Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kinas blodige befrielse

Hungersnød og uddeling af ris i Kina i 1946. – Foto: .

Det første årti under Mao Zedong var et af de værste tyrannier i det 20. århundredes historie. Det mener hollandsk historiker, der er aktuel med ny bog om tiden mellem 1945 og 1957, hvor mindst fem millioner civile kinesere blev dræbt

I 1949 blev en lokal leder ved navn Mu henrettet i sin hjemby i Xushiu-provinsen et par hundrede kilometer syd for Beijing. Mu, der var blevet kendt som Japan-sympatisør, havde hjulpet med at likvidere kommunistiske guerilla-soldater under Anden Verdenskrig. Nu skulle han dømmes for sit forræderi.

Mu blev trukket gennem provinsens landsbyer, hvor folk stod med køkkenknive, klar til at skære i hans kød. Han blev stillet på en scene til skue for den rasende masse, men da de tilhørende begyndte at nærme sig scenen, vurderede de tilstedeværende officerer, at det var bedst at henrette Mu hurtigt. De trak ham ud på en mark, skød ham og gav hans døde krop tilbage til de pårørende, som gemte liget væk under stråmåtter.

LÆS OGSÅ: Forfatter sidestiller Mao med Stalin og Hitler

Men landsbyboerne fandt Mus krop. De stjal den fra familien og begyndte at slå løs på den døde mand med køller. En amerikansk journalist ved navn John Bledel fortæller om en dreng, der stak den døde Mu 18 gange i træk med et spyd.

Du stak min far 18 gange, råbte drengen.

Nu vil jeg gøre det samme.

Til sidst rev masserne hovedet af Mus døde krop.

Befrielsesårene er et voldeligt kapitel i Kinas historie. Skal man tro tallene fra den hollandske historiker Frank Dikötter, er de endda betydeligt blodigere end hidtil antaget. Ifølge ham måtte fire-fem millioner civile lade livet i etableringen af et kommunistisk Kina i perioden 1945-1957.

I en ny bog kaster den hollandske forfatter og historiker sig kritisk over Mao Zedongs vej til magten. En vej, der ifølge Dikötter var belagt med systematisk vold og terror med det mål, at Kina blev befriet fra dets tidligere undertrykkere.

Bogen The Tragedy of Liberation (Befrielsens tragedie) er en opfølgning på Maos store hungersnød fra 2010 om Det store spring fremad, som fik katastrofale omkostninger for den kinesiske befolkning mellem 1958 og 1962. I den nye bog er det årene 1945-1957, der bliver kigget på.

Det er en tid, som af mange historikere og det nuværende kommunistiske parti er blevet betragtet som en gylden alder for Kina, fordi der efter mere end 100 års krig i Kina var udsigt til stabilitet. Stabilitet, der skulle etableres gennem reformer af landbruget, og som nødvendigvis krævede ofre, for at landets gamle struktur kunne erstattes af marxismen.

Jørgen Delman er professor med speciale i Kina. Han pointerer, at kommunistpartiet i Kina ikke kan se grunde til at se kritisk på Maos omlægning af Kina efter Anden Verdenskrig.

Kinas kommunistparti ser på perioden frem til Det store spring fremad som en gylden periode. Det har ikke være været nødvendigt for dem at afskrive hele Mao-perioden som en spildt periode med store menneskelige og økonomiske omkostninger. For partiet er tiden efter 1949 én lang fremgangshistorie med nogle problemer undervejs, eksempelvis kulturrevolutionen, som der dog blev rettet op på.

Den forestilling, som kommunistpartiet har, angriber Dikötter i sin bog:

Det første årti under Mao var et af de største tyrannier i det 20. århundredes historie. Der blev dræbt mindst fem millioner civile og skabt elendighed for mange flere.

Den kommunistiske revolu-tion og befrielse af Kina foldede sig ud i kølvandet på mange års uroligheder. Efter Quing-dynastiets fald i 1911 blev Kina kortvarigt regeret af præsident Yuan Shi-Kai. Det varede dog kun indtil 1916. Herfra blev Kina styret af en vifte af krigsherrer, der var alt andet end enige om, hvem der skulle sidde på magten.

I 1931 invaderede japanerne så Manchuriet i Nordkina. Her blev de indtil slutningen af Anden Verdenskrig, hvor Sovjetunionen marcherede ind og sendte japanerne tilbage til Japan.

I midten af 1940erne var der to store aktører tilbage i Kina: nationalistpartiet, der var ledet af general Chiang Kai-shek og støttet af amerikanerne, og kommunisterne, der fra 1936 stod under ledelse af Mao Zedong.

Hjulpet godt på vej af Sovjetunionen, der havde en aktie i Mao Zedongs kamp, spredte kommunistpartiet marxismen, der skulle samle et fragmenteret Kina efter et århundrede med krig.

I april 1948 bevægede kommunsitiske soldater sig mod storbyen Changchun. I byen var der cirka 500.000 civile, mange af dem på flugt fra den kommunistiske fremmarch. I byen var også 100.000 af nationalistpartiets soldater. Da kommunistpartiets hærfører, Lin Biao, indså, at byen ikke ville overgive sig til kommunistpartiets tropper, udsendte han den 30. maj 1948 en ordre om, at byen skulle sultes i knæ:

Gør Changchun til en dødens by, lød det.

De civile, der prøvede at flygte fra Changchun, blev stoppet af den kommunistiske blokade, der havde stillet vagter ved pigtrådshegn for hver 50 meter rundt om byen. De, der prøvede at vende tilbage til Changchun, blev forment adgang af nationalistpartiet. Al nødhjælp blev forhindret, vandforsyninger blev afbrudt, og i slutningen af juni befandt der sig flere end 30.000 flygtninge i ingenmandsland mellem Chang-chun og kommunisterne.

Lin Biao beskrev senere over for Mao, hvordan flygtningene knælede foran vores tropper i store grupper og bønfaldt os om at lukke dem igennem. Nogle efterlod spædbørn og børn hos os og forsvandt derefter. Andre hængte sig selv foran vagt-posterne. Soldaterne, der så dette, mistede fatningen. Nogle faldt på knæ med de sultende mennesker og sagde: Vi følger kun ordrer. Andre lod i hemmelighed nogle slippe igennem. Efter vi indberettede denne hemmelighed, så vi en ny tendens: at flygtninge blev tævet, bundet og skudt af vores soldater. Vi kender endnu ikke antallet af personer, der blev pryglet ihjel.

Dikötter beskriver i sin bog i grufulde detaljer, hvordan desperationen for den sultende befolkning i Changchun voksede under besættelsen:

Nationalisterne berøvede de civile deres madrester. Hærens heste blev slagtet, derefter hunde, katte og fugle. Civile måtte nøjes med rådne majskolber, før de begyndte at spise barken fra træerne. Menneskekød blev solgt for 1,20 dollars på det sorte marked.

Den 16. oktober 1948, efter 150 dages belejring, beordrede Chiang Kai-shek, nationalisternes overhoved, at Zheng Dongguo, som ledede nationalistpartiets tropper i Changchun, skulle evakueres fra byen og flygte til Beijing. Ifølge en artikel i Time Magazine fra november 1948 blev Zheng Dongguo spurgt, om en flugt til Beijing overhovedet ville medføre sikkerhed fra kommunisternes hærgen.

Intet sted i Kina vil være sikkert, lød svaret.

Da byen Changchun faldt, var 160.000 civile sultet ihjel. I frygt for lignende scenarier overgav nationalistpartiets byer sig én for én til kommunistpartiet.

I 1949 blev Folkerepublik-ken udråbt i Beijing, og Mao Zedong blev valgt til præsident. Kina var nu frit, og Mao kunne begynde at reformere Kinas landbrug og vende op og ned på landets klassestrukturer.

De efterfølgende år blev der udstedt ordrer om, at jordejere skulle straffes for deres undertrykkelse af bønderne. Ifølge Dikötter blev flere end to millioner jordejere slået ihjel af vrede masser ved offentlige seancer.

Men man kan ikke give Mao hele skylden for alle Kinas problemer i denne periode, mener Bent Nielsen, der er sinolog og lektor på Københavns Universitet.

Befrielsen er for det første, at man vinder over japanerne og nationalisterne. Derefter vender man sig mod de vestlige lande, som stadig havde økonomiske interesser i Kina. Og til sidst løfter man det åg, som klassesamfundet havde været. Kina var et hierarkisk samfund med en kæmpe bund, og det begyndte Mao at vende op og ned på. Nogle steder foregår befrielsen fredeligt, andre steder er der ingen tvivl om, at det var helt forfærdeligt. Men man skal passe på med at give Mao hele skylden, siger Bent Nielsen.

Vi er tilbage ved Christian IV, som fik æren for at bygge hele København, og det er så nemt at hægte Mao på alt det her. Nok var han en væsentlig aktør, men hvis der ikke havde været andre, der var enige med ham, så ville der ikke være så meget bevægelse i Kina. Man skal også huske, at Mao går i gang med at genoprette et sønderbombet samfund, hvor det eneste, der fungerer, er de her to krigsmaskiner, kommunistpartiet og nationalistpartiet. Selv efter at nationalistpartiets overhoved, general Chiang Kai-shek, flygter til Taiwan, bliver han ved med at sende tropper til Manchuriet for at forpurre Maos planer.

Frank Dikötter går hårdt til værks i sin fremlægning af beviser for grusomhederne bedrevet i kommunismens og befrielsens navn. I det engelske The Sunday Times kalder anmelder Michael Sheridan ham for ubarmhjertig i sin research og nådesløs i sin dom.

Dommen fælder bogen over et kinesisk kommunistparti, der kom til magten gennem systematisk terror og frygt. Dem, der ellers argumenterer for, at volden var et nødvendigt onde for et samlet Kina og for, at en revolu-tion kunne finde sted, trumfer Dikötter ved at citere den britiske historiker Simon Schama, der engang nåede følgende konklusion om Den Franske Revolution i 1789:Realiteten er, at volden ikke var et biprodukt af revolutionen. Den var revolutionen.