Ravenna er forstaden til Konstantinopel (nutidens Istanbul). Sådan sagde man engang. Den italienske by ligger i et sumpet område ved den nordøstlige adriaterhavskyst cirka 150 km syd for Venedig. I 400-tallet fik den en afgørende betydning, da Romerriget administrativt blev delt i to med to hovedstæder og to kejsere. I år 402 flyttede kejseren i Rom sin administration til Ravenna i stedet. Byen lå tættere på den nye romerske by Konstantinopel, og samtidig var den bedre sikret mod invasioner fra landsiden på grund af sumpen omkring byen, som var berygtet for sine mange malariamyg. Sværmene af myg overgik selv de sværme, der hærgede i Roms gader.
Det var nemlig urolige tider. Romerriget var under pres fra hunnerne, som invaderede Europa fra de centralasiatiske sletter, og til sidst krakelerede det vestlige Romerriges magt langsomt, indtil selv Italien i slutningen af 400-tallet blev erobret af indtrængende folkeslag fra nord.
I første omgang erobrede Odoaker, der var konge over det germanske folk herulerne, den vestromerske kejsertrone fra kejserbarnet Romulus Augustulus i år 476. Han lod sig krone som konge over Italien og regerede som sådan indtil østgoternes konge Theoderik i 488 invaderede Italien. Theoderik var født i det nuværende Ungarn på grænsen til Østrig, men opvokset hos romerne i Konstantinopel som et højtstående gidsel ved hoffet. Theoderik slog Odoaker ved et stort slag ved Aquileia og senere igen ved Verona.
Den hårdt pressede Odoaker stak af til Ravenna, hvor han modstod en belejring på tre lange år. Til sidst blev Theoderik og Odoaker dog enige om at dele magten. Uden for byens mure døde soldaterne i sumpen af sygdom og indenfor i byen af sult. De to stridskonger fejrede deres gode venskab ved en storslået fest i marts 493, hvor Theoderik udbragte en skål for Odoaker og derefter dolkede manden i ryggen, mens han angiveligt skulle have sagt ”denne her har jo ikke nogen knogler!”.
Derefter var Theoderik konge i Italien, og han satte sig for at opbygge et stærkt rige.
Når man går gennem Ravennas bakkede gader og drejer ind ad mindre gyder, så dukker der små overraskelser op i form af nogle af de mest bemærkelsesværdige bygninger fra den tidligste kristendoms tid, hvor ingen doktriner lå fast, og selve grundpillerne i troen stadig var til diskussion. Det lille arianske baptisterium (dåbskapel) i Ravenna er en undseelig ottekantet bygning, nu halvt skjult to en halv meter under nutidens gadeniveau.
Den lille bygning indeholder en loftsmosaik, der er enkel og smuk i sin udformning af farvede mosaikker. Loftshvælvet viser Jesu dåb, og det er et af de fineste eksempler på ariansk religiøs kunst. Jesus vises som en helt ung mand uden skæg – måske for at tydeliggøre, at han stod under sin himmelske fader, Gud, i den arianske version af kristendommen. Man kan se en tronstol med et juvelbesat kors på en lilla pude, som symboliserede, at man ventede på Jesu genopstandelse. Det lille dåbskapel er bygget af Theoderik – nu med tilnavnet ”den Store” – i begyndelsen af 500-tallet, og ved siden af ligger hans katedral Santo Spirito, som er fuldstændigt ombygget i dag.
Nogle mener, at kirkens mosaikker bevidst blev ødelagt af katolikker i gammel tid, fordi de var formet efter en nu glemt version af kristendommen.
Theoderik var nemlig både germaner og arianer. Og det til trods for, at arianismen var blevet dømt kættersk ved kirkemødet i Nikæa allerede i år 325 – det vil sige næsten 200 år tidligere. Striden mellem katolikkerne og arianerne er det første veldokumenterede teologiske opgør om den rette kristne lære. I sin enkelthed gik det ud på, om Kristus var underordnet Gud, som havde skabt ham, eller var guddommelig selv. På kirkemødet i Nikæa besluttede man sig for, at Jesus var lige så guddommelig som Gud selv, og dermed en frelser. Arius’ lære blev derimod udlagt, som om Jesus og Helligånden var mindre magtfulde guder, og arianismen blev erklæret en kættersk tankegang. Men arianismen havde stadig mange tilhængere, især blandt de germanske folk, som vandrede gennem Europa med deres store hære i 400-tallet, som også kaldes folkevandrings- tiden.
Theoderik den Store var i begyndelsen en forholdsvist fredelig arianer, som uden videre tolererede katolikkerne og paven i Rom. Han var også meget optaget af sin egen oprindelseshistorie og var opsat på at genopbygge Italien til fordums storhed. Ravenna blev centrum for hans hof, og her sad den lærde senator Cassiodorus og skrev et stort værk om goternes historie, som desværre kun er kendt gennem senere værker som ”Getica”, der blev skrevet af Jordanes og afsluttet i år 551. Her blev goternes oprindelsessted kaldt Scandza – altså Skandinavien, og Theoderik selv hævdede at stamme fra helte og halvguder, der satte ham i forbindelse med selveste Odin.
Ny forskning peger netop også på, at det var i de tidlige historiske værker skrevet i Ravenna, at danerne som folk for første gang blev nævnt. Theoderik interesserede sig for andre germanske folk og især dem fra Norden, hvor goterne selv hævdede at stamme fra i en fjern fortid. Kontakten mellem syd og nord ses også indirekte på Theoderiks gravmonument i Ravenna. Udsmykningen under det imponerende hvælv, som er hugget ud af en sten og vejer 230 tons, løber en frise, som er formet i samme mønster, som findes på dragtsmykker fra samme tid fundet på Sjælland. Takket være Theoderiks regeringstid på mere end 30 år blev nogle af de ældste kilder til vores egen historie nedskrevet i Ravenna.
I slutningen af Theoderiks regeringstid kom en tilspidsning af striden mellem paven og kongen. Den romerske kejser i Konstantinopel ville forene den vestlige og østlige kirke og forhandlede direkte med paven i Rom uden om Theoderik, som var arianer.
Den ydmygelse ville kongen ikke finde sig i, og det resulterede i, at Theoderik fængslede paven i Rom som modsvar. Katolikkerne fordømte herefter Theoderik som en kætterkonge. Paven døde den 26. maj 526 i Theoderiks fangenskab. I august 526 erklærede Theoderik, at den katolske kirkes besiddelser skulle konfiskeres til fordel for den arianske kirke. Fire dage senere døde han selv af svære mavesmerter. Man mistænkte et giftmord foranstaltet af hans mange fjender – herunder den katolske kirke.
Han blev begravet i sit mausoleum, men snart forsvandt hans lig. Ingen ved, hvem der bortførte kætterkongen. Derfor var myterne mange. Katolikkerne fortalte til hinanden, at Djævelen i form af en sort hest tog Theoderik med til Vulcan (guden for ild – altså lig med Helvede). Blandt goterne opstod myten om, at Theoderik slet ikke var død, men var set ridende på ryggen af Odins hest Sleipner mod Valhalla, hvor han tilbragte et evigt liv blandt de faldne krigere. Men den mest sandsynlige forklaring er nok, at munke fra et nærliggende kloster ikke ville have kætterkongen til at ligge i en nu katolsk kirkebygning, og at de derfor stilfærdigt fjernede liget og smed det i en ukendt grav. Dermed fik den gotiske konge over Italien ikke det eftermæle, han ønskede sig, men hans betydning for det tidlige Europas historie har gjort ham til lidt af en legende alligevel.
Jeanette Varberg er museums-inspektør på Nationalmuseet.