Prøv avisen
Kalenderhistorie

Sådan blev der kæmpet om nytåret

På William Hogarths maleri ”An Election Entertainment” fra 1755 kan man på det sorte banner på gulvet se et protestslogan mod at indføre den gregorianske kalender i stedet for den julianske. ”Give us our eleven days” (Giv os vores 11 dage tilbage), lyder sloganet. Med ændringen ville man nemlig ikke alene flytte nytåret, man ville berøve borgerne 11 dage af deres liv. – Foto: Wikimedia Commons

Fester og overgangsritualer er altid fulgt med, når mennesker markerer, at et år er slut, og et nyt skal begynde. Men selvom allerede de gamle romere fastsatte januar som kalenderårets begyndelse, har der gennem historien været stor uenighed og indædte kampe om, præcis hvornår året skal skifte

September måned i året 1752 var rent kalendermæssigt højst usædvanlig i det britiske imperium, som ud over de britiske øer omfattede de oversøiske kolonier i blandt andet Amerika. Onsdag den 2. september blev efterfulgt af torsdag den 14. september. Det betød igen, at nytårsdag den 1. januar ikke faldt på det tidspunkt, som den havde gjort i hundredvis af år, men 11 dage tidligere.

Kalenderændringen og flytningen af nytåret vakte stor vrede. Der er endda kilder, der omtaler, at der udbrød ”kalenderuroligheder” i forbindelse med, at den britiske befolkning mistede 11 dage. Og kunstneren William Hogarth malede i 1755 et maleri, ”An Election Entertainment”, som forestillede tilhængere af Whig-partiet, som rustede sig til valgkamp mod det konservative Tory-parti, som var dem, der havde ændret kalenderen og flyttet nytåret. ”Giv os vores 11 dage tilbage”, står der på et banner på maleriet, som viser en valgkampstemning så ophidset, at der bliver kastet med stole.

I den mere humoristiske ende finder man en anekdote fra forfatteren W.M. Jamieson om spøgefuglen William Willet fra Endon i Staffordshire, der væddede om, at han kunne danse uden stop i 12 dage og 12 nætter. Han begyndte sin dans den 2. september, og da han havde danset sig igennem en enkelt dag og nat, var han klar til at indkassere alle gevinsterne, fordi kalenderen havde gjort resten af arbejdet.

I kongeriget Danmark-Norge fandt det tilsvarende skifte fra den julianske til den gregorianske kalender sted godt et halvt århundrede før, i år 1700, hvor den i forvejen korte måned februar blev kortet yderligere af, så 18. februar blev efterfulgt af 1. marts. Og selvom der ikke er beretninger om voldelige optøjer i den anledning, så var det en særdeles alvorlig affære, fortæller Søren Holst, lektor i bibelsk eksegese ved Københavns Universitets teologiske fakultet og ekspert i tidsregningens historie.

”Mange almindelige mennesker var oprørte. De mente, at paven havde inddraget 10 dage af deres liv. Der var på den tid en udbredt forestilling om, at Gud havde udregnet den dag, hvor de skulle dø. Det ville betyde, at når kalenderen nu blev ændret, ville deres liv blive de 10 dage kortere. Det viser, at kalenderen og fastsættelsen af årsskiftet er en alvorlig sag. Og det er ikke bare et almenmenneskeligt, men i høj grad også et religiøst anliggende,” siger Søren Holst.

Opdelingen af menneskelivet i år går meget, meget langt tilbage, og markeringen af nytår er en tilsvarende gammel historie. Men helt præcist hvornår årsskiftet skulle markeres og nytåret skulle fejres, har der traditionelt været meget delte meninger om. Tilmed er der også tradition for, at de to begivenheder slet ikke behøver være sammenfaldende, beretter Søren Holst.

”I dag forekommer det mærkeligt at fejre årets begyndelse på én dag, som først kommer et par måneder efter, at kalenderåret er begyndt. For os i dag er det indlysende, at året begynder med den første måned. Men det er måske kun indlysende på grund af alle de trykte kalendere, vi har til rådighed,” siger lektoren.

En af de ældste nytårsmarkeringer, vi kender til, er den babyloniske Akitu-fest, som går 4000 år tilbage, og som blev holdt hvert år ved forårsjævndøgn i marts. Statuer af de babyloniske guder blev ført igennem gaderne, og den herskende konge blev underkastet et ydmygelsesritual, begge dele som symbol på, at gudernes og kongens magt ikke bare fortsatte, men skulle geninstalleres.

Ikke bare himmelfænomener som solhverv og jævndøgn var med til at begrunde nytårets placering i oldtiden, men også naturens øvrige gang. I det gamle Egypten var det den dag midt i juli måned, hvor Nilens vandstand stod højest, så floden oversvømmede markerne, der blev set som den årlige nulstilling af det hele.

Forårsjævndøgn var imidlertid mange ældre kulturers foretrukne begyndelsespunkt for året. Tiden, hvor planterne spirer, dyrene vågner af dvale og begynder at formere sig, egner sig åbenlyst hertil. I Romerrigets ældste tid var det også her i marts, man fejrede det nye års komme. I begyndelsen opererede romerne kun med 304 dage fordelt på 10 måneder i deres kalender, som baserede sig på månens rotation om jorden. Men det blev korrigeret, da man fandt ud af, at kalenderåret dermed ikke var langt nok til at matche årstidernes forløb, og i stedet skiftede til en solkalender med lidt over 365 dage. Derfor blev der tilføjet to måneder, januar og februar, som blev lagt forud for de 10, man havde i forvejen. Det forklarer, hvorfor romerne satte nummer otte, ni og ti – octo, novem og decem – på de tre måneder, vi nummererer som 10, 11 og 12.

Fra år 153 før Kristi fødsel er der kilder, der oplyser, at nye romerske konsuler skulle tiltræde deres embede 1. januar mod hidtil først at være begyndt i marts. Dette svarer til, at nyvalgte amerikanske præsidenter også tiltræder sammen med det nye års begyndelse – og det kan ses som det første gennembrud for 1. januar som nytårsdag.

Et mindst lige så epokegørende år i nytårets historie er formentlig år 46 før Kristi fødsel, hvor Julius Cæsar fik yderligere styr på kalenderen og indførte den julianske kalender, der havde 1. januar som begyndelsespunkt. Ifølge Søren Holst ændrede det nye politiske og kalendertekniske begyndelsespunkt dog ikke ved, at det var ved forårsjævndøgn i marts, romerne holdt deres store nytårsfest.

”Romerne holdt også en fest, saturnaliafesten, omkring vintersolhverv og det nuværende jul og nytår. Men jeg er ikke sikker på, at der var nogen, der så den som en nytårsfest. Derimod er det sandsynligt, at den kristne jul og den kristne markering af årsskiftet blev placeret sidst i december på grund af den romerske saturnaliafest,” siger Søren Holst og uddyber:

”Der er intet i Bibelen, der siger noget om, at Jesus skulle være født midt om vinteren. Det harmonerer ikke så godt med, at der skulle være hyrder ude på markerne på det tidspunkt. Men julen og nytåret i en symbolsk betydning er godt placeret netop dér, hvor mørket er værst, og det nye lys omsider bryder frem.”

En anden betydelig romersk kilde, Plutarch, skriver, at Roms grundlægger, krigeren Romulus, fastsatte årets begyndelse ved 1. marts til ære for krigsguden Mars, som lægger navn til måneden. Men en senere, mere hjemlig og fredelig konge, Numa, foretrak den måned, som er opkaldt efter guden for indgangsdøre og nye begyndelser, Janus.

Julius Cæsars kalender og 1. januar som nytårsdag vandt sammen med Romerriget mere og mere frem i verden, blev overtaget af den kristne kirke og var fælles kalender for alle kristne i mere end 1600 år frem til år 1582, da pave Gregor XIII indførte en mindre korrek- tion af den.

Da Cæsars førende astronom, Sosigenes fra Alexandria, havde beregnet årets længde i forhold til jordens rota- tion om solen, havde han rundet det af til 365,25 døgn. Men den korrekte værdi er 365,2421199 døgn, det vil sige 11 minutter mindre. Det kan virke som en bagatel, men som århundrederne gik, kom kalenderen ikke desto mindre mere og mere ud af trit med solens gang. Omkring år 1000 var det syv dage, og som nævnt var det fremme i 1700-tallet blevet til 10-11 dages afvigelse.

Det var denne matematiske unøjagtighed, paven og hans regnedrenge ville rette op på. Men selvom beregningerne var gode nok, var der en stor modvilje, som primært hang sammen med, at langtfra alle i 1500-, 1600- og 1700-tallets Europa anerkendte paven i Rom som den autoritet, der skulle bestemme over kalenderen og nytåret.

”Der var en århundredgammel strid mellem øst- og vestkirkens ledere, som førte til, at den ortodokse kirke beholdt den julianske kalender. Det handlede ikke så meget om nytårsmarkeringen, som traditionelt ikke har den store kirkelige betydning. Derimod var man meget optaget af, hvornår påsken skulle ligge. I den ortodokse kirke mente man, at man fejrede påsken samtidig med englene i himlen. Derfor skulle paven i Rom ikke komme og fortælle, at man skulle fejre påsken efter et andet system end det, man havde fulgt i 1000 år,” forklarer Søren Holst.

Resultatet af dette er, at den ortodokse kirke fortsat følger den julianske kalender, og at denne kirkes nytårsdag nu falder på det, der er 14. januar efter den gregorianske kalender. De verdslige i de lande, der har en stor ortodoks befolkning, har dog underkastet sig den gregorianske kalender, men det skete først i 1919 i Rusland. Dette er årsagen til, at den omvæltning i 1917, som russerne kalder oktoberrevolutionen, rent faktisk foregik i november efter vores kalender.

Også i det lutheranske Danmark og anglikanske Storbritannien skulle man lige fordøje pave Gregors kalenderkorrektion og tyveriet af 10-11 dage i et par hundrede år, inden man accepterede. Siden da har nytåret ligget urokkeligt fast, konstaterer Søren Holst:

”I vores nutidige, globaliserede verden er alting tidsmæssigt afstemt efter hinanden, og vi kan sidde på tv og se, hvad der foregår i de andre lande. Derfor har vi brug for at være enige om, hvornår det er nytår. Men sådan har det kun været i 100 år. Vi skal ikke ret langt tilbage i tiden, før markeringen af nytåret var en lokal begivenhed, der foregik på et lokalt valgt tidspunkt efter lokale skikke.”