Prøv avisen

Kampen om, hvad der egentlig skete under krigen

Uvidenheden om stikkerlikvideringerne kan udstrækkes til at være eksemplarisk for en uvidenhed om hele besættelsestidsperioden. De fleste ved, at der var engang en krig, og de har også nogle billeder og forestillinger, der følger med den viden, men de færreste har noget egentligt og indgående kendskab til, hvad der foregik. Her er det medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske, der bortfører en stikker i dagene efter befrielsen. - Foto: Scanpix dbd

I årene efter 1945 kæmpede modstandsfolk og politikere om den rette udlægning af besættelsestiden. Historiestriden var en afgørende forudsætning for etableringen af den moderne velfærdsstat, skriver Nils Gunder Hansen i denne sammenfatning af besættelsestids-debatten, der trækker tråde op til i dag

Besættelsen er den mest dramatiske periode i Danmarks nyere historie. Den er det baggrundstæppe, som alle senere begivenheder og diskussioner udspiller sig foran. Ikke altid direkte, og også periodevis i en benægtelse af dens betydning. Men trods den historiske afstand har besættelsen fyldt meget i de senere års debat, og jeg mener da også, at den i dansk sammenhæng tilspidser alle de store spørgsmål: de eksistentielle, etiske, samfundsmæssige, politiske, kunstneriske - på en afgørende måde.

Da journalisten Peter Øvig Knudsen påbegyndte sin bog "Efter drabet" om stikkerlikvideringer under besættelsen, fandt han hurtigt ud af, at de fleste af hans jævnaldrende bekendte kendte lige så lidt til emnet som han selv:

"Da jeg begyndte at undersøge sagen og skulle forklare andre, hvad jeg brugte min tid på, gik det op for mig, at næsten ingen i min egen generation - født femten-tyve år efter besættelsen - og endnu færre i de følgende generationer anede, at danskere på denne måde skød hinanden under krigen. Langt de fleste havde forestillet sig, at det kun var tyskerne, der skød danskerne - og omvendt. "Danskere som likviderede andre danskere - jamen hvorfor", lød det".

Uvidenheden om dette specifikke fænomen - stikkerlikvideringerne - kan efter mit skøn udstrækkes til at være eksemplarisk for en uvidenhed om hele besættelsestidsperioden. De fleste ved, at der var engang en krig, og de har også nogle billeder og forestillinger, der følger med den viden, men de færreste har noget egentligt og indgående kendskab til, hvad der foregik. Og man har heller ikke et passende, nutidigt referencesystem, som man anakronistisk kan læse ned over fortiden. Det, der erstatter den faktiske viden - og den bliver erstattet, for begivenheden fylder så meget, at man ikke kan undgå at have i hvert fald en pseudo-viden om den - kan vi kalde for myten, og den er kendetegnet ved at forenkle og dramatisere i én og samme bevægelse: Det var krig og kamp med helte og skurke, gode og onde, os mod dem. Myten er præget af både moralske og narrative elementer.

Jo længere vi i historisk tid er kommet væk fra Anden Verdenskrig, jo stærkere har en gennemgribende moralsk opfattelse af krigen sat sig igennem. Det var ikke en fjende, der blev nedkæmpet, det var ondskaben - den ultimative ondskab: kz-lejrene. Det var ikke Tyskland og tyskerne, det var nazismen. Og det var godheden - humanismen og demokratiet - der besejrede ondskaben.

Det, der gør denne myte så stærk og effektiv, er, at de ultimative moralske valoriseringer (godt og ondt) forbinder sig direkte med de urgamle narrative dynamikker (helten - kampen - fjenden). Myten er heller ikke helt forkert. Var den vilkårlig, kunne den ikke have en sådan gennemslagskraft. Både som ideologi og praksis er nazismen en fremtrædende kandidat til ultimativ ondskab i vor tid, og det giver ikke efterlods mening at betragte Nazi-Tyskland som en "fjende" i almindelig militærisk, måske endog gentleman-agtig forstand, dvs. en modstander, der kæmpede for sine (i egen opfattelse) legitime interesser.

Men myten gør det alligevel svært at opfatte en del andre kendsgerninger omkring krigen og besættelsen. For eksempel kommer man let til at forudsætte, at de danskere, der kæmpede mod tyskerne, gjorde det, fordi de var gode, humanistiske og demokratiske individer, fordi de med et moderne ord var progressive. Men man kunne gå ind i modstandsbevægelsen af mange forskellige grunde: for at forsvare fædrelandet, det vil sige af nationale motiver (det gælder Dansk Samling og de konservative) eller for at forsvare sin egen ideologi mod en fjendtlig og konkurrerende ideologi (det gælder kommunisterne). Man kunne sagtens kæmpe ud af motiver og principper, som såkaldt progressive i dag vil betragte som betænkelige og paradoksalt "tæt" på det, der blev bekæmpet.

Den moralske tolkning af krigen kan altså let komme til at miskende motiverne hos dem, der faktisk kæmpede, men den kan også komme til at forudsætte, at alle kæmpede, sådan på hver deres egen måde: modstand mod nazismen bliver nemlig den eneste antagelige position for ethvert anstændigt - jeg havde nær sagt: normalt - menneske. Der er her tale om tilbagedatering af senere moralske og politiske normer. Og desuden forstår man historien ud fra dens facit. Nu ved vi jo, hvordan det endte.

Disse horisontformørkelser er ikke kun et generelt vilkår for kollektiv historisk erindring, som så kan korrigeres af enten vidner eller kildebaseret historisk forskning. Vores forhold til besættelsen er et interessant eksempel på, hvordan erindringspolitik og fortolkningskonflikter foregår. Vi kan for eksempel iagttage en særlig konstellation mellem tider, der ikke følger den kronologiske afstand. Den simple model ville sige, at jo længere væk vi kommer fra 1940-1945, desto mindre vil det fylde; dag for dag bliver det mere og mere historie og fortid. Sådan foregår det imidlertid ikke.

Da vi i 1995 kunne fejre 50 års-jubilæet for befrielsen, regnede mange med, at det var sidste gang, det danske samfund i større og officiel målestok så tilbage på den periode. Og det virkede ikke som en urimelig tanke; selv de alleryngste modstandsfolk var efterhånden meget tæt på "støvets år". Det kom imidlertid til at gå anderledes; dels udløste et kunstnerisk tiltag i forbindelse med jubilæet (den såkaldte "laserstråle" langs den jyske vestkyst af Elle-Mie Ejdrup Hansen) en meget heftig og langvarig debat, dels har bogudgivelser og debatter floreret som ingensinde før fra 1995 til i dag. Jeg tror, at besættelsen siden da har fyldt mere i den offentlige debat og på bogmarkedet end i både 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne.

Hvordan kan det være? En forklaring på debattens sene (gen)opblussen er, at yngre mennesker mest kender myten, mens et mindretal af endnu levende har en personlig erindring om, hvordan livet og virkeligheden var i Danmark under besættelsen. Når nye historiske undersøgelser kommer til - det kan være af tyskerpiger, østfrontfrivillige, stikkerlikvideringer, erhvervslivsforhold, for nu at nævne nogle af de emner, der har været oppe i de senere år - vil yngre generationer have en tilbøjelighed til at betragte bestemte resultater som "sensationelle" eller i hvert fald overraskende, fordi de strider imod det (stiliserede) billede, de samme generationer har dannet sig af perioden. De ældre vil derimod ryste på hovedet af de yngre, for de husker jo udmærket og har hele tiden vidst, hvordan det forholdt sig med tyskerpiger og så videre. Men de har så måske ikke altid været så eksplicitte omkring det.

Mange aktører fra dengang har af princip været tavse, for eksempel dem fra modstandskampen, der foretog stikkerlikvideringer. Mange fortalte om det for allerførste gang, da Peter Øvig Knudsen henvendte sig. Andre har været tavse på grund af traumatisering. Voksne børn af modstandsfolk træder i disse år frem og beretter om alt det usagte, der har præget deres familier. Noget fra dengang har ligget i skygge, andet har antaget en mytologisk form. Et bestemt billede af perioden glider ned gennem historien og den kollektive overlevering. Debatten blusser ikke kun op, fordi ny viden kommer til og supplerer eller falsificerer hidtidig viden. Der er også viden, der hele tiden har været der, men som nu pludselig kommer for en dag og sætter spørgsmålstegn ved myten, den moralske fortælling, som i dansk sammenhæng får en særlig udformming som danskernes fælles modstand mod tyskerne.

Myten fortæller, at alle danskere på nær nogle meget få og iøjnefaldende undtagelser (danske nazister, østfrontfrivillige, tyskerpiger, stikkere, værnemagere) fra dag ét vendte sig imod den tyske besættelsesmagt, om ikke andet så mentalt. Som det er blevet sagt sarkastisk, var det jo også en slags modstand at knytte hænderne i lommen, når man gik forbi nogle tyske soldater. Modstandskampen begyndte måske nok i det små og relativt sent, men alligevel lå den under hele forløbet som en stadigt stigende bølge, der til sidst rev hele folket med. Regeringen samarbejdede måske nok med besættelsesmagten, men det skyldtes, at landets lidenhed umuliggjorde en åben konfrontation fra begyndelsen, hvorfor den måtte holde gode miner til slet spil og overlade den egentlige kamp til sin illegale, væbnede afdeling.

Når denne myte kunne "forhandles" igennem allerede umiddelbart efter krigen, var det, fordi samtlige relevante aktører havde interesse i den: 1) politikerne ville gerne besmykke deres egen indsats og have magten tilbage, 2) "folket" havde den almenmenneskelige interesse i at være med på det rigtige hold, 3) de allierede nationer så gerne Danmark som en del af den vestlige lejr, og 4) modstandsfolkene havde selvfølgelig interesse i nu at få anerkendt deres indsats og at blive hyldet og set som de helte, den fortrop, de hele tiden havde været. Men deres interesse i myten er dog den mindst indlysende, og mange modstandsfolk havde da også hellere set et generalopgør med det etablerede politiske system og et andet efterkrigs-Danmark. Bevægelsen udgjorde imidlertid aldrig nogen samlet politisk front og kunne derfor ikke udgøre noget politisk alternativ; den fik sin naturlige plads i befrielsesregeringen, og kommunisterne fik et kanonvalg ved det første folketingsvalg i efteråret 1945, men fra næste valg i 1948 var man tilbage ved de ordnede forhold.

Modstandsbevægelsen tabte freden. Ikke fordi den tabte den politiske magtkamp, for det var urealistisk at forvente andet, men fordi billedet af, hvad der egentlig var foregået under krigen, blev fortegnet.

Yngre generationer kan så svinge i den anden grøft og have en tendens til at forarges over, at stemningen svingede med krigslykken ude i verden, men man skal hele tiden have for øje, at i årene 1940-1942 vidste man ikke, hvordan det hele ville ende. Modstand kræver ikke blot en organisering og en tilvejebringelse af våben, der kan tage tid, når man starter fra et nulpunkt; modstand kræver også håb, og der var intet håb i 1940, hvor tyskerne vandt store sejre, og man kunne imødese, at besættelsen måske ville vare i generationer. Der er ingen grund til at være specielt stolt af samarbejdspolitikken, men den lader sig forsvare rationelt. Per Stig Møller har sammenfattet dilemmaet således i sin bog om Kaj Munk:

"For eftertidens Danmark har det været så heldigt, at vi både havde heroikerne og realisterne, folk som Kaj Munk og Hal Koch. Modstandsbevægelsen og politikerne. De sidste sørgede for, at vi kom igennem krigen med mindst mulig skade. De første sørgede for, at vi kom ud af den med mest mulig ære, så vi fandt vor plads blandt de allierede og ikke blev sat i skammekrogen blandt Nazi-Tysklands samarbejdspartnere. Uden at gøre os klart, at dengang måtte man vælge mellem de to sider, er vi nu lumsk tilfredse med dem begge. Men dengang havde en sådan holdning været halv og uafgjort. Valgte man Munk, valgte man kamp og norske eller finske tilstande, og så havde tusinder i min generation været forældreløse, og tusinder var slet ikke blevet undfanget. Valgte man Koch og politikerne, er konsekvensen, at man måtte tage Erik Scavenius med i købet. Ham er vi imidlertid glade for, at historien har valgt fra. Tiden har strøet sand på de flammer, der dengang slog op. Tilbage ligger kun nogle uskelnelige gløder. Men begynder vi at pirke til dem, slår de op på ny og vidner om, at der dengang skulle vælges. Havde alle i hele Europa imidlertid valgt den danske "realisme", var nazismen aldrig blevet slået".

Denne kritik - nazismen var aldrig blevet besejret, hvis alle havde gjort som vi - er et vigtigt memento, et korrektiv, til den danske myte. Myten bærer et eller andet sted på en moralsk uredelighed, og den krævede også urent trav for at blive effektueret. Per Stig Møller er i sin bog hård imod især den socialdemokratiske kampagne imod Kaj Munk:

"Efter befrielsen gik strategien (den socialdemokratiske, red.) ud på skridt for skridt at vinde den tabte opinion tilbage (?) Derfor kaldte Frisch stikkerlikvideringerne for mord, og derfor gik partiet i gang med mordet på Munks eftermæle".

Det moralsk set mest betændte er egentlig ikke, at mange besmykker deres egen indsats, men at de relativt få, der gjorde aktiv modstand og i visse tilfælde ofrede livet, bliver bagtalt og søgt miskrediteret, det være sig almindelige modstandsfolk, som forestod stikkerlikvideringer, eller mere offentlige figurer som Kaj Munk eller Arne Sørensen. Myten om den fælles modstand er på en måde næsten ufattelig inklusiv, men samtidig er den diskret ekskluderende i forhold til dem, der faktisk gjorde noget. Og det er måske logisk nok. I og med at den passive modstand i den historiske fortolkning bliver normen, presses den aktive modstand ud i en særlig gråzone (hvor den jo reelt også befandt sig, hvad angår det legale - og til tider også det moralske).

Der var gode grunde til, at modstandsfolk kunne blive skuffede og bitre i de første efterkrigsår, og hvis omvendt de yngre generationer kunne føle en vis træthed ved altid at skulle høre om krigen, og hvordan deres (billedligt talt) ældre brødre havde vundet den, var der en effektiv politisk opinion, der kunne bakke dem diskret op i deres opfattelse af, at der var engang en krig, men det var længe siden, og nu måtte vi hellere hellere vende blikket fremad i stedet for at lægge øre til gamle mytomaner. Fremad mod velfærdssamfundet.

Der kunne med andre ord være både politiske og almenmenneskelige grunde til, at modstandsbevægelsen ikke skulle have lov til at fylde så meget.

Man kan måske formulere det sådan, at to betydningshorisonter kæmper om at få overtaget i fortolkningen i de umiddelbare efterkrigsår: de radikale erfaringer fra besættelsen versus den genoptagne fortælling om velfærdssamfundet.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Essayet er en redigeret version af forfatterens artikel "Tabte horisonter. Metodiske og historiske forbemærkninger til studiet af velfærdssamfund og litteratur". Hele artiklen kan læses i Kritik 191 (red. Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard), der netop er udkommet.