrig i Mellemøsten”.

Bogen, som udkom i sidste uge på Kristeligt Dagblads Forlag, har fået forrygende anmeldelser både i udlandet og herhjemme, hvor blandt andet Berlingske har kvitteret med seks stjerner. I weekenden var Rogan så et af hovednavnene på festivalen Historiske Dage i Øksnehallen i København.

Og det er et af de væsentligste nye fund, Eugene Rogan har gjort i sit gravearbejde i de historiske kilder, at selvom jihadmissionen i Basra blev stoppet, så spillede frygten for islamisk hellig krig en helt afgørende rolle for, at det, der begyndte som en europæisk konfrontation mellem Frankrig, England og Tyskland, blev den første krig, som involverede hele verden.

Ikke fordi det på noget tidspunkt lykkedes kaliffen at mobilisere verdens muslimer mod Ententemagterne, men fordi især britiske krigsstrateger og politiske rådgivere op gennem hele krigen frygtede, at det ville ske, hvis osmannerne ikke blev slået ned.

”Jihad spiller en rolle på to planer. Det er grunden til, at tyskerne går i alliance med osmannerne. Det var ikke, fordi Osmannerriget var en stærk militær magt – hæren var slidt helt ned efter tre tabte krige op til Første Verdenskrig, og økonomien var også gået helt i stå i de år. Men den tyske kejser Wilhelm II var overbevist om, at osmannerne kunne være et hemmeligt våben, fordi den osmanniske sultan også var kalif, og hvis han kunne kalde til jihad mod briterne, franskmændene og russerne, så kunne han inspirere muslimerne rundt omkring i kolonierne til at gøre oprør. Hvilket så ville suge briternes og franskmændenes militære ressourcer væk fra Vestfronten, hvor tyskerne så kunne tage en sejr. Få gang i jihad’en, var beskeden fra tyskerne.”

”Mit argument er så, at selvom kaldet til jihad havde meget lidt reel effekt på muslimer rundt om i verden, havde det en enorm indflydelse på de britiske militære strateger, der konstant var bange for, at det skulle ske. Det var på denne indirekte måde, at tyskernes plan lykkedes, og gjorde, at briterne var i kamp mod osmannerne til krigens sidste dage. Det er en væsentlig grund til, at Første Verdenskrig blev så langstrakt en krig,” forklarer Rogan.

Kristeligt Dagblad har sat Rogan stævne på Davids Samling i indre København, som har den største samling af osmanniske kunsthåndværk i Danmark. Udstillingen imponerer tydeligvis Rogan, der stopper op flere gange og giver sin egen guidede tur i de labyrintiske og sparsomt oplyste gange.

”Det Osmanniske Rige var arvtageren til de romerske og byzantinske traditioner. Det var et imperium, der strakte sig fra Europa, Mellemøsten over Asien til Afrika og dominerede Middelhavet i næsten 400 år. Indtil teknologi og innovation gav Vesteuropa fordelen, og osmannerne blev inddæmmet og til slut drevet tilbage. Det var den vigtigste islamiske stat i moderne tid,” fortæller Rogan.

”Osmannerrigets sultan havde en dobbeltrolle som øverste politiske leder af imperiet og som den åndelige leder for sunnimuslimer rundt om i verden. Da man kom frem til 1914, var imperiet skrumpet betydeligt ind efter tre tabte krige, og han havde mistet magt internt til de sekulære ungtyrkere. Så det er i rollen som kalif, at han en sidste gang prøver at påvirke international politik med forsøget på at gøre Første Verdenskrig til en jihad. Det virkede ikke, og imperiet overlevede ikke. Det blev så arnestedet for det moderne Mellemøsten.”

Hvorfor virkede jihad’en ikke?

”Fordi det er fuldstændig urealistisk, at tro på, at en mand i Istanbul med et religiøst kald kunne få indiske muslimer til at glemme deres daglige problemer og gøre oprør. Jeg ved ikke, hvilken slags menneske du er, men jeg ville ikke kunne gribe til våben og begynde at slå andre folk ihjel uden videre. Især ikke, når jeg ikke føler noget særligt fjendskab mod dem i forvejen. Jeg har børn, jeg kerer mig om, og et arbejde at passe – alt det står jeg til at miste ved at gå i kamp med autoriteterne, og med mindre jeg er en del af en meget stor bevægelse, vil jeg jo blive pågrebet på et eller andet tidspunkt og straffet. Så hvorfor skulle jeg handle så irrationelt? Alene fordi jeg er muslim? Nej. I min analyse var det en fejlopfattelse hos briterne. Men én, de holdt fast i.”

Eugene Rogans biografi fortæller historien om en mand, hvis tilværelse er tæt sammenvævet med det moderne og turbulente Mellemøsten. Som tiårig flytter han med sin familie til Libanon, hvor hans far, som arbejdede i flyindustrien, blev udstationeret.

Efter fem år blev den libanesiske borgerkrig så intens, at familie flytter til Kairo, og han sidder foran tv-skærmen sammen med egyptiske venner, da Egyptens daværende præsident, Anwar Sadat, overraskende rejser til Israel i 1977 for at sætte trumf på de forhandlinger om Sinai-halvøen, der to år senere bliver til fredsaftalen mellem Israel og Egypten. Egentlig ville han gå i faderens fodspor som forretningsmand og tager hjem til USA og begynder at studere økonomi ved Columbia University.

Men efter et par kurser i mellemøststudier finder han sin kurs i livet og tager både kandidatgrad og ph.d. på Harvard i Mellemøstens historie. Nu er han så professor og direktør for Oxfords Universitys Mellemøstcenter. Og når han kaster sit blik på det kriseramte Mellemøsten, ser han i høj grad Osmannerrigets fald og den efterfølgende grænsedragning som en væsentlig kilde til nutidens konflikter.

”Det er der ingen tvivl om. Det statssystem, som briterne og franskmændene skabte i Mellemøsten efter Første Verdenskrig, var fyldt med fejl. De tænkte ikke på, hvad der ville fungere lokalt, men på, hvad der kunne lade sig gøre inden for den koloniale magtpolitik. Det handlede om magtbalancen mellem to rivaler. Det er interessant, at briterne gik ind i krigen uden nogen specifik territorial agenda. Det fik de først i løbet af krigen i Mesopotamien, hvor der var olie, og hvor de havde strategiske interesser i forvejen i Den Persiske Golf og ved Suezkanalen. Ingen tænkte over, hvordan de forskellige befolkninger tænkte og følte, slet ikke med hensyn til deres forhåbninger om at blive selvstændige nationer.”

Kan det omgøres? Er det en løsning på nutidens konflikter at tegne grænserne på ny?

”Linjerne på kortet er ikke hellige, og jeg byder ændringer af grænserne på baggrund af krav på folkelig selvbestemmelse velkommen – det er legitimt. Det gælder kurdernes ønske om selvstændighed i en eller anden form og palæstinensernes forsøg på at få en tostats-løsning med Israel. Det er de to uløste nationale spørgsmål, som har destabiliseret regionen. Men derudover tror jeg ikke på, at nye grænsedragninger er løsningen.”

”Når jeg ser på Syrien og Irak, anerkender jeg, hvor dybt problemerne stikker, men på grund af deres nu hundredårige historie som centraliserede stater mener jeg ikke, at det vil være en fordel at bryde landene op i sunni- og shiastater. Det gælder særligt i Irak. Bagdad har fungeret som en centralregering, der har kunnet fordele rigdommene fra olien i nord og syd ud over hele landet, og det vil være meget svært at nå frem til en ny opdeling af Irak, som ikke ville være svanger med den næste krig. Altså, den region, som går glip af olien, går jo straks i krig for at få del i den. Så i det store hele må statssystemet fastholdes, hvis der ikke skal opstå endnu større konflikter i regionen.”

Men hvis de nuværende grænser er en årsag til krig og ustabilitet, hvad er så udsigten til en fredelig fremtid?

”Det er meget kompliceret. Jeg er mere optimistisk med hensyn til Irak end Syrien, som virkelig står på afgrunden til at gå helt under. Her ser jeg ikke en løsning inden for de næste tre til fem år. I min optik sker der ikke noget, før man begynder at genopbygge de udbombede byer i Syrien. Det er det, jeg siger til politikerne: Stop med at bombe, begynd at genopbygge. Der er en skrøbelig og uperfekt våbenhvile lige nu, og den bør man bruge til at genopbygge byerne. Det vil også lette flygtningepresset. Men jeg har lært to ting i mine 40 års studier og ophold i Mellemøsten: Fremtiden kan ikke forudses, og tingene kan altid blive værre.”