Prøv avisen

Kampen om Amerikas sjæl

USA kastede alle sin højteknologiske ressourcer ind i kampen mod et lille fattigt lang. Men til trods for, at man kastede flere bomber end under hele Anden Verdenskrig, tabte man både moralsk og på slagmarken. Foto: Wikimedia Commons

40 år efter afslutningen på Vietnamkrigen er amerikanerne stadig ikke blevet enige om, hvilken lære de skal uddrage af den konflikt, der udløste et samfundsoprør i Vesten

Har man sagt Vietnam-krigen, må man uvilkårligt tænke ungdomsoprør. Og omvendt. De to begivenheder er flettet ind i hinanden, kronologisk og filosofisk. 1968-generationens oprør, der sprang fra Port Huron i Michigan til Nanterre i Paris og Verdensbankdemonstrationen i København, var de unges nej til de ældres krig. Eller var det?

”I virkeligheden var opbakningen til Vietnamkrigen størst blandt de unge under 30 år og mindst blandt de ældre over 50 år, viser datidens meningsmålinger. Men der var så mange unge blandt krigsmodstanderne - særligt på USA's universiteter, at det kom til at se ud, som om de repræsenterede hele deres generation,” siger lektor Niels Bjerre-Poulsen fra Center for amerikanske studier under Institut for historie på Syddansk Universitet.

I en ny bog, ”Vietnam - en international historie” , fortæller han en del af Amerikas historie, som også er vores egen historie.

”Amerikanske historikere fremstiller ofte Vietnamkrigen som en slags intern amerikansk krig, hvor amerikanerne var i krig med sig selv. Jeg vil gerne vise, at den var langt mere international, end man - og især amerikanerne - ofte forestiller sig,” siger Niels Bjerre-Poulsen, der ikke blot er historiker, men også kender af det amerikanske samfund.

Denne kombination resulterer i en veldokumenteret udgivelse, der kaster lys ikke bare over Vietnam-krigen, men over en periode, der mærkede ikke bare USA, men hele Vesten med omfattende samfundsomvæltninger. Krigen blev til det store slag om amerikanernes sjæle. En kamp, der også stod mellem en ny individualisme og en traditionel autoritetstro.

”Det begyndte sådan set allerede med valget af John F. Kennedy. Hans opfordring 'Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land' udløste nærmest en vækkelse i det amerikanske samfund. Der var en følelse af, at USA havde sovet i 1950'erne, men nu skulle en ny generation være med til at skabe en bedre verden.

Kennedy oprettede fredskorpset, og unge amerikanere rejste ud i Den Tredje Verden fulde af pionerånd og overbeviste om, at de og USA kunne skabe en bedre verden.

Denne pionerånd kolliderede så pludselig med billedet af en supermagt, der fører en højteknologisk krig mod et fattigt land og alene over Nordvietnam smider flere bomber, end alle de krigsførende magter tilsammen havde benyttet under Anden Verdenskrig,” forklarer Niels Bjerre-Poulsen.

Krigen mod Vietnam underminerede USA's autoriteter og legitimerede oprøret mod magthavere og autoriteter. Præsident Johnson havde lovet, at der kun ville blive tale om en beskeden indsats af amerikanske soldater, men i løbet af et par år var antallet af amerikanske soldater i Vietnam nået op på en halv million, og havde det stået til general Westmoreland, var endnu flere blevet sendt til Vietnam, hvor den amerikanske hærchef flere gange hævdede at kunne se ”lys for enden af tunnellen”, inden den såkaldte Tet-offensiv viste, at modstandskæmperne i FNL/Viet Cong langtfra var besejret.

”Historikere har i årtier diskuteret, hvem af USA's præsidenter der for alvor satte kursen mod en militær konfrontation i Vietnam,” skriver Niels Bjerre-Poulsen.

”Var det Harry S. Truman, som i 1950 officielt anerkendte Bao Dais styre i Saigon og udråbte Viet Minh til at være en fjendtlig magt? Var det Dwight D. Eisenhower, som aflyste afstemningen om en genforening af Vietnam og i stedet forsøgte at opbygge Sydvietnam som en selvstændig nation? Var det John F. Kennedy, som optrappede USA's militære tilstedeværelse i landet og gjorde det til en central arena i den kolde krigs ideologiske magtkamp? Eller tilfaldt det egentlige ansvar Lyndon B. Johnson, som i 1965 valgte at sende kamptropper til landet?

Man kan med en vis ret hævde, at de alle bidrog til at føre USA længere ud i Vietnamkrigens hængedynd. Alle arvede de et politisk problem fra forgængeren og gjorde det større. Alle blev de præsenteret for anledninger til at ændre kurs uden at gøre det.”

Gennem det meste af denne proces var Vietnamkrigen ikke noget stort debatemne i USA. Længe var amerikanerne dårligt informerede om krigen eller ligeglade. Da USA i 1965 indledte vedvarende bombardementer af Nord-vietnam med Operation Rolling Thunder, mente hver anden amerikaner, at det var Kina, der stod bag den nordvietnamesiske infiltration af Sydvietnam.

Da amerikanske tropper samme år for første gang kom i kamp med nordvietnamesiske soldater, var flere end hver tredje amerikaner tilfreds med præsident Johnsons håndtering af krigen, og kun 11 procent ønskede, at USA skulle trække sig ud.

”Især præsident Johnson nedtonede hele tiden den amerikanske indsats i Vietnam og forklarede, at det først og fremmest drejede sig om at ruste sydvietnameserne til at forsvare sig selv,” fastslår Niels Bjerre-Poulsen.

”Han havde som ungt medlem af Kongressen set, hvordan Harry Truman havde måttet betale prisen, da Kina i 1949 blev kommunistisk, og 'tabet af Kina' derefter blev brugt af republikanerne som undskyldning for at spænde ben for Trumans indenrigspolitiske initiativer og til at legitimere senator McCarthys jagt på kommunister og andre 'undergravende elementer'. Johnson havde kun været præsident i 90 minutter, da han erklærede, at han ikke ville være den præsident, der tabte Sydvietnam. Selv da det i marts 1965 blev besluttet at ændre krigens natur ved at indsætte landtropper, hvilket ellers var et markant skift, gjorde Johnson det nærmest i forbifarten ved et presse-møde, hvor han også fortalte, at hans datter var gravid, og at han havde nomineret sin ven Abe Fortas til et sæde i Højesteret Han nægtede også at hæve skatterne og at indkalde reserverne, af frygt for at det skulle henlede for megen opmærksomhed på krigen og forhindre hans indenrigspolitiske visioner om velstand. Det ironiske er, at undergravelsen af dette store reformprogram netop blev konsekvensen af hans håndtering af Vietnamkrigen,” siger Niels Bjerre-Poulsen.

Så meget desto voldsommere var amerikanernes opvågnen, da de amerikanske medier efterhånden begyndte at sende mere kritiske reportager hjem om civile ofre og raserede og forflyttede landsbyer.

Historien om støtte til en selvstændig, sydvietnamesisk nation mod en kommunistisk invasion begyndte at vige for billedet af en uberettiget intervention i en intern national konflikt.

”Det begyndte at tippe omkring 1967-1968. Med Tet-offensiven gik der for alvor skår i amerikanernes tilllid til politikerne. I 1960 havde 73 procent af amerikanerne ment, at deres ledere det meste af tiden gjorde det rigtige. Den tillid styrtdykkede i det følgende årti. Især efter Tet-offensiven i 1968, hvor nordvietnameserne angreb 60 byer samtidig, var det svært at tro på de officielle erklæringer om, at Nordvietnam var tæt på sammenbrud. Der opstår en troværdighedskløft, og den uddybes siden med offentliggørelsen af Pentagon-papirerne, der viser, hvordan politikerne privat havde et helt andet og langt mindre optimistisk syn på Vietnamkrigen end det, de offentligt gav udtryk for. Også Watergate-skandalen er på mange måder en direkte følge af Vietnamkrigen og et politisk klima, der yderligere nærede mistanken til Richard Nixon - ikke mindst efter, at han i hemmelighed udvidede krigen til Laos og Cambodja uden at informere Kongressen. Den tillid, som amerikanerne indtil begyndelsen af 1960'erne havde til deres ledere, er aldrig siden kommet i nærheden af det niveau, den havde dengang” konstaterer Niels Bjerre-Poulsen.

Han konstaterer også i sin bog, at USA i vid udstrækning fejlfortolkede den globale situation. Resten af verden så ikke en tilbagetrækning fra Vietnam som et tegn på svaghed, der såede tvivl om USA's vilje til at beskytte sine allierede. Tværtimod frygtede europæerne snarere, at Vietnamkrigen skulle flytte USA's fokus væk fra Vesteuropa, hvor blandt andet Berlinmuren var symbolet på koldkrigstruslen.

”Ser man tilbage på, hvordan den kolde krig ellers udviklede sig globalt i midten af 1960'erne, er der en slående ironi i, at præsident Johnson valgte at sende kamptropper til Vietnam, netop som de kommunistiske bevægelser var trængt i det meste af Den Tredje Verden,” skriver Niels Bjerre-Poulsen.

”Ved krigsslutningen i 1975 viste det sig jo også, tilføjer han, at dominobrikkerne ikke væltede. Laos og Cambodja blev ganske vist kommunistiske, men det var, fordi USA selv havde trukket dem direkte ind i krigen,” mener han.

Nederlaget i Vietnam og den hjemlige splittelse og tillidskrise har gjort, at Vietnamkrigen stadig er et sår på den amerikanske selvfølelse. Ingen anden krig siden Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) har haft så stor symbolsk betydning og rejst så store moralske diskussioner. Selv ikke Irakkrigen. Blandt andet af den enkle grund, mener Niels Bjerre-Poulsen, at soldaterne i Irak var professionelle soldater og ikke unge værnepligtige som i Vietnam.

”'Aldrig mere Vietnam' er blevet en stående vending blandt både demokrater og republikanere. Men man er stadig ikke enig om, hvad det betyder: Om en moralsk krig betyder et klart internationalt mandat og en pragmatisk strategi. Eller at fremme amerikanske værdier med våbenmagt. Den første Irakkrig i 1991 repræsenterer den første analyse. Den anden Irakkrig i 2003 repræsenterer den anden.”