Det er et helt banalt strandbillede. Sådan noget der engang hed et snap-shot. Måske er det taget af en strandfotograf, der lige er kommet forbi: to temmelig tidløse unge mænd i badebukser, siddende i skrædderstilling i sandet foran en badeanstalt. Man skal få øje på en lille mand med stråhat i baggrunden for helt at se, at det nok er længe siden.
Det er længe siden. Billedet er fra før. Før verdenskrigene, før det store syndefald, hvor de europæiske nationer kastede sig mod hinandens struber og derved mistede alt. Det er fra sommeren 1914 – en storartet sommer i hele Europa. En tilsyneladende endeløs sommer.
Et banalt billede og alligevel sensationelt – for den så tydeligt fnisende unge mand til højre er Franz Kafka – måske århundredets største digter og absolut ikke mest kendt for fnis i eftertiden. Der blev taget mange, meget forskellige foto af Kafka i hans levetid (som man kan se af fotoværket "Kafka. Bilder aus seinem Leben", udgivet af Klaus Wagenbach), men særlig et er i eftertiden blevet identificeret med ham. Billedet, hvor Kafka ser rigtig kafkask og jaget ud, er det sidste, der blev taget af ham, og det var kort før han døde af tuberkulose i 1924, knap 41 år gammel. Det er ikonet Kafka, som vi kender det, og det er meget langt fra den muntre unge mand på stranden.
Men måske er strandbilledet i virkeligheden nok så repræsentativt. Kafka var, i følge sin nære ven og biograf Max Brod, en munter, ung mand med let til latter. Det hændte mere end en gang, at han under oplæsning af egne værker i en snæver kreds – og Kafka blev jo aldrig en i den forstand kendt mand i sin levetid – ramtes af latteranfald i en sådan grad, at han måtte opgive at fortsætte.
Billedet er også sensationelt i den mere provinsielle forstand, at det – i al fald ifølge Klaus Wagenbach – er taget på standen ved Marielyst på Falster en solfuld dag omkring den 25. juli.
Kafka i Danmark altså, og endda på Falster. Hvordan var han endt der, og hvad foregik der i og omkring ham?
Kafka var en meget berejst mand, som gerne især opsøgte kursteder, hvor han kunne dyrke vegetariske kure, kolde bade og sådanne terapeutiske foranstaltninger. Året efter er han i Marienbad, så i Karlsbad.
Men Marienlyst? Enkelt: Med et par gode venner er han på en lille ferie til Travemünde og Lübeck, og herfra får de åbenbart skibsudflugtslejlighed til Falster. Kafka skriver bagefter i sin dagbog (27. juli): "Tur til Marienlyst. Trajekt (overfart, hj). Den hemmelighedsfulde forsvinden af en ung mand med regnfrakke og hat, og sammes hemmelighedsfulde opdukken igen ved turen i hestevogn fra Væggerløse til Marielyst."
Det er alt, men således får også Væggerløse en ydmyg – og helt uforskyldt – plads i verdenslitteraturhistorien. Notatet om den unge mand med regnfrakke er ganske typisk for Kafkas dagbøger – små erindringsskitser til senere brug for skriveriet.
Det var dog ikke ligefrem den muntre periode i Kafkas liv, som hans udtryk på strandbilledet kunne tyde på. Spørgsmålet er, om nogen periode af hans liv var særlig munter, men under alle omstændigheder var de ikke alle så turbulente som denne. Ganske få dage før billedet blev taget, er hans forlovelse med Felice Bauer nemlig blevet afbrudt, hans første forlovelse med Felice Bauer, skulle man sige, for de skulle siden forsøge igen, med det samme sørgelige resultat.
Det er det afgørende brud i Kafkas liv. Forlovelsen afbrydes under et møde den 12. juli mellem Kafka, Felice, hendes forældre, samt medlemmer af hendes familie på Hotel Askanischer Hof i Berlin. Først den 23. juli finder begivenheden vej ind i hans dagbog, hvor den omtales som "rettergangen i hotellet". På sædvanlig, ret kølig stikordsvis beskrives her et forløb, som på samme tid var en stor skam og en stor lettelse for ham. At komme effektivt ud af et forhold, som han dybest set ikke ønskede at lade sig binde i, var svaret på hans hemmelige bønner, men måden det skete på var forbundet med fornedrelse, skam og tab af værdighed. Felices veninde, Grete Bloch, med hvem Kafka havde brevvekslet og udviklet et noget uklart følelsesmæssigt forhold til, havde henvendt sig til Felices og hendes familie med Kafkas mildt sagt tvetydige breve, og brevene blev nu under mødet læst højt for alle, inklusive Felice Bauer, Grete Bloch og en helt tavs Kafka, som intet siger eller gør for at forsvare sig.
Han lader forlovelsen gå i vasken, "djævelsk i al sin uskyld", som han skriver om sig selv i dagbogen. Han lader altså det ske, som han ønskede, men ikke på anden måde kunne udvirke. Vel vidende at selve begivenheden – rettergangen på hotellet, eller "den anden proces", som Elias Canetti senere skulle kalde den – og den følelse, den afsatte, skulle blive produktiv i hans litterære arbejde.
Begivenheden er allerede som skrevet af ham selv, og det er da også blot få dage efter visitten i Marielyst, at han nedfælder den første skitse til begyndelsen på hovedværket "Processen" i sin dagbog (29. juli), og i løbet af den følgende måned skulle han intenst arbejde videre med romanen, som uden tvivl netop er en bearbejdning af den "produktive skyldfølelse", som bruddet med Felice Bauer efterlod.
Sommeren 1914 var som nævnt en smuk sommer, en af de absolut smukkeste i det 20. århundrede, og den skulle blive stående i manges erindring. Ikke mindst fordi det også var den sommer, hvor Første Verdenskrig brød ud. Få dage efter den lille fotoseance på stranden ved Marielyst, er Europas store nationer i krig med hinanden. I dagbogen, under datoen den 1. august, skriver Kafka – nu atter tilbage i hjembyen Prag – "Tyskland har erklæret Rusland krig. Om eftermiddagen til svømmeundervisning." En fin antydning af Kafkas særlige selvoptagethed, som i almindelighed især var på værkets – "skriveriets" – vegne.
Med krigen ændredes verden, dagliglivet, kunsten radikalt i et omfang og på en måde, som det var umuligt for nogen at ane den 1. juli, endsige en uge før. Kafka skulle ikke selv i krig, selvom den stat han hørte under – det østrig-ungarske kejserdømme – kort efter, og noget modstræbende gled ind i krigen på tysk side. Kafka var ikke fysisk egnet. Han fortsætte krigen igennem i sit civile arbejde som jurist i et forsikringsselskab, og om natten med sit egentlige livskald – "skriveriet".
Men måske var krigens komme også i hans private tilfælde et afgørende brud. På turen til Marielyst udfærdigede han et udkast til et brev til sine forældre, hvori han – nu helt fri for alle fremtidige forpligtelser til at danne familie – alvorligt overvejer at tage sin afsked fra forsikringsselskabet og blive forfatter på fuld tid og med sin fulde opmærksomhed. Kaste sig ud i sit talent fra stor højde og prøve at stole på, at det kunne bære. Flytte til Berlin eller München, og i begyndelsen leve af sin opsparing.
Måske er det denne drøm, der et kort sekund bryder igennem i det glade fjæs på billedet fra Marielyst. Fastholdt til evig tid.
historie@kristeligt-dagblad.dk
