Prøv avisen

Kappestriden om at nå Sydpolen

Nordmanden Roald Amundsen var manden bag den første ekspedition til Sydpolen, som han nåede den 14. december 1911. Foto: Polfoto

For 190 år siden fik Fabian Gottlieb von Bellingshausen som det første menneske øje på Antarktis. Opdagelsen blev startskuddet til en nådesløs jagt om en plads i historiebøgerne, som den første der tog på ekspedition til Sydpolen

Fortællingen om den første ekspedition til Sydpolen starter med et hvidt landskab, der træder frem af tågerne forude. Igennem disen stikker hvide formationer frem som skygger, så langt øjet rækker.

Skibene Vostok (Øst) og Mirnyy (Fredelig) har allerede sejlet omkring 15.000 km fra øen Kronstadt ud for St. Petersborg. De befinder sig nu 69,21 grader syd og 2,14 grader vest, og Antarktis er for første gang i sigte. Datoen er den 27. januar 1820, og Fabian Gottlieb von Bellingshausen er den første til at se den nye hvide verden.

Antarktis: Det nye kontinent

Som officer i den russiske flåde og med tysk baggrund var von Bellinghausen dog langt fra den første til at søge efter iskontinentet eller filosofere om det. Helt tilbage i 530 før Kristus omtalte de gamle grækere Pythagoras og Aristoteles det. Aristoteles ræsonnerede sig frem til, at et sydligt kontinent måtte findes for at skabe balance i en rund verden, men den tanke slog den katolske kirke senere hen, da den afgjorde, at jorden var flad.

I 1400-tallet satte de katolske portugisere alligevel ud på verdenshavene for at søge efter de nye kontinenter og handelsruter. På deres vej fandt de søvejen til Indien, som førte rundt om Afrikas Kap Det Gode Håb og senere Magellanstrædet ved Sydamerikas sydligste spids. Deres rejser beviste ikke kun, at jorden virkelig var rund, men også, at hvis et sydligt kontinent fandtes, så hang det ikke sammen med nogen af de allerede kendte verdensdele. Alligevel blev opdagelsesrejsende ved med at drømme om Terra Australis eller landet mod syd, som Antarktis tidligt blev kaldt.

Den mytiske hvide verden fik også den berømte kaptajn James Cook til på sin anden ekspedition mellem 1772 og 1775 at søge. Han sejlede så langt mod syd, som nogen før ham havde været, 71,10 grader syd og krydsede vestenvindsdriften tre gange, men alligevel fandt han aldrig, hvad han søgte. I sin dagbog noterede han skuffet på vej tilbage:

"Hvem der end har styrken og viljen til at finde sandheden og rejse længere mod syd, end jeg har gjort. Jeg skal ikke misunde ham æren for opdagelsen (af Antarktis, red.), men jeg vil driste mig til at mene, at verden ikke vil drage nytte af det".

Første ekspedition til Sydpolen

At James Cook ikke kunne se nogen grund til at jagte kontinentet mod syd fik dog ikke andre til at miste modet. På sin rejse stødte han nemlig også på hvaler og sæler, og det fik med det samme forretningsmænd som opdagelsesrejsende til at søge mod den nyopdagede verden.

I starten var det mest for at tømme havene for deres rigdomme, men som tiden gik også for at blive berømte. Fabian Gottlieb von Bellingshausen var bare én blandt disse vovehalse eller drømmere, men efter ham fulgte en lind strøm. Langt de fleste havde kun et i sigte: at blive den første til at sætte fod på kontinentet og senere – nå Sydpolen – og derved skrive sig ind i historiebøgerne.

Allerede året efter lykkedes det amerikaneren John Davis at opfylde første mål – at stå på Antarktis. Men at nå Sydpolen viste sig at være langt sværere. Faktisk gik der 91 år fra den russiske officers første opdagelse af kontinentet, til det var besejret. Isen, kulden og vinden viste sig for de fleste, der forsøgte i de mellemliggende år, at være for stor en udfordring.

Roald Amundsen kom først til Sydpolen

Først med nordmanden Roald Amundsen lykkedes det. Han var efter flere år i de nordlige arktiske områder ekspert i slædekørsel og ski, og den viden gav ham en stor fordel. Det samme gjorde hans organisatoriske talent, der sikrede hans ekspedition i 1911 en god start og rigelige forsyninger til turen.

Det samme kan ikke siges om Amundsens rival, briten Robert Falcon Scott, der nåede Sydpolen 35 dage efter. Hans ekspedition var veludrustet, men på grund af konkurrencen mellem Amundsen og ham selv, forregnede Scott sig. Da han endelig stod ved Sydpolen, var det nordmandens grønne telt og det norske flag, han så, og ikke sejren.

Tabet af titlen som polens erobrer slog Scott og hans fire følgesvende ud og ledte indirekte til hans død få måneder senere. Den 29 marts skriver han for sidste gang i sin dagbog, som et eftersøgningshold dog først finder den 12. november 1912:

"Siden den 21. (marts, red.) har vi haft en uophørlig storm... Vi havde brændsel til at brygge to kopper te per mand og kun mad til to dage den 20. Hver dag har vi været klar til at gå til vores maddepoter 11 mil herfra, men uden for teltdøren hvirvler sneen rundt. Jeg tror ikke, vi kan håbe på bedring nu. Vi holder ud til det sidste, men vi bliver svagere, så der kan ikke være langt til enden... Det er en skam, men jeg tror ikke, at jeg kan skrive mere nu."

Scotts død og bitterhed afskrækkede dog ikke andre mænd med store drømme fra at tage kampen op mod Antarktis? is, kulde og sne. For Fabian Gottlieb von Bellingshausen lukkede med sin opdagelse af det sydligste kontinent ikke for et kapitel, men åbnede blot en ny verden af udfordringer for menneskeheden.

*Artiklen blev bragt første gang 22. februar 2010. Den er siden blevet opdateret 27. december 2017.

Lige så smukt som det ser ud, lige så ufremkommelig er Antarktis. Med en gennemsnitstemperatur på omkring -50 grader og 99,6 procent af overfladen dækket af is og sne, er der stort set intet, der kan overleve. Alligevel har Antarktis lige siden opdagelsen i 1820 tiltrukket opdagelsesrejsende og vovehalse. Foto: Anders Tvevad.
Her ses Robert Falcon Scotts ekspeditionshold på Sydpolen i januar 1912, kort før de led døden. Det er Scott øverst i midten. Foto: AP
Den mytiske hvide verden fik også den berømte kaptajn James Cook til på sin anden ekspedition mellem 1772 og 1775 at søge efter Sydpolen. Foto: Wikimedia commons