Forargelsen kan stadig mærkes i de ord, som historieskriveren Dio Cassius anvendte om romernes situation i England år 60 efter Kristus.
”Al denne ødelæggelse blev bragt over romerne af en kvinde – en kendsgerning, der i sig selv kastede den største skam over dem. Den person, der dirigerede hele krigens gang, var Buduica, en keltisk kvinde af kongelig stand og i besiddelse af en større intelligens, end det ofte er tilfældet hos kvinder,” hedder det i det historiske tilbageblik, som Dio Cassius nedfældede i det 3. århundrede.
Romerne havde flere gange forsøgt at erobre England, men det lykkedes først rigtigt for dem, da kejser Claudius sendte sine tropper i land på den engelske kyst i år 43 efter Kristus.
Britannien var altså en meget ung romersk provins på ikke engang 20 år, da krigen med kelterne fandt sted i år 60 efter Kristus. Konflikten tog sin begyndelse i det nordlige område af England, som i dag er kendt som Norfolk og Suffolk. Dengang levede den keltiske stamme icenerne i området og blev regeret af kongen Prasutagus og hans hustru Buduica – også kaldet Boudicca.
Romerne var kendt for at være storsindede og tolerante over for de folkeslag, der valgte at lade sig indlemme i det romerske imperium, og icenerne betragtede sig selv i den første tid som Roms allierede.
Så meget større var chokket og raseriet over det, der skete, da Prasutagus døde. Boudicca ville føre stammen videre som enehersker, men ifølge den romerske historiker Tacitus fangede romerne hende i stedet, piskede hende og voldtog kongeparrets to døtre offentligt.
Nyheden om de grusomme overgreb spredte sig som en ild blandt de keltiske stammer, og i løbet af kort tid havde Boudicca en stor hær af keltiske krigere under sin kommando. Talmæssigt var kelterne romerne overlegne, men alligevel havde Boudiccas mænd på lang sigt ingen chancer over for den veldisciplinerede romerske hær, der både var udstyret med bedre våben og også besad en langt større krigserfaring.
Alligevel lykkedes det Boudiccas krigere at ødelægge mindst tre større romerske byer, heriblandt Londinium (det senere London), før Boudicca blev fanget.
Det er uvist, hvad der sidenhen skete med Boudicca. Ifølge historiske kilder tog hun enten gift eller døde på grund af sygdom.
Historieskriveren Cassius brød sig ikke om Boudicca, og han beskrev hende mere end 100 år senere på en måde, som skulle chokere og afstøde folk: en kvinde med langt, viltert hår og farvestrålende klæder, der gerne greb et spyd og med høj stemme kommanderede sine mænd til at gå i kamp.
Men som magasinet National Geographic konkluderer i en nylig artikel, har netop dette billede af hende i de seneste årtier inspireret forfattere, kunstnere og poeter og været medvirkende til, at hun er blevet et symbol for frihed, modstandsvilje og styrke i England.