Prøv avisen

Jordskælv gav pinsebevægelsen vind i sejlene

Jordskælvet i San Francisco i 1906 satte sig varige minder i amerikansk bevidsthed. Fremskridtstroen rokkede det ikke grundlæggende ved, men pinsebevægelsen fik medvind

Ikke alle store naturkatastrofer har givet anledning til så omfattende teodice-overvejelser. En naturkatastrofe, jordskælvet i San Francisco, fandt sted på et tidspunkt, hvor tilliden til den fremvoksende videnskab var så stor, at det i nogen grad mildnede chok og rædsel.

For næsten 100 år siden, den 18. april 1906, hærgede et voldsomt jordskælv San Francisco på den amerikanske vestkyst. Den britiske videnskabsmand og forfatter Simon Winchester (kendt for blandt andet "Professoren og galningen", 1999) fortæller om jordskælvet i San Francisco i en ny bog, "A Crack in the Edge of the World: The Great American Earthquake of 1906".

Jordskælvet var det største i amerikansk historie, og det blev målt til 7,8 på richterskalaen. Det startede en gigantisk brand, der hærgede byen i tre dage. Brandmændene så hjælpeløst til: Vandledningerne var revet over af de voldsomme rystelser, så der var ikke mulighed for at slukke ilden, kun for at begrænse deres omfang ved hjælp af eksplosioner. Jordskælvet og branden anslås at have dræbt over 3000 mennesker. Tilsammen ødelagde de store dele af byen, der på det tidspunkt var vestkystens største. 225.000 mennesker ud af en befolkning på cirka 400.000 blev hjemløse.

Jordskælvet satte sig varige minder i den amerikanske bevidsthed, fordi det var det første, der blev fotograferet og filmet. Der findes utallige foto af de brændende ruiner og de forstenede overlevende.

Ødelæggelsen af San Francisco fandt sted i en tidsalder, der var præget af enorm optimisme og forventning. Præsident Theodore Roosevelt stod i spidsen for et land, der gennemgik en voldsom teknologisk udvikling: De første biler kørte på gaderne, de første film var ved at blive indspillet, og brødrene Wright eksperimenterede med deres flyvemaskine.

Derfor blev jordskælvet i San Francisco ikke den traumatiske oplevelse, som dets forgænger i Lissabon havde været godt 150 år før, skriver Winchester. "Den voksende forståelse af videnskab betød, at en stor del af byens befolkning forstod, i det mindste i store træk, hvad der var sket."

Jordskælvet kom også til at sætte sig spor i det religiøse liv i USA. Den unge pinsebevægelse var efter en spæd start i Midtvesten begyndt at holde gudstjenester i Azuza Street i Los Angeles få dage inden jordskælvet. Pinsebevægelsen tolkede jordskælvet i San Francisco på en traditionel kristen facon. Den så jordskælvet som et tegn fra Gud om, at den unge kirke havde hans billigelse. En af bevægelsens prædikanter tog sit udgangspunkt i Esajas, kap. 26, vers 9: "Når dine bud hersker på jorden, lærer verdens beboere retfærdighed." Han advarede om, at jordskælvet var Guds straf over det syndige San Francisco. Jordskælvet gav pinsebevægelsen en aura af respektabilitet og et enormt skub fremad, skriver Winchester. Der er i dag mellem 10 og 30 millioner medlemmer af forskellige pinsekirker i USA, og blandt bevægelsens præster er så berømte (eller berygtede) personer som Jimmy Swaggart og Pat Robertson.

Ifølge Simon Winchester var jordskælvet i San Francisco det første, der blev genstand for grundige videnskabelige studier, og forskningen bidrog dermed til at øge menneskets viden om seismologi. Katastrofen gav derfor anledning til håbet om, at man måske engang i fremtiden ville kunne forudse og måske forebygge lignende katastrofer. Alligevel er videnskaben stadig ikke nået langt knap 100 år senere. Vulkaner giver mange tegn på snarlige udbrud, og tsunamier som den, der ramte anden juledag sidste år, kan forudses med to-tre timers varsel. Kun jordskælv er stadig – på trods af forskernes ihærdige indsats – fuldstændigt uforudsigelige.

Kilde: Simon Winchester: A Crack in the Edge of the World : America and the Great California Earthquake of 1906", London: Viking, 2005.

historie@kristeligt-dagblad.dk