Katolske kirker kan holde op med at være hellige

Ved ødelæggelse profaneres kirken ifølge kirkeretten og mister sin hellighed. Det betyder også, at en ødelagt kirke skal genindvies ved eventuel genopbygning

Hvor man i lutherdommen ikke betragter kirkebygningen som hellig i sig selv,  er kirkebygningen i katolsk optik ”Guds bolig”.
Hvor man i lutherdommen ikke betragter kirkebygningen som hellig i sig selv, er kirkebygningen i katolsk optik ”Guds bolig”. Foto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix

I Danmark er egentlige kirkeruiner sjældne, for de fleste af de kirker og klostre, der blev ødelagt under Reformationen, blev revet helt ned, og byggematerialerne anvendt andre steder. I dag er alle middelalderkirker desuden for længst fredede. Det sker dog, at nyere kirker rives ned eller overgår til anden brug, men det er sjældent, for folkekirken bruger mange penge på bygninger, og i befolkningen knytter der sig typisk mange minder og følelser til den enkelte kirkebygning. Alligevel betragter man i lutherdommen ikke kirkebygningen som hellig i sig selv.

Det gør man til gengæld i mange andre kirkesamfund, og i den katolske kirke har det sat sig spor i både liturgien og kirkeretten, den kanoniske lov. I katolsk optik er kirkebygningen således ”Guds bolig”, fordi det indviede nadverbrød (hostien) opbevares i tabernaklet, ligesom den også er ”offersted”, fordi det er i kirken, at messeofret fejres, og menigheden modtager Kristi legeme og blod i kommunionen. Derfor indvies en katolsk kirke også med megen højtidelighed af biskoppen, førend den tages i brug.

Ved ødelæggelse profaneres kirken ifølge kirkeretten og mister sin hellighed. Det betyder også, at en ødelagt kirke skal genindvies ved eventuel genopbygning, og det vil også gælde Notre Dame, når den efter planen står færdig i 2024. Omvendt er der ingen formel ceremoni, når en kirkebygning opgives af den ene eller anden grund og ophører med at bruges til gudstjeneste. Tanken er her, at den institutionelle kirke ikke fejrer de beslutninger, som den kun gennemfører uden glæde og tvunget af ydre nødvendighed.