Omkring 300 år adskiller krønikeskriveren Saxo Grammaticus og hans udgiver, Christiern Pedersen, fra hinanden. Men der er også mange ligheder mellem de to mænd, som binder dem sammen på tværs af århundrederne.
Saxo blev født omkring år 1160. Af biskop Absalon fik han den betroede opgave at skrive et kæmpe værk, der skulle sammenfatte danernes bedrifter. Arbejdet strakte sig over mange år, præcis hvor mange ved vi ikke, men forskere regner årene 1190-1210 som den mest produktive periode.
Saxos Gesta Danorum er et mastodontisk værk, og når jeg holder foredrag om det, plejer jeg at betegne det som resultatet af danmarkshistoriens længste ph.d.-stipen-dium. Absalon finansierede, at Saxo kunne sidde og skrive på værket i mere end 20 år, fortæller Kasper Holdgaard Andersen, middelalderhistoriker og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet.
Han sammenfatter Saxos 16 bind store værk som et propagandaskrift, der har tre gennemgående helte: danerne som folk, valdemarerne og deres forfædre i den danske kongeslægt samt Hvide-slægten, som Absalon tilhørte, og som udgjorde en stor magtfaktor i Danmark gennem hele middelalderen.
Da først den latinkyndige skribent var hyret til opgaven, fulgte et kæmpe arbejde med at samle de eksisterende tekster, der kunne fungere som kilder til ikke mindst den periode, der selv i middelalderen var fjern fortid.
LÆS OGSÅ: Da Saxo blev en international bestseller
Selvom nutidens historikere nærer en velbegrundet skepsis over for sandhedsværdien af de gamle røverhistorier om Regner Lodbrog, Uffe hin Spage og Rolf Krake, er der ifølge Kasper Holdgaard Andersen ingen tvivl om, at Saxo i forhold til datidens standarder havde gjort et omfattende researcharbejde med at studere både eksisterende krøniker fra den europæiske kulturkreds, beretninger fra de islandske skjalde hvis særlige historiske indsigt han letter på hatten for i sit værk og en lang række af romerske historikere og digtere, som han både sprogligt, stilistisk og på indholdssiden lånte af med arme og ben.
Mange sætninger i Gesta Danorum er direkte copy-pastet fra de romerske forfattere, hvis håndskrifter Saxo må have haft adgang til, påpeger Kasper Holdgaard Andersen.
Det sidste er med til at fremstille krønikeskriveren som en snyder, der citerer uden kildeangivelse, og som følgelig ikke ville få sin ph.d.-afhandling godkendt i vore dage. Men i datiden var etikken herom helt anderledes. Dertil kommer, at hvor vi i vor nuværende computeralder netop kan kopiere andres tekst ind i vores egen med en markering af en stor tekstblok fulgte af et par museklik, så skulle alt skrives møjsommeligt ned ord for ord med Saxos egen hånd.
Absalon døde i 1201 og oplevede derfor ikke at læse den færdige krønike. Hans efterfølger som ærkebiskop i Lund, Anders Sunesen, som også tilhørte Hvide-slægten, stod til slut sammen med kong Valdemar Sejr (1170-1241) som de magthavere, værket blev tilegnet.
Ifølge Kasper Holdgaard Andersen må tidspunktet for, at Saxo satte sit sidste punktum, dateres til et sted mellem 1208 og 1219. Af samme grund foreslår han at fastsætte markeringen af 800-året for færdiggørelsen til i år, samme år som 500-året for udgivelsen på tryk, idet 1214 er det midterste af disse mulige slutår. Hvornår præcis Saxo døde, ved vi heller ikke, men det var ikke længe efter færdiggørelsen af livsværket.
Christiern Pedersen blev født omkring år 1480 i Helsingør. Han gik i skole i Roskilde og viste så gode kundskaber, at han som cirka 16-årig i 1496 blev indskrevet ved universitetet i Greifswald i Tyskland. Præcis hvad han derefter foretog sig, er uklart, men han optræder i en kilde fra 1505 som kannik i Lund, og vi ved, at han tre år derefter rejste til Paris for at studere videre men også med planer om at udgive en række bøger.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at Christiern Pedersen rejser til Paris og udgiver en række vigtige værker, herunder Saxos Gesta Danorum, siger Karen Skovgaard-Petersen, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek og redaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og ekspert i dansk litteratur i perioden 1400-1800.
At det lod sig gøre at trykke værket i Paris, har sandsynligvis hængt sammen med, at han havde opbakning fra kongen, Christian II, der kunne se en propaganda-interesse i at udbrede det værk, der fremstiller Danmark som et meget gammelt og meget magtfuldt kongerige. På dette tidspunkt var Kalmarunionen ved at slå revner, fordi svenskerne ønskede at stå på egne ben, og den danske konge ville gerne vise resten af Europa, at han repræsenterede en lang og fin tradition. Og så skadede det ikke, at han kunne gøre det med et fint og lærd værk, tilføjer hun.
LÆS OGSÅ: Danmarks første selvbiografiske tekst var tænkt som et eftermæle
Man kan altså sige, at ligesom Saxo var en sjældent skrivekyndig mand, som havde Absalon og kongerne Valdemar den Store og Valdemar Sejr i ryggen, var Christiern Pedersen en tilsvarende intellektuel mand, som tilskyndet af en konge og en biskop Roskilde-bispen Lave Urne kastede sig ud i en dansk formidlings- og propagandaopgave af de helt store.
Mens Gesta Danorum var på latin, var langt de fleste af Christiern Pedersens øvrige udgivelser på dansk. De fleste af dem var kristent opbyggelige værker som en bønnebog, en messevejledning og en postil. Ifølge Karen Skovgaard-Petersen var han ualmindelig energisk i sin bestræbelse på at bringe Guds ord og andre opbyggelige tekster ud til et ikke-latinlæsende dansk publikum.
Vi er vant til at forbinde begrebet folkeoplysning med Grundtvig og højskolebevægelsen. Men det er også en rimelig betegnelse for Christiern Pedersens virke vel at mærke folkeoplysning i religionens tjeneste, fastslår hun.
Efter hjemkomsten fra Paris i 1515 var han fortsat optaget af at formidle den kristne tro og fædrelandets historie. Han påbegyndte en oversættelse af Saxo, men fuldførte ikke, og den første danske oversættelse af Saxo blev først trykt i 1575 af Anders Sørensen Vedel.
Da Reformationen kom, blev Christiern Pedersen lutheraner. Han måtte i første omgang flygte under de borgerkrigsagtige tilstande, som herskede i 1520erne, og hvor også Christian II blev afsat, drevet i landflygtighed og senere fængslet. Pedersen var på samme side som den afsatte konge, blev dømt skyldig i højforræderi, lyst i band af katolikkerne og fradømt sine ejendele.
Siden vendte han tilbage, da protestanterne kom til magten. Han fortsatte med at skrive og udgive tekster, blandt andet udgav han i 1529 en dansk oversættelse af Det Nye Testamente og spillede en hovedrolle for den samlede bibeloversættelse fra 1550, der kaldes kong Christian IIIs bibel. Han døde i 1554.
Dansk Biografisk Leksikon giver ham det skudsmål, at Hans varige fortjeneste ligger i det, han har oversat og bearbejdet, snarere end i hans virksomhed som original forfatter. Den danske litteraturs fader er han således ikke, men den ære tilkommer ham, at han skrev med en jævn og letfattelig klarhed, som ikke før var set i dansk prosa.
Og Karen Skovgaard-Petersen føjer hertil, at eftersom så vel det håndskrift, Christiern Pedersen brugte som forlæg for 500 år siden, som alle andre samtidige håndskriftversioner i dag er gået tabt, er det tvivlsomt, om vi overhovedet havde haft adgang til Saxos fulde tekst i dag, hvis ikke den unge kannik i 1514 havde fået den trykt i Paris.