Kirkelig modstandsgruppe beskyttede danske museer under Besættelsen

Under Anden Verdenskrig blev den kirkelige modstandsbevægelse Kirkens Front sat til at bevogte syv af Københavns store museer. Nu løftes sløret for en del af gruppens arbejde i en podcast-serie fra Statens Museum for Kunst

Kirkelig Hjælpetjeneste, som skiftede navn til Kirkens Front, hjalp blandt andet med at oprette fødevaredepoter og nødlazaretter i menighedshuse og kirker, som ikke måtte ransages af tyskerne. – Fotos: Statens Museum for Kunst
Kirkelig Hjælpetjeneste, som skiftede navn til Kirkens Front, hjalp blandt andet med at oprette fødevaredepoter og nødlazaretter i menighedshuse og kirker, som ikke måtte ransages af tyskerne. – Fotos: Statens Museum for Kunst.

For omkring fem år siden dukkede en ældre herre med en ganske særlig historie op på Statens Museum for Kunst. Mens hans kone udfyldte en kommentar-blanket i forhallen, henvendte han sig til Bent Ring Madsen, der sad vagt ved indgangen den dag.

”Jeg har sovet herinde under krigen,” sagde han.

Bent Ring Madsen forstod først ikke, hvad manden talte om. Men snart viste det sig, at museumsvagten havde fundet en helt afgørende brik i det puslespil, som han i snart 15 år havde forsøgt at samle. Et puslespil om, hvad der var sket i kælderen under kunstmuseet i besættelsestiden.

”Det var noget af et chok. For pludselig var der en, der kunne give mig svar på mine spørgsmål, bekræfte historierne, jeg havde hørt om skydeøvelserne i kælderen, og give mig et navn på den modstandsgruppe, der havde været tilknyttet museet,” siger Bent Ring Madsen.

Den gruppe under modstandsbevægelsen, som den ældre mand havde været tilknyttet, hed Kirkens Front. I dag udkommer et afsnit af Statens Museum for Kunsts podcastserie ”Mysterier fra Museet”, hvor man kan høre mere om den og dens tilstedeværelse på flere museer under krigen. Den kirkelige gruppe, som tidligere bar navnet Kirkelig Hjælpetjeneste, fik nemlig overdraget et særligt ansvar for mange københavnske kunstskatte i slutningen af Anden Verdenskrig.

Det vides ikke med sikkerhed, hvilke museer Kirkens Front bevogtede under krigen. Men denne kopi af et hjemsendelseskort viser, at Glyptoteket var et af dem.
Det vides ikke med sikkerhed, hvilke museer Kirkens Front bevogtede under krigen. Men denne kopi af et hjemsendelseskort viser, at Glyptoteket var et af dem.

En stor del af historien er gravet frem af Bent Ring Madsen. Året efter sin ansættelse på Statens Museum for Kunst i 1999 blev han valgt som tillidsmand for vagtgruppen, hvilket indebar, at han to timer om ugen skulle sidde på et lille kontor og være til rådighed for kolleger, som havde problemer med deres lønsedler.

”Der kom aldrig nogen, og af kedsomhed begyndte jeg at gå på opdagelse i de mange kasser på kontoret. Jeg troede, jeg ville finde gamle overenskomster og røde faner, men i stedet lå der to gamle hjelme fra Anden Verdenskrig. Og det undrede mig,” siger Bent Ring Madsen, som efterfølgende fandt tre armbind med hvide ugler og en lille brun kuvert med billeder af en modstandsgruppe foran museet.

Efter at have spurgt rundt på arbejdspladsen, stod det klart, at museets vagtgruppe havde samarbejdet med modstandsbevægelsen under Besættelsen. Han prøvede uden held at finde flere detaljer via offentlige arkiver og Frihedsmuseet, og det var først, da den tidligere modstandsmand fra Kirkens Front dukkede op på museet, at han fik et navn på gruppen.

”Jeg føler lidt, det er som at finde et guldhorn. Der tegner sig et billede af, at det har været et rimelig organiseret samarbejde, som samtidig er virkelig underbelyst. Både vagter og modstandsfolk har formået at holde arbejdet så hemmeligt, at vi først er blevet klogere på det her 75 år efter,” siger Bent Ring Madsen.

Der er generelt ikke skrevet meget om Kirkens Front, som i øvrigt ikke må forveksles med et illegalt blad af samme navn fra besættelsestiden. Men for nogle år tilbage satte religionshistoriker Lasse Mortensen, som i dag er fuldmægtig i rektorsekretariatet på Syddansk Universitet, sig for at blive klogere på gruppen og dens arbejde under krigen.

Selvom både Kirkeministeriet og landets biskopper officielt støttede samarbejdspolitikken med Tyskland, holdt det ikke alle præster fra at ytre deres modstand mod besættelsesmagten fra prædikestolen. Dette gjaldt blandt andet den kendte digterpræst Kaj Munk. Da han i januar 1944 blev likvideret, skabte det stor bekymring hos mange præster, og kort efter blev Kirkelig Hjælpeforening oprettet i København. Foreningen var et bevæbnet vagtværn bestående af mange små grupper, som skulle beskytte hovedstadens præster og universitetsansatte, fortæller Lasse Mortensen.

”Præster var særligt udsatte under Besættelsen, da de for det første havde ytringsfrihed fra prædikestolen, og for det andet var oplagte ofre, hvis tysksindede skulle ønske at skabe frygt ved at dræbe fremtrædende danske borgere. Følte en præst sig truet, kunne vedkommende ringe til modstandsgruppen, som efterforskede sagen og tilbød bevogtning døgnet rundt,” siger han og tilføjer, at der på kort tid blev opbygget et netværk med 1450 mennesker, hvoraf hovedparten var fra KFUM, KFUK og Indre Mission.

Et andet billede, Bent Ring Madsen fandt, var dette, der viser medlemmer af modstandsgruppen Kirkens Front foran den gamle indgang til Statens Museum for Kunst.
Et andet billede, Bent Ring Madsen fandt, var dette, der viser medlemmer af modstandsgruppen Kirkens Front foran den gamle indgang til Statens Museum for Kunst.

At modstandsgruppen blev et vagtværn, skyldtes blandt andet, at medlemmer anså det for at være i strid med kristne principper at gå i offensiv kamp, siger Lasse Mortensen. De skulle dog kunne angribe, hvis det blev nødvendigt, og fik derfor både kamp- og skydetræning. Det første skete via foreninger, som påstod at arrangere terrænsport og orienteringsløb, og det andet ved hjælp af indkøb af skrivemaskiner til gruppens medlemmer. På den måde kunne de undskylde sig med, at de sad og skrev, hvis nogen hørte klikkene fra deres skydeøvelser uden ammunition.

Modstandsgruppens opgaver blev flere, da paraplyorganisationen for de danske modstandsbevægelser, Danmarks Frihedsråd, i sommeren 1944, begyndte at frygte, at tyskerne ikke ville opgive Besættelsen uden kamp. Kirkelig Hjælpetjeneste, som nu skiftede navn til Kirkens Front, hjalp blandt andet med at oprette fødevaredepoter og nødlazaretter i menighedshuse og kirker, som ikke måtte ransages af tyskerne.

Derudover blev 300 medlemmer af gruppen sat til at beskytte kulturelle institutioner i byen. Af den nye podcast fremgår det, at nogle af disse modstandsfolk havde et tæt samarbejde med vagterne på Statens Museum for Kunst og overnattede og havde skydeøvelser i museets kælder. Derudover er gruppens museumsarbejde meget sparsomt beskrevet, fortæller Lasse Mortensen.

”Det eneste, jeg kunne finde, var en sætning fra den senere biskop i København Willy Westergaard Madsen, der i en beretning skriver, at gruppen også fik til opgave at vogte syv af Københavns vigtigste og mest værdifulde museer. Ud over Statens Museum for Kunst findes der billeder af en bevogtningsgruppe uden for Thorvaldens Musem, men de andre fem har vi ikke navn på,” siger han og tilføjer, at nogle oplagte bud kan være Nationalmuseet, Glyptoteket, Charlottenborg Kunsthal, Rosenborg og Den Hirschsprungske Samling.

At museerne pludselig oplevede et behov for et ekstravagtværn, skyldtes flere begivenheder i den sidste del af 1944. Det siger Therkel Stræde, der er historielektor på Syddansk Universitet og har forsket i Besættelsen. I løbet af krigens sidste år blev konfrontationerne mellem den tyske besættelsesmagt og modstandsbevægelsen i Danmark skærpet, hvilket betød, at antallet af sabotager og arrestationer steg markant.

”Da tyskerne besatte Danmark i 1940, gik de med til at respektere Danmarks suverænitet og lovlige myndigheder. Det udelukkede, at Danmark blev udsat for plyndring af de danske museer, men fra efteråret 1944 følte man sig ikke længere sikker på, at den aftale ville holde. Og man så terrorgrupper i tysk tjeneste slå til imod folkekære mål som eksempelvis Tivoli. Derfor forberedte man sig på det værste. Man havde blandt andet set, hvordan nazistiske organisationer systematisk havde stjålet kunst fra Holland, og hvordan de stjålne værker efterfølgende blev betragtet som tyske,” siger Therkel Stræde.

For nogle år tilbage fandt Bent Ring Madsen, der er vagt på SMK, nogle gamle billeder fra besættelsestiden på sit kontor. Blandt dem denne udklædte statue.
For nogle år tilbage fandt Bent Ring Madsen, der er vagt på SMK, nogle gamle billeder fra besættelsestiden på sit kontor. Blandt dem denne udklædte statue.

Der var ifølge historikeren også en bekymring for, at tyskerne ville ødelægge museerne og deres genstande i vrede over at tabe krigen, eller at de kunne finde på at bruge museerne som fæstninger i kampe i forbindelse med krigens afslutning. Og så frygtede man, at kunsttyve ville have lettere ved at bryde ind, efter at 1960 danske politibetjente i september 1944 blev arresteret og sendt til Tyskland.

”Museerne havde ikke høj prioritet i samfundet dengang heller, hvilket betød at kommunernes nyoprettede vagtværn i 1944 kun kunne tage sig af dem sporadisk. De havde travlt med bare at holde almindelig orden i gaderne. Derfor har museumslederne nok tænkt over, hvad de ellers kunne gøre for at sikre samlingerne. Og resultatet blev altså, at Kirkens Front fik til opgave at være med til at beskytte uerstattelige kulturværdier,” siger Therkel Stræde og tilføjer, at modstandsgruppens arbejde dog aldrig blev aktuelt, da Befrielsen forløb mere fredeligt end ventet.

På trods af den nye indsigt, som ”Mysterier fra Museet” giver, har Bent Ring Madsen stadig mange ubesvarede spørgsmål.

For eksempel vil han gerne kende identiteten på den modstandsmand, der blev skudt på trappen ved Statens Museum for Kunst i det sidste halve år af Besættelsen. Og så vil han meget gerne have fat i den mand, som dukkede op på museet for fem år siden. Bent Ring Madsen nåede nemlig aldrig at få mandens navn.

”For kort tid siden fortalte en af mine kolleger, at hun havde talt med en mand på 94 år, som var tidligere modstandsmand og besøgte museet med sin søn og svigerdatter den 12. oktober. Ham vil jeg også meget gerne have fat i, da jeg tror, han ligger inde med en tredjedel af de svar, jeg søger,” siger Bent Ring Madsen, som håber, at folk, der skulle vide mere om den ældre modstandsmand, der var kørestolsbruger, vil tage kontakt.