Man kunne umiddelbart godt kigge lidt misundeligt på en mand som den katolske kejser Karl V (1500-1558). Han opnåede alt, hvad et menneske i hans tid kunne opnå. Sammen med paven stod han i en alder af 19 år og tre årtier frem i spidsen for kristenheden og Europa – dengang to sider af samme sag. Han regerede et kolonialistisk verdensimperium, ”hvor solen ikke gik ned”, og var overhoved for de mest magtfulde dynastier i Europa, herunder hertugdømmet i Østrig, som efter ham modtog og bevarede den kejserlige titel, helt frem til Første Verdenskrigs katastrofer satte punktum for fyrstesamfundene i det gamle Europa. Han havde ansvaret for at reformere den katolske kirke og for at sikre det kristne aftenland mod ydre fjender – en opgave, han som troskriger påtog sig med lidenskabelig iver, da han for eksempel trængte de islamiske osmanner tilbage i nordafrikanske Tunis.
”Ingen af Europas kongelige og fyrstelige huse kunne konkurrere med dette ’ædle blod’, Karl var blevet hyldet som ved valget af ham til tysk konge,” skriver den tyske historiker Heinz Schilling i sin nye bog ”Karl V. Der Kaiser, dem die Welt zerbrach” (Karl V. Kejseren, hvis verden blev knust).
Men Karl V fik ingen lykkelig skæbne. Historien om ham er en tragedie. Han mislykkedes på de vigtigste områder i livet, og til forskel fra hans politiske og religiøse hovedfjende, reformatoren Martin Luther, har historiebøgerne især i protestantiske lande ikke været ham nådig.
Bag den heroiske majestæt, som i kejserens samtid blev skildret på lærreder, i marmor og bronze, skjulte der sig en mand, som måtte udholde mere lidelse og elendighed end mange af hans undersåtter. En medfødt misdannelse af hans kæbe gav ham store talevanskeligheder. En alvorlig gigt tvang ham til at bruge en bærestol frem for den statslige hest. Og tidlig tab af sine tænder fik ham til at spise sine måltider alene. Handicap, som med alderen førte til en stadig større ensomhed og afstand til andre mennesker. Men det var ikke det værste af det hele. Den rapkæftede augustinermunk fra Wittenberg, Martin Luther, og hans efterfølgere undergravede det projekt, som Kejser Karl V havde gjort til sin livsmission: Et forenet, katolsk Europa, som skulle garantere indre fred og evnen til at forsvare sig mod ydre farer.
”I sidste ende forfejlede kejseren de mål, han havde forfulgt hele sit liv som en mission modtaget fra Gud,” skriver Heinz Schilling.
I stedet for en ny fredelig orden for Det tysk-romerske rige og Europa, sådan som kejseren som ung havde drømt om, blev Tyskland revet fra hinanden af de stridigheder, som Reformationen medførte, og de europæiske magter stod mere uforsonlige over for hinanden end nogensinde før. Kejser Karl V’s verden blev knust, og han var den eneste i den lange række af romerske kejsere, der opgav sit embede før sin død – en uhørt begivenhed, der ifølge Heinz Schilling kan sammenlignes med pave Benedikt XVI’s ”gådefulde” tilbagetræden i vores tid.
Man gør imidlertid Kejser Karl V uret, hvis man blot afskriver ham som en modstander af Luther, der i sidste ende ikke formåede at samle Europa, mener Heinz Schilling. Den tyske historikers bog er blandt andet et opgør med en lidt for selvtilfreds protestantisme, som har opdelt de historiske skikkelser i vindere og tabere.
Kejser Karl V lod ikke Luther noget tilbage, hvad religiøs hengivenhed angik. Han ønskede selv at reformere kirken. Og hans modstand mod reformatoren bundede i en reel bekymring ikke bare for Europas enhed, men også for menneskers religiøse frelse, påpeger Heinz Schilling. For Kejser Karl V udgjorde Luthers teologi et trefoldigt problem.
”For det første som en eksistentiel udfordring via Luthers trosprincip, der borede sig ind i selve kernen af kejserens personlige tro. Karl betragtede dette som fordærveligt både for kristendommen som helhed og for frelsen af hver enkelt kristen, som han som kejser følte sig ansvarlig for over for Gud,” siger han.
Et nøgledokument i den sammenhæng er den trosbekendelse, som Karl V bekendtgjorde ved rigsdagen i Worms i 1521 som svar på Luthers bekendelse, men som ifølge Heinz Schilling er ”blevet ignoreret eller notorisk devalueret i protestantisk historieskrivning”.
”Jeg har på passende vis hyldet den både i min Luther-biografi og nu i min Karl-biografi. Den kejserlige bekendelse modtog allerede stor tilslutning ved rigsdagen. Men der er ingen tvivl om, at Karl stod i modsætning til de mange mennesker, der følte sig forløst og befriet i Tyskland og Europa netop gennem Luthers lære om frelse ved nåden alene,” siger han.
For det andet rokkede Luther ved kristendommens og Europas enhed. I en skæbnesvanger tid med truslen fra Det Osmanniske Rige adskilte Karl V sig afgørende fra Luther på det punkt, at den åndelige, religiøse og politiske enhed af kristendommen var vigtigere for ham end en omskrivning af de centrale teologiske begreber, betoner Heinz Schilling.
”Dette ramte hjertet af den kejserlige politik, der gjorde alt for at skabe den enhed blandt de kristne herskere og folk, der var så uundværlig for at forhindre de fremstormende muslimske tyrkere i at fortsætte op gennem Balkan og omkring Middelhavet,” siger han.
For det tredje bød Luthers teologi – og ikke mindst hans selvsikre, rebelske optræden – den katolske kejser imod, fordi Luther ville undergrave den institutionelle og åndelige fornyelse af katolsk kirke og kristendom, som kejseren selv stod i spidsen for, men som havde haft en vanskelig begyndelse, betoner Heinz Schilling.
”Kejseren indså allerede i begyndelsen det dybe fjendskab, som i løbet af de kommende generationer ville rive Europa og kristendommen fra hinanden. Jeg har fremhævet og hyldet dette før-lutherske perspektiv på Reformationen, som stadig er stort set ukendt i den protestantiske verden i dag,” siger han.
Modsat Luther havde Kejser Karl V ingen dybere teologisk uddannelse. Han overlod teologiske og kirkeretlige spørgsmål til teologer og kirkejurister.
”Ikke desto mindre besad han en personlig, dybt religiøs tro, der fulgte ham til hans dødsleje – og især også i de afgørende øjeblikke af konfrontationen med den protestantiske reformation,” siger Heinz Schilling.
Dels var kejseren præget af fromheden fra devotio moderna, en katolsk fornyelses-bevægelse, som vandt frem på hans hjemstavn i den sene middelalder, og som bragte en enkel kristendom tættere på lægfolkets hverdagsliv. En bevægelse, som den unge Luther også var påvirket af. Dels var han præget af det offensive forsvar af den inderlige tro blandt de kristne ridderordener, som også blomstrede i slutningen af middelalderen.
Selvom de to var modstandere, mindede Luthers og kejser Karl V’s mål på flere områder om hinanden. Karl V ønskede ligesom Luther en institutionel og åndelig fornyelse af kristendommen og havde ingen illusioner om vanskeligheden ved en universel reform af den latinske kristenhed, påpeger Heinz Schilling. Kejseren var – sagt med den tyske sociolog Max Weber – indstillet på ”langsom boring af hårde planker”. Men det skulle være en fornyelse – eller reformation – som samlede frem for at polarisere.
”Karl så i kirkens enhed en uundværlig forudsætning for, at han kunne udføre sin mest ædle kejserlige pligt ved pavens side – nemlig omsorgen for den evige frelse af menneskeheden, som Gud havde pålagt ham. Et åndeligt-religiøst mål, som helt kan sammenlignes med reformatorens mål,” siger Heinz Schilling.
Den kejserlige idé om enhed kunne dog ikke holde stand imod den følelsesmæssige, ideologiske og i sidste ende militære oprustning på hver side af de kristne lejre. Den første kejser af et verdensimperium måtte give op over for den nye tids centrifugale kræfter og indrømme over for sig selv, at “hans verden var knust,” skriver Schilling. Uanset hvor Karl V forsøgte at skabe harmoni, lov og orden, blev han en part i kampen for at reformere kirken. I stedet for den kristne enheds lovprisning, som han i sin unge år havde håbet på at gøre sig fortjent til, blev han som ældre udsat for had og bagvaskelse af dele af den splittede kristenhed. Nederlagets psykiske byrde var forbundet med angst og syndsbevidsthed over ikke at have konfronteret det onde beslutsomt nok og over ikke at have ydet retfærdighed over for den autoritet, han var blevet tildelt af Gud, fortæller Heinz Schilling.
”I modsætning til magtembederne kunne han ikke lægge denne pine fra sig. Den fulgte ham til hans spanske aldershjem, indtil de sidste dage af hans liv.”
Martin Luther mislykkedes også i sine bestræbelser på en universel fornyelse af kristendommen. Men i modsætning til kejseren efterlod Luther sig en hærskare af hengivne efterfølgere. Denne forskel afgør stadig de to positioner i europæisk og global erindring, mener Heinz Schilling: I 2017 blev munken endnu engang fejret som en moderne helt, der bragte menneskeheden frihed, selvbestemmelse og fremskridt. Kejseren fik derimod i år 2000 i anledning af hans 500-års fødselsdag en afdæmpet fejring.
Men den kejserlige idé om enhed kan i dag virke til inspiration og vejledning, mener den tyske historiker. Politisk i forhold til problemer med sammenholdet i Den Europæiske Union. Og kirkeligt-religiøst i forhold til det stadig uløste forsoningsarbejde.
”Når den katolske kirke næste år tager stilling til den kirkelige udstødelse, som Leo X pålagde Luther for 500 år siden, bør de protestantiske kirker for deres del tage et kig på reformatorens aggressive sprog, der ofte sigter mod at ødelægge modstanderen,” siger Heinz Schilling.
”En ophævelse af bandlysningen af Luther burde suppleres med en protestantisk afstandtagen fra de dengang for manges vedkommende uhyrlige beskyldninger om, at paven er ’Antikrist’,” siger den tyske historiker om Luthers ofte vulgære og polariserende sprogbrug.
Men kan man sige, at kejser Karl V holdt fast ved et religiøst syn, som tiden var løbet fra?
”Det er efter min mening forfejlet at opdele historien i ’overhalet’ og ’progressiv’, sådan som et historiesyn rodfæstet i oplysningstiden og det 19. århundrede – kulminerende med den marxistiske historievidenskab i det 20. århundrede – har gjort det. Det er uretfærdigt og fordrejer historiske processer og personligheder, som enten er blevet fordømt eller heroiseret. Luther og kejser Karl V er de vigtigste eksempler på netop dette,” siger Heinz Schilling.
”Jeg har skrevet imod denne tilgang i tre bøger og dermed imod protestantismens selvstilisering og selvhævdelse, som desværre ikke helt er blevet afvist, selv ikke ved det økumeniske perspektiv i fejringen af Reformationens 500-årsjubilæum. Jeg følte mig netop kaldet til at gøre dette som en luthersk præget historiker. Den positive resonans, som bøgerne har modtaget i protestantiske, katolske og ikke-kirkelige kredse, viser, at denne revision af det forældede konfessionelle historiesyn endelig finder bred accept i dag,” siger han.