Prøv avisen
Overtro

Julenat var man bange for de døde

Det har i mange, mange år været sådan, at juletræet først blev vist til gæsterne, når det blev tændt efter julemiddagen, hvilket krævede to stuer. Det gælder også billedet af det pyntede træ, hvor døren måske lige er blevet åbnet. I byen var det borgerskabet, der havde så meget plads, mens de på landet - selv på små gårde - altid havde en daglig- og en stadsstue. - Foto: Den gamle by

For få århundreder siden var der alskens farer forbundet med julenætterne på grund af overtro. Folkesagn har levet sammenfiltret med kristne fortællinger, siden kristendommen kom til Danmark

Julen er for de fleste en hyggelig og varm familiebegivenhed, hvor børn og voksne i sluttet krans danser om træet og uddeler gaver i store mængder. Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod.

For i meget gamle dage, omkring 1600-tallet, var der anderledes onde kræfter på spil i juledagene og ikke mindst i julenætterne, hvor allehånde uhyggelige væsner gjorde nattelivet usikkert.

Dansk Historisk Fællesråd, som står bag hjemmesiden Historie-online.dk, har samlet en række historier om nætterne omkring jul. En af dem handler om de dødes gudstjeneste julenat, som er kendt fra flere kilder.

I en af dem er det Vokslev Kirke ved Nibe, der lægger ryg til gudstjenesten, og det er gårdens karl, der jager konen på gården af senge, fordi han tror, gudstjenesten er begyndt julemorgen. Han har nemlig hørt sang fra kirken.

Så konen kommer hurtigt ud af sengen, i tøjet og skynder sig i kirke og ned til sin plads i kirkerummet. Her opdager hun, at hendes sidemand er død - og det har han været i mange år.

Og som hun kigger rundt, opdager hun, at alle kirkegængerne er folk, som for længst er døde. Hendes sidemand siger, at hun hellere må knappe sin kåbe op og komme væk. Og det er heldigt, for nogen trækker i kåben, som bliver flået af, lige inden hun når kirkedøren.

Da byens borgere kommer til kirke senere på morgenen, finder de den helt iturevne kåbe.

Også ”Arkivets historiske julesider” på nettet kan være med på uhyggen.

For ifølge traditionen skulle spøgelser og genfærd være særligt aktive i juletiden. Også her nævnes de dødes gudstjeneste julenat. Og det tilføjes, at hvis levende mennesker dukker op til de dødes gudstjeneste, så kan det gå dem meget ilde.

Præsterne kunne også komme galt af sted. En uheldig præst begår en fejl, da han nedmaner et genfærd. Det betyder, at genfærdet får forhandlet sig frem til, at det kan få lov at spøge hvert år til julenat.

Der er så også en mere prosaisk forklaring på fortællingen om de dødes gudstjeneste. Ifølge denne var forestillingen om de dødes julegudstjeneste julenat noget, som kreative hjerner fandt på efter Reformationen, fordi mange præster i smug stadig holdt midnatsmesse - og de protestantiske ledere ville gerne alt, der bare mindede om katolicisme, til livs.

Befolkningen var ikke særligt kritisk indstillede dengang, så det giver næsten sig selv, at fantasifortællinger som disse appellerede mere end sund fornuft.

En anden julekommentator, der levede det meste af sit liv i 1800-tallet, nemlig historikeren Troels Frederik Troels-Lund, forfatteren til ”Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede”, har også nogle bemærkninger til julen, dog langtfra så uhyggelige som ovenstående:

”Kristendommen fulgte i Norden som andetsteds den gyldne Regel ikke at tilintetgøre, men at omdøbe og lempeligt at omdanne det bestaaende. Da Norden var kristnet, ophævede man derfor ikke de gamle Fester, men gav dem nye Navne, Julen, der tidligere var bleven fejret langt ind i Januar, naar Hvermand kunne se, at Dagen tog til, henlagdes nu til den 25. december og sloges sammen med den andetsteds kun lidet paaagtede Kristi Fødselsfest.”

Sådan skriver Troels Frederik Troels-Lund i ”Julen og de førkristne skikke”, og et andet sted hedder det:

”Julen frembyder da et forunderligt Særsyn: En Fest, der Aartusinder igennem er bleven fejret paa samme Aarstid, men af vidt forskellige Grunde, en Fest, i hvilken tidligere Tiders Skikke stadigt uden synderligt Anstød er blevet optagne i og vokset sammen med senere. Den nordiske Julefest udgør herved efterhaanden den mærkeligste, rummeligste og mest menneskelige af alle Fester. Den omslutter, mere eller mindre tydeligt, i sig Menneskehedens hidtidige Udvikling, med dens lange Vandring fra Frygt til Haab, fra Mørkerædsel til Tro paa Lysets Magter, til tindrende Tro på Midnatsstjernen over Krybben i Bethlehem. Og denne Blanding er ikke tilfældig (...) De færreste tænker videre over sligt. Men sikkert er det, at blot i hele det 19de Aarhundrede er i Danmark tilkommet tre nye Juleskikke: det lyspyntede og gavebehængte Juletræ, Gaasesteg som Festspise Juleaften og den sindbilledlige Figur 'Julenissen'. Alle disse tre nye Skikke staar i lidet eller intet Forhold til Kristendommen,” skriver Troels-Lund i ”Julen og de førkristne skikke”, Bind VII, 2. udgave.