Prøv avisen

Kaptajn gemte jøder nede i kullasten

Flugt over Øresund. Mange jøder flygtede over Øresund til Sverige under krigen. Foto: Ukendt Denmark

I sine erindringer fortæller kaptajn Alfred Raahauge, hvordan han og hans besætning sejlede jøder til Sverige. Det er i disse dage 70 år siden, og Kristeligt Dagblad bringer et uddrag

Først i oktober 1943, da vi med Uffe kom til København med en ladning kul fra Emden, var tyskernes grufulde forfølgelse af danske jøder netop begyndt, og det var med sorg og harme, at man hørte om det. Da der blev spurgt, om jeg ikke ville gå med ind i arbejdet for at redde, hvad vi kunne af disse vore stakkels forfulgte medborgere, sagde jeg som en kristen dansk mand straks ja.

Uffe blev så forhalet til Larsens Plads for, som det hed sig, at indtage fire store kølekasser til insulin. Flygtningene var tilsagt til at komme til forskellige fastsatte steder, blandt andet ved hjørnet af Sankt Annæ Plads og Toldbodgade, hvor højtstaaende funktionærer fra DFDS hovedkontor ledte dem parvis ned om bord. De kunne ikke godt selv finde vej i den mørklagte havn, og at spørge om, hvor skibet lå, var jo farligt, da det jo kunne være en stikker, der blev spurgt. Ved skibets landgang modtog jeg dem, og så kom de først op i skibets kahyt, hvor de fik beroligende medicin af to læger og af mig fik forklaring om, hvorledes de skulle forholde sig.

Fra klokken cirka 20 til 22 modtog vi således 22 af vore dansk-jødiske landsmænd, der på grund af tyskernes brutalitet og dumme racefordomme måtte flygte fra hus og hjem. For at så få skulle være indblandet i det som muligt, havde jeg givet vagtmanden, en letmatros, fri, således at han kunne gå hjem og drikke aftenkaffe hos sine forældre.

Den nat fik jeg ikke megen søvn, thi i min hjerne krydsede planerne jo med, hvorledes jeg skulle bære mig ad i det eller det tilfælde. Jeg måtte ofte i bøn til Gud, og jeg sov da også til sidst ind med et roligt sind.

Vi skulle sejle klokken 6.30, så toldvæsenet og de tyske eftersøgelsesmyndigheder var bestilt til klokken 6.00. Jeg ville jo gerne vise mig lidt venlig over for tyskerne, så de ikke for at drille mig skulle forsøge at sinke skibet med en stor undersøgelse. Men sådan ligefrem begynde med at byde dem både det ene og det andet, det turde jeg nu heller ikke, thi jeg havde ellers altid været meget afvisende og reserveret over for dem. Men jeg fik en idé. Da de to toldbetjente kom for at efterse, om toldseglene var ubrudte, lod jeg hovmesteren bringe os en flaske akvavit. Men proptrækkeren kunne ingen finde, fordi jeg havde den i min bukselomme. Da jeg kort efter hørte et par biler stoppe op ved landgangen, gik jeg ind i min private kahyt og kom ud derfra med proptrækkeren i hånden. Jeg skænkede nu tolderne hver en ordentlig snaps. Og netop da kom der et par tyske Gestapo-løjtnanter ind, medens Gestapo-soldaterne begyndte at undersøge skibet. En løjtnant så på tolderne, der stod og småhostede efter den store snaps, og sagde så på tysk: Aha, sådan noget dejligt varmt noget; men det er vel kun for danskere, for en tysker gives der vel intet. (Det var jo netop det, jeg gerne ville have ham til at sige.) Jeg sagde så: Hvorfor ikke? De kan jo ikke gøre for, at De er tysker, så det vil vi i øjeblikket se bort fra. Javel, sagde tyskeren og satte sig ned med det samme.

Nå, det blev ikke til ét glas, men flere. Jeg selv afslog bestemt at nyde noget, og som grund angav jeg, at da jeg om kort tid skulle på broen, ville jeg ikke nyde noget. Jeg skød den trykte formularerklæring om, at vi havde undersøgt skibet, i underskrevet stand over til ham, han tog den og sagde: Ja, kaptajn, jeg er klar over, at De selv ikke med Deres gode vilje tager nogen med, men der kan jo have sneget sig nogen om bord og gemt sig i redningsbådene eller i folkelukaferne, så de må undersøges, og mandskabet mønstres.

Han gav en underofficer ordre om det og skænkede sig en ny snaps, og vi talte så en del sammen om, hvor godt det var, da vi for en 30 til 40 år siden sejlede ud fra Hamborg.

Og jeg var ved at tro, at alle farer var ovre, da førstestyrmanden kom ind og sagde: Ja, kaptajn, vi mangler desværre en mand. Det er en fyrbøder, mestrene siger, at han har fået ordre til at være her senest klokken seks; men han må vel sove over sig og kommer forhåbentlig snart. Vi kan jo ikke få en ny mand før efter klokken ni, når forhyringskontoret lukker op.

Det var jeg nu ikke glad ved. Gestapos ordre lød på, at hvis et skib lå mere end to timer, efter at det var blevet undersøgt, skulle det atter undersøges, og jeg vidste, at efter klokken otte blev det af en ny patrulje, så jeg svarede førstestyrmanden: Vi venter overhovedet ikke. Lad hans kammerater pakke hans tøj og giv bådsmændene det og gør hans afregning op, så jeg kan skrive en anvisning på det.

Jamen kaptajn, vi må jo ikke gå fra dansk havn med underbemandet besætning, det er der jo stor bøde for.

Nok muligt, svarede jeg, men det skal nu være forbi med at vente og vente.

Den tyske løjtnant så forbavset på os og sagde: Hvorfor så vred, kaptajn?

Jo, sagde jeg, for sådan og sådan stiller sagen sig i øjeblikket, men hvis De, løjtnant, vil skrive paa det tyske søpas, at vi ved afsejlingen herfra var en mand mindre, end hvad bemandingslisten udviser, således at jeg ikke får vrøvl med de tyske myndigheder i Danzig, så sejler jeg alligevel.

Løjtnanten sprang op og slog mig på skulderen og sagde: Det skal jeg med glæde gøre, kaptajn. Man mærker, at De i Deres ungdom har sejlet ud fra Hamborg. De har lært at vide, hvad De vil. De mangler i grunden kun en ting, og det er, at De skulle have været født tysker. (Jeg var ikke videre glad ved den ros, men hensigten helliger jo midlet).

Kort tid efter var alle formaliteter i orden, og tyskerne tog venligt afsked og ønskede os alt godt. Havde de blot anet, at vi havde 22 dansk-jødiske flygtninge gemt nede i bunkerkullene, ville de nok have været mindre venlige.

Vi var nu heller ikke længe om at lade gå for og agter og stod så ud af havnen. Og da folkene havde svinget redningsbådene ud, så de var klar til øjeblikkelig brug, gik de til deres messe for at spise frokost. Vi nærmede os imidlertid stærkt den svenske kyst. Da mandskabet efter endt frokost atter skulle ud på dækket for at gøre søklart, var vi netop kommet ind på svensk område. Jeg havde fortalt flygtningene, at når jeg i takt stampede tre gange i dækket over dem, da var de i sikkerhed, og så skulle de lave støj, så mandskabet kunne høre dem.

Jeg var på broen sammen med førstestyrmanden, og da jeg så folkene komme ud fra lukafet, skyndte jeg mig ned fra broen, stampede de tre gange i dækket og skyndte mig atter op på broen.

Da matroserne passerede forbi bunkerlugen, blev de forbavset stående. De hørte så vel unge københavnske damestemmer som ældre dame- og herrestemmer, som alle bad om, at der måtte blive lukket op for dem. Folkenes øjne strålede af glæde, og de fik i en fart lugerne revet af og hjalp hurtigt den ene efter den anden op på dækket.

Men nu kom det sværeste øjeblik for mig, thi jeg havde ordre til at lade, som om jeg ikke havde anet noget om dette, og jeg skulle bruge mund over for flygtningene. Jeg gik derfor ned fra broen og blev stående på det nederste trin af trappen. Jeg spurgte flygtningene i en vred tone, hvordan de var kommet om bord, og hvad de i grunden havde tænkt sig ved at snige sig om bord på Uffe, for den var jo ikke på vej til Sverige, men til Danzig, så her måtte jo foreligge en fejltagelse. I sejler jo nu lige ind i løvens gab. Jeg søgte så lidt efter ordene for at slutte med at trøste flygtningene lidt og sige, at jeg ville tale med min førstestyrmand om, hvad vi måske kunne gøre.

Da kom jeg til at se på mine folk, og lige så strålende øjne de havde haft, da de blev klar over, at vi havde flygtninge med om bord, lige så hånende og foragtelige blev deres blikke nu, da de hørte mig tale så hårdt til flygtningene. Jeg kunne ikke sige mere, men luskede stille op på broen igen. Der stod jeg i nogle minutter og tænkte på, hvad jeg nu bedst kunne gøre, da to af matroserne kom op på broen og bad om lov til at tale med mig.

Vi har altid troet, sagde de, at De, kaptajn, var en god dansk mand, og vi forstår ikke, at De kunne tale så hårdt til de stakkels flygtninge, som De gjorde. Vi håber, at De gjorde det af nervøsitet. Men vi er nu kommet for at sige Dem på hele besætningens vegne, at De må sætte disse stakkels mennesker i land, før vi fjerner os fra den svenske kyst. Hvis ikke, da går vi fra roret, og der bliver ikke kastet en skovl kul på fyrene.

Altså mytteri, sagde jeg.

Kald det, hvad De vil; men lige så snart som flygtningene er fra borde, skal vi nok passe vore job igen. Hvis ikke, skal Uffe nok med Vinden fra sydøst drive ind på kysten af Trelleborg.

Jeg kunne ikke andet end smile ad det hele, for vi ville jo alle sammen det samme. Matroserne så på mig, og den ene smilte nu også og sagde til sin kammerat: Husker du i morges, da vagtmanden, letmatrosen, kom med kaffen, da spurgte han os, om der var nogen af os, der nogen sinde var blevet løst af en styrmand, så vi kunne gå hjem og drikke aftenkaffe. Nej, det var der da ikke. Ja, men i går aftes blev jeg løst af selve kaptajnen.

Begge matroserne smilte nu og sagde: Vi beder Dem undskylde. De stakkels mennesker er nok i god varetægt hos Dem, kaptajn. Men giv os en anden gang lov til at være med, sagde de, da de atter gik ned ad broen.

Jeg gik nu ned og fik flygtningene placeret i forskellige kamre, hvor de kunne vaske sig, og derefter kom de i to hold til at drikke kaffe med smørrebrød til i skibets salon.

Da vi kort efter stoppede paa Malmø red for lods, fik jeg med lodsbåden sendt en hemmelig besked i land om, at den svenske vagtbåd skulle komme i Falsterbo-kanalen og tage flygtningene i land. Den kom også langs siden, da vi et par timer derefter var inde i Falsterbo-kanalen. En løjtnant og et par marinesoldater kom om bord, og løjtnanten sagde til mig: Jaså, De har gæster med, kaptajn.

Ja, jeg har 22 dansk-jødiske flygtninge.

Det var jo bra, sagde han, for så er de da undsluppet tyskernes morderklør, men nu får jeg vel hilse på dem.

Vi gik så ind i kahytten. Det gav jo et sæt i flygtningene, da de så en løjtnant stå i døren. Men det lettede jo, da løjtnanten sagde: Välkomna allihop til Sverige!.

Nu blev der travlhed med at komme ned i vagtbåden, efter at der var blevet sagt hjertelig tak. Da de alle var kommet ned på vagtbådens dæk, og den stødte fra skibssiden og gik for fuld fart frem, medens vi med Uffe måtte gå med langsom fart igennem kanalen, da skete det smukke og højtidelige, at alle flygtningene nede på vagtbådens dæk blottede deres hoveder og sang: Der er et yndigt land. Vi på skibet sang med. Da vagtbåden kort efter lagde til ved et slæbested, skyndte de sig alle hen til det smalleste sted af kanalen, anført af løjtnanten, og gav os tre rungende hurraråb, da vi sejlede forbi, medens vi hilste med flaget tre gange på gammel sømandsvis. Og så stod vi til søs ud fra Skånes sydkyst med kurs imod Danzig, hvortil vi kom næste aften.

Ved ankomsten dertil måtte jeg jo besvare en del spørgsmål som for eksempel, om der var blinde passagerer om bord, og om der var sket noget besonderbart på rejsen. Jeg må sige, at jeg løj frækt ved alle svarene, hvad jeg jo også var nødt til. Desværre blev det ikke sidste tur, for tyskernes hårdhed og grusomhed tiltog jo, så vi måtte mange gange tage flygtninge med over til den svenske kyst, men da alle transporterne mere eller mindre lignede hinanden, skal jeg ikke her komme nærmere ind på det.