Prøv avisen

Kibbutzernes rejse fra kommunisme til kapitalisme

Udateret billede fra kort efter Anden Verdenskrig, hvor forældeløse børn ankom til en kibbutz. Foto: -

Israels kibbutzer har ændret stil siden grundlæggelsen af den første for 100 år siden. Men de har stadig en særlig status i det israelske samfund

Hvor de første nidkære ideologer for 100 år siden svedte for at realisere livsdrømmen om et kommunistisk samfund, vejrer Israels unge anno 2010 muligheden for en god handel. På 100 år er størstedelen af Israels 262 kibbutzer gået fra at være den kommunistiske drømmemodel – med planøkonomi, fælles spisesal og fingerspids-lighed – til at være små kapitalistiske enheder med den amerikanske drøm som forbillede.

I Israels kibbutzer hersker den økonomiske pionerånd, og de seneste års privatiseringsbølge, der har "omvendt" 75 procent af alle landets kibbutzer til den kapitalistiske model, gør dem attraktive for unge med sans for en god investering. Kun i 65 af de oprindelige kibbutzer eksisterer ideen om, at alle får samme løn og goder, uanset hvilket job de udfører.

Og hvert år slutter nye kibbutzer sig til det privatiserede flertal, fordi fællesøkonomien truer med at sætte hele projektet over styr i endeløs gæld.

Derfor er den historiske periode, hvor kibbutzen symboliserede værdier som flid og styrke, ved at være ovre. Ingen israelske forældre ved deres fulde fem vil i dag gøre, hvad der for en generation siden var bredt acceptabelt, nemlig at lægge sig i selen for at finde et præsentabelt kibbutzmedlem til deres smukke datter.

Indtil for nylig blev dét ellers opfattet som den ultimative kombination af Israels smukkeste og stærkeste. Hvis der stadig er interesse tilbage for kibbutzerne hos landets mange gifteknive, er det ihvertfald hverken kommunistisk ideologi eller den jordbundne, sammenbidte, indvendigt bløde, men udvendigt hårde israeler-arketype, også kendt som "kaktus-typen" og hyppigt optrædende i forfatteren Amos Oz' romaner, der tiltrækker.

En af de mest markante ændringer i kibbutzernes rolle i det israelske samfund afspejles, som så meget andet, i det israelske militær. I løbet af de seneste 20 år er de israelske elitekampenheder i militæret, hvoraf størstedelen af soldaterne før i tiden kom fra kibbutzer og medbragte en usædvanlig høj motivation, blevet skiftet ud med de nationalreligiøse jøder fra bosætterbevægelsen, der i dag omtales som Israels pionerer. Eller, om man vil det, som Israels nye "kibbutznikim".

Derfor anses det i dag for at være et godt parti, hvis datteren kommer anstigende med en kibbutz-søn, for så plejer økonomien at være i orden. Intet mindre.

Sagen er, at de kibbutzer, der har undergået en privatiseringsproces, automatisk har tildelt jordlodder til medlemmerne. I mange tilfælde er her tale om særdeles attraktive jordlodder, fordi mange af Israels kibbutzer blev opført på fine strategiske og geografiske beliggenheder af de første jødiske pionerer inden statens oprettelse i 1948. I andre kibbutzer, hvor fællesrådene for blot 20-30 år siden holdt glødende dundertaler i kommunismens navn, er de fællesejede fabrikker omdannet til spydspidser i den israelske økonomi.

Mange kibbutzmedlemmer har det stadig mærkeligt med den nye situation, hvor der pludselig er fokus på de penge, der aldrig tidligere var en del af den daglige dialog. Derfor var det med en vis flovhed, at medlemmerne fra kibbutz Lohamei Ha' getaot i det nordlige Israel nær kystbyen Akko for nylig stod frem og bekræftede, at kibbutzens fabrik, Tivall, var blevet solgt for små 462 millioner shekel (600 millioner kroner). Til at begynde med gjorde summen medlemmerne så forlegne, at de forsøgte at skjule det for pressen. I dag står de fleste af familierne dog ved, at de hver især har modtaget en check på 2,6 millioner kroner.

Kibbutz Lohamei Ha?getaot blev oprettet i 1949 af de overlevende fra ghetto-oprøret mod nazisterne i Warszawa. Men også Israels ældste kibbutz, Deganya Alef, der ligeledes ligger i det nordlige Israel nær Genesaret Sø, og som i år fejrer 100-års-jubilæum, har ladet sig lokke af kapitalismen. Ofte til stor utilfredshed for den ældre grundlægger-generation, der må bøje sig for de unges realøkonomiske argumenter. Ideologi mod realpolitik.

Yona Shapira, der er født i 1923 og er et af de medlemmer, som var med til at forsvare kibbutz Deganya i krigen i 1948, har tidligere beskrevet længslen efter "de gamle dage" i Kristeligt Dagblad. For hende var "de gamle dage" præget af ligefremhed og en naiv, beundringsværdig idealisme. En kontrast til nutidens magelighed.

Yona Shapira længes efter tiden omkring statens oprettelse. I modsætning til i dag var tiden efter statens oprettelse præget af den ligefremhed og naive idealisme, hun beundrer. Dengang var kibbutzens medlemmer hårdføre, ukorrupte idealister, der kæmpede Israels slag og grundlagde en demokratisk stat baseret på værdier midt i et kaos af arabiske diktaturer. Med andre ord var de "Israels salt".

Men selv Yona Shapira erkender, at sådan er det ikke længere. Kibbutzerne har ændret sig. Israel har ændret sig, og selv virkeligheden har ændret sig, vil nogle mene.

Men ikke alt er rosenrødt i privatiseringsprocessen. Og de kibbutzer, der ligger afsides rent geografisk eller ikke har formået at udvikle særlige lukrative patenter som vandingsanlæg eller smart solenergi, må indse, at den privatiserede kibbutz er endnu værre end det gamle planøkonomiske fællesskab.

– Det virkelig interessante er, at en række kibbutzer har besluttet sig for, trods alt, ikke at lade sig privatisere, siger Elisha Shapira, der arbejder som koordinator i den israelske kibbutzbevægelse.

Hun mener endda, at nogle kibbutzers holdning om at trodse privatiseringsræset kan være begyndelsen på en ny udvikling, der langsomt, men sikkert vil få kibbutzerne til at søge tilbage til deres socialistiske og kommunistiske rødder.

– Jeg ønsker ikke at fremstå med profetier, men her kan være tale om en begyndende positiv udvikling, siger hun.

– Stadig flere kibbutzmedlemmer forstår, at overgangen fra fælleseje til privatisering har en dårlig indflydelse på de fleste og derfor kun er positiv for en lille elite. Når du tager et samfund, der har været vant til at være lige og fælles og lader det styre i henhold til markedsøkonomi, er det indlysende, at flertallet vil bevæge sig nedad, mens mindretallet hæver sig opad. Når privatiseringen starter, får de enkelte medlemmer pludselig store mængder kontanter at gøre med. Men så begynder regningerne for sygesikring, transport, uddannelse og andre basale ydelser at strømme ind. Her indser de fleste kibbutzmedlemmer så, at de rent faktisk står dårligere stillet end tidligere, siger Elisha Shapira.

Mens det står klart, at kibbutzerne grundlæggende har ændret form fra de første samfunds grundlæggelse, er der ivrig debat i Israel om, hvordan fremtidens kibbutzer vil se ud. Om de fuldstændig vil miste forbindelsen til den oprindelige socialistiske tankegang, eller om der stadig vil være mere fællesskab i kibbutzerne end i resten af det israelske samfund.

De store bølger af vestlige volontører, der nærmest skyllede gennem kibbutzerne fra 1960'erne til 1990'erne, vil ikke komme tilbage. Unge vesterlændinge har flere rejseudfordringer og -forventninger, og mens tre eller seks måneders arbejde i Israel til gengæld for mad og logi i en kibbutz var en attraktiv idé dengang, kan unge i dag meget lettere arbejde sig gennem en jordomrejse og derved opleve mange gange mere, end et kibbutzophold kan tilbyde. Israels kontroversielle politiske situation er også med til at skræmme volontører væk fra kibbutzophold af længere varighed, viser israelske undersøgelser.

Men håbet om at bevare kibbutzernes charme, ud over de grønne områder, høje palmer, frugtplantager og hyggelige og afslappende omgivelser, eksisterer stadig.

Ze'ev Shor, der er højtstående i kibbutzbevægelsen, bider mærke i en tendens, der får ham til at bevare troen på kibbutzerne i fremtidens Israel. I løbet af de seneste år er 2500 tidligere kibbutzmedlemmer vendt tilbage til deres oprindelige kibbutz. Her er typisk tale om unge, der forlod kibbutzen for at skabe en tilværelse i de større israelske byer, men som alligevel senere træffer det valg, at de bedste rammer findes i deres egen kibbutz. Den slags finder sted overalt i verden. Unge forlader fødebyen i provinsen for at søge lykken eller prøve kræfter med junglen i storbyen. Men efter en udmattende kamp vender de tilbage til de vante omgivelser, køber et fornuftigt hus og lader børnene vokse op i de kendte rammer.

Men for Ze'ev Shor er det alligevel en anelse anderledes at vende tilbage til en kibbutz. Også selvom den enkelte gør det for at få del i nye jordlodder eller andre egoistiske hensyn.

– Selv i de kibbutzer, der har private lønninger, og som udadtil har afskaffet den socialistiske model, er der en særlig solidaritet og gensidig hjælp, som simpelthen er en del af kibbutzernes dna, siger han.