Nordjylland er i disse dage hårdt ramt af coronakrisen. Og opfattelsen af nordjyderne som et særligt – og et særligt sejt – folkefærd bliver i den grad sat på prøve. Forestillingen om, at nordjyderne er noget særligt, stammer blandt andet fra fortællingerne om, at kimbrerne og teutonerne, som i perioden cirka 120-101 f.Kr. hærgede i store dele af Centraleuropa og Romerriget, kom fra henholdsvis Himmerland og Thy.
Omkring 120 f.Kr. brød kimbrerne, teutonerne og forskellige andre germanske folkeslag op fra deres hjemegn i Nordeuropa og begyndte en folkevandring mod syd. I de efterfølgende to årtier hærgede og plyndrede de i blandt andet det nuværende Frankrig, Tyskland og Norditalien. Fra cirka 113 f.Kr. begyndte germanerne at blive et stort problem for romerne, som nu måtte forsøge at forsvare deres riges nordgrænse i Norditalien mod de vilde horder.
Det tog de ellers så sejrrige romere adskillige år at få stoppet germanernes angreb. Først da den ene af to romerske konsuler (statsoverhoveder) Gajus Marius i 102 f.Kr. overvandt teutonerne i slaget ved Aquae Sixtiae i Sydfrankrig og dernæst i 101 f.Kr. udraderede kimbrerne i slaget ved Vercellae i Norditalien, blev der sat en endegyldig stopper for angrebene.
To spørgsmål trænger sig imidlertid på i forbindelse med kimbrerne og teutonernes hærgen. For det første: Kom de virkelig fra Nordjylland? Og for det andet: Hvorfor begyndte de at vandre hærgende rundt i Centraleuropa og Norditalien på netop dette tidspunkt?
Det første spørgsmål lader sig relativt let besvare: Det kan nemlig hverken be- eller afkræftes, at kimbrerne og teutonerne skulle komme fra henholdsvis Himmerland og Thy. Traditionen for at forbinde de to folkeslag med disse to danske landskaber opstod i 1600-tallet. Og den blev i de efterfølgende århundreder blandt andet holdt i live af påstanden om et lydsammenfald mellem ordet ”Himmerland” og ordet ”kimbrer”. Men hverken arkæologiske fund, moderne dna-analyser eller skriftlige dokumenter fra den tid, hvor plyndringerne i Centraleuropa og Norditalien fandt sted, har kunnet levere noget, som kommer blot i nærheden af beviser for en særlig forbindelse til Himmerland og Thy.
Til gengæld er det uomtvisteligt, at plyndringerne i Centraleuropa og Norditalien har fundet sted, og at de har fundet sted på det tidspunkt, som det er beskrevet ovenfor. Der kan ligeledes næppe sættes spørgsmålstegn ved, at de indtrængende folk rent faktisk var germanske stammer fra den nordlige del af Europa. Og det er da ikke heller usandsynligt, at nogen af dem kom fra det nuværende Danmark. Men vi ved det ikke med sikkerhed.
Besvarelsen af det andet spørgsmål (om årsagerne til folkevandringerne og plyndringerne) er imidlertid interessant i den forbindelse. Folk begynder jo ikke uden videre at bryde op fra den egn, de har tilknytning til, og hvor de føler sig hjemme, og begive sig ud på en strabadserende rejse for at slå sig ned i fjerne egne uden, at der er vægtige grunde til det.
Og her kommer arkæologien os til hjælp. Der er nemlig meget i de arkæologiske fund, som tyder på, at mange egne i Nordeuropa, herunder Danmark, hen imod slutningen af det 2. århundrede f.Kr., hvor folkevandringerne mod syd begyndte, var præget af overbefolkning.
I Danmark var befolkningstallet i løbet af de foregående århundreder vokset til en størrelse, som var ved at sprænge rammerne for, hvor mange mennesker der kunne brødfødes med den daværende landbrugsteknologi. Noget tilsvarende gælder i de områder, der grænsede op til det nuværende Danmark, herunder den nordlige del af nutidens Tyskland.
Samtidig har vi klare arkæologiske vidensbyrd om, at de mennesker, der boede i Danmark (og det nuværende Nordtyskland), gennem mange århundreder løbende havde haft kontakt (direkte eller indirekte) med folk længere mod syd i Europa. Fund af talrige pragtgenstande med oprindelse i Central- og Sydeuropa vidner herom. Det vil sige, at de mennesker, som boede i Nordeuropa, må have vidst, at det fandtes langt mere velstående og mere ”avancerede” samfund længere mod syd i Europa end de primitive landbrugssamfund, som de selv var en del af.
Ved at kombinere de arkæologiske fund fra Nordeuropa fra perioden cirka 120-100 f.Kr. med de samtidige skriftlige kilder fra Sydeuropa, som beretter om kimbrernes og teutonernes hærgen, kan man altså nå frem til en rigtig god forklaring på, at germanerne pludselig på dette tidspunkt trak sydpå for at berige sig. Der var overbefolkning derhjemme, og de havde fået nys om, at man kunne blive rig og komme til at leve et liv ”i sus og dus”, hvis man blot man var villig til at drage mod syd.
Men man kan altså desværre ikke hverken bevise eller afkræfte, at kimbrerne og teutonerne skulle komme fra Nordjylland.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at forestillingen om kimbrerne og teutonerne har spillet en stor rolle for den regionale identitet i Himmerland og Thy gennem de seneste mange århundrer. I 1922 gjorde Johannes V. Jensen med romanen ”Cimbrernes Tog” om kimbrernes udvandring fra Himmerland sit til at fastholde opfattelsen af, at kimbrerne kom fra hans egen hjemegn. Og mange andre ting har løbende bidraget til at holde liv i denne opfattelse. I vore dage kan man stadig få mad fra Kimbrerkroen i Aars. På Vesterbro i Aalborg kan man stadig midt i den travle trafik se Anders Bundgaards statue af Cimbrertyren (fra 1937), og på dens sokkel kan man stadig læse Johannes V. Jensens hyldestdigt til kimbrerne, som han personligt læste op ved afsløringen af statuen.
Og ved Rebild Bakker kan man endnu se Cimbrerstenen fra 1933 (ligeledes udført af Anders Bundgaard) med billedet af Cimbrertyren og påskriften: KIMBRERNE DROG UD FRA DISSE EGNE I AAR 120 FØR KRISTUS.
Ligeledes står i den sydlige udkant af Hurup i Thy Erik Nyholms keramikskulptur Teutonerstøtten fra 1984. Idéen med placeringen er at markere, at her gik teutonernes centrale handelsvej mod syd ned mod det øvrige Europa. Hvis altså man tror på, at teutonerne boede i Thy.
Det interessante er, at kimbrernes og teutonernes angreb i Central- og Sydeuropa fik stor betydning for Romerrigets og dermed for hele Europas historie på langt sigt. De var nemlig formentlig medvirkende til, at Gajus Marius blev valgt til konsul hele 7 gange, hvilket var ganske usædvanligt i den romerske republiks historie. Og han kom med sine sejre over kimbrerne og teutonerne da heller ikke til at skuffe sine mange tilhængere. Under Marius blev fronterne trukket meget skarpere op end tidligere, og til sidst blev modsætningerne så store, at der udbrød borgerkrig: den såkaldte 1. Romerske Borgerkrig (88-82 f.Kr.). Dette blev begyndelsen på den romerske republiks krise (med flere borgerkrige), som nogle årtier senere, i 27 f.Kr., resulterede i, at republiken blev afløst af det romerske kejserdømme, som kom til at dominere Europa i de næste mange århundreder. Angrebene fra kimbrerne og teutonerne fik således stor betydning for Europas historie.
Lars Hovbakke Sørensen er lektor, ph.d. i historie og forfatter til flere bøger.