I dag har de fleste folkeskoleelever i afgangsklasserne lært, at Georg Brandes (1842-1927) ved en forelæsning i 1871 proklamerede, at litteraturen skal sætte problemer under debat, og dermed indledte den periode i Danmark, der er kendt som det moderne gennembrud.
I litteraturhistorisk forstand betyder det moderne realismen. Et ideal om, at litteraturen skal beskrive virkeligheden, samfundet og kulturforholdene uden at pådutte læseren en særlig religiøs eller national forståelse af verden.
Men når realismens indtog i litteraturen kaldes for det moderne gennembrud, indikerer det også, at det ikke foregik uimodsagt. Det var et brud med noget.
”Brandes mente, at den danske litteratur hidtil havde handlet om vores drømme og ikke vores liv. På den vis var det en kritik af enhedskulturen og dens litteratur,” forklarer Jørgen Aabenhus, der er ekstern lektor i historie ved Syddansk Universitet.
Han er forfatter til kapitlet om det moderne gennembrud i dansk litteratur i en ny antologi, som bærer hovedtitlen ”Konfliktzonen Danmark”.
Påstanden i bogen er, at Danmarks historie i både dansk og international forskning ofte fremstilles entydig, uproblematisk og konsensuspræget. Men faktisk er vores historie i højere grad præget af konflikter, er budskabet fra forfatterne, og her er det moderne gennembrud ingen undtagelse.
Den enhedskultur, som litteraturforsker og debattør Georg Brandes gjorde op med, bestod af den konservative fløj, kirken, overklassen og borgerskabet, som indtil nu havde haft dannelsesmonopol. De var enige med det moderne gennembruds forfattere i at fordømme den rene underholdningslitteratur, men fløjen stod samtidig vagt om den nationalromantiske litteratur, der kunne bekræfte anerkendte værdier.
Ifølge Jørgen Aabenhus er det moderne gennembrud i litteraturhistorien et punkt, der kan omfortælles. For selvom den konservative fløj omtales som opposition til det moderne gennembruds forfattere, er der ifølge historikeren en skæv-vridning, hvor den sidste fylder noget mere end den første. Dette skyldes ikke, at den konservative litteratur forsvandt, men tværtimod at den forsvandt fra historien.
”Den idealiserende litteratur fortsatte med at blive læst gennem efter det moderne gennembrud, men den fik ikke plads i den store fortælling om det moderne gennembruds litteratur. Den historie kom Brandes og den radikale litteratur til at dominere,” siger Jørgen Aabenhus.
I ”Konfliktzonen Danmark” fremstilles 12 såkaldte erindringssteder. Steder, der rummer en fortættet fortælling om fortiden, og som i det moderne gennembruds tilfælde vækker genklang i nutiden.
”Det moderne gennembrud kan ses som et omstridt erindringssted, fordi der er to fløje, som anskuer det helt forskellige. Centrum-venstre ser det moderne gennembrud som noget entydigt godt, som et opgør med romantikkens irrationalitet og som en tilbagevenden til oplysningstanken. Her er Brandes en helt. På den anden side står de national-konservative, som med Søren Krarups ord kalder perioden for det moderne sammenbrud. For dem gør Brandes op med alt det gode – fædrelandskærlighed, idealisme og en bestemt form for kunst og kultur. For den fløj er der tale om et syndefald,” forklarer Rasmus Glenthøj, der er lektor i historie ved Syddansk Universitet samt medforfatter og -redaktør til antologien.
Ifølge Rasmus Glenthøj har centrum-venstres progressive fortælling været dominerende siden det moderne gennembrud, men den national-konservative historie har hele tiden levet som en modfortælling. Kulturkampen er med andre ord aldrig blevet afsluttet, og derved er konflikterne fra det moderne gennembrud stadig til stede i dag.
”Jeg mener, at vi hele tiden har haft en kulturkamp, men man kan sige, at den i særdeleshed er genopblusset siden 00’erne. Det er en kulturkamp, der har lange tråde, fordi den handler om noget alment. Den handler om, hvordan vi forstår kunst, kultur, politik, etik, og hvad det i det hele taget betyder at være dansk,” siger Rasmus Glenthøj.