Prøv avisen
Interview

Forfatter: Kirken bekæmpede hedenskab i århundreder

Backa i Bohuslän ved Bradstad i Sverige er et af de områder i verden med flest helleristninger. Her er tegn med solhjul, skibe, dyr, mennesker, vogne og fodaftryk og fodsåler. Den mest berømte helleristning er nok ”Skomakaren” (skomageren). Helleristningen blev opdaget i 1627 og er fortolket som en afbildning af den nordiske gud Thor med sin hammer Mjølner. Helleristningerne er fra bronzealderen, men lavet over en periode på flere hundrede år. – Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix

Journalist Flemming Christian Nielsen har samlet fortællinger om danskernes historiske forhold til kirken på godt og ondt, men mest på ondt

Kirken måtte ty til hårde midler for at få kristendommen indført i Danmark, og ukristeligt hedenskab i mange afarter blev længe ved med at spille en rolle. Det er den kritiske indfaldsvinkel til den nationale kirkehistorie i en ny bog af forfatteren Flemming Christian Nielsen. ”Sort hedder en sten” lyder titlen, der er hentet fra en trylleformel på en runepind fra Ribe omkring år 1300, hvor en ”kristen troldmand” påtager sig at uddrive en hedensk dæmon.

Forfatterens tese er, at kristendommen kun langsomt krøb ind under huden på danskerne – hvis man ser bort fra den lærde elite.

Til gengæld slap hedenskabet ikke lige med det samme sit tag i alle.

Flemming Chr. Nielsen nævner som eksempelen retssag fra Sverige i 1400-tallet, hvor en mand af Stockholms politimester anklages for at have tjent Odin i syv år.

”Og det er ikke en myte. Ragvalds dyrkelse af Odin er detaljeret nedskrevet i de gamle retsprotokoller. Og der er mere, hvor det kommer fra.”

”Der var bønder i Norge, som havde hedenske altertavler hængende i stuen. Deres guder havde messingkugler til øjne og blyknapper i jakken, fortæller biskoppen Erik Pontoppidan i 1700-tallet. Og han suppleres af en lang række norske og kirkelige kilder. Pontoppidan fortæller også om en gammel kone på Als, der hver morgen og aften bad en bøn til guden Thor. Det og meget andet ryster i den grad Pontoppidan, så han skriver en hel bog om, hvordan kirken skal få udfejet den hedenske surdej.”

En del danskere gik mere i kirke af tvang end af overbevisning i perioder, fortæller Flemming Christian Nielsen:

”Her i landet havde vi tvungen kirkegang indtil 1845. Hver eneste søndag skulle folk efter loven møde i kirken, og i århundredet før risikerede de at blive sat i gabestok på kirkegården, hvis de forsømte deres kirkegang – gabestokken blev dog kun taget i brug, hvis de ikke betalte den bøde, de i første omgang blev pålagt.”

Desuden fandtes der indtil 1857 en lov om, at udøbte børn ikke var arveberettigede:

”Ikke engang deres fars gamle grødfad måtte de overtage, og ganske vist havde almuen ikke ret meget indbo, men vi kan se af gamle bo-opgørelser, at selv de rene pjalter blev noteret op, så det har virkelig været grimt, hvis ens børn ikke måtte arve det.”

Kirkegang og dåb var altså krav, kirken stillede. Men hvordan praktiserede almindelige mennesker kristendom uden for kirkens mure?

For at finde svar på det spørgsmål har Flemming Christian Nielsen studeret folkemindesamlinger, gamle sagn og præsteindberetninger, og ikke så få af disse peger i den retning, at mange gik i kirke og lod deres børn døbe for at undgå kirkens straf, mener Flemming Christian Nielsen, der dog præciserer:

”Frygten for straf gælder kun forholdene indtil omkring slutningen af oplysningstiden og især under pietismen, der var så inkvisitorisk, at selv Holbergs teater i Lille Grønnegade blev lukket og først genåbnet efter Christian VI’s død.”

Men det betyder selvfølgelig ikke, at de fleste danskere stadig dyrkede Odin og Thor længe efter religionsskiftet, lyder et forbehold fra Flemming Christian Nielsen.

De historiske kilder til folkelivet viser ifølge forfatteren tydelige tegn på, at kristendom har bæret præg af vanereligion i lange perioder.

”De er blevet døbt, konfirmeret, kommet i kirken – og alligevel er der så godt som ingen spor deraf i overleveringen. Kristendommen var en søndagsreligion, der ikke blev overført til hverdagen. I tusinder af sider om folkeminder er der så godt som ingen spor af kristen inderlighed. For eksempel skriver præsten og folkemindeforskeren H.F. Feilberg i år 1900: ’Man faar Øjnene op for, at, mens hele det kirkelige Apparat staar fast og urokket, gaar Folketroen sin egen Vej og gjemmer i sig store Stykker Hedenskab, som den nu har gjemt paa i tusinde Aar.’ Der er mange tilsvarende udsagn, så det har naget mange præster, at deres ord ofte faldt på klippegrund. Præsten Johs. Fenger opfordrer til diskussion om problemet i 1853, for når han står på sin prædikestol, føler han sig omgivet af hedninge.”

Når Flemming Christian Nielsen taler om ”folk”, er det almuen, bønder og fattigfolk, der er tale om. Om de højere samfundslag i byerne bekræfter han, at de ”var kristne i den forstand, at de frivilligt gik i kirke. De var også tættere på magthaverne eller tilhørte selv denne gruppe. De kunne læse og skrive og fulgte med i nye strømninger. Vi skal ud på landet for at følge sporene af hedenskabet.”

Og hvilke spor taler vi så eksempelvis om?

”Det fremgår af Jyske Lov fra 1241, at der kun må døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og det er jo en overflødig paragraf i en lov, hvis der ikke vitterligt er folk, som døber i andre guders navne.”

Derfor omtaler Flemming Christian Nielsen desuden kvinden Ragnhild Tregagaas i Bergen, der blev forsmået af sin elsker og derfor prøvede at ramme ham med en trylleformel, hvori hun påkaldte en af Odins valkyrier.

”Også her er de gamle dokumenter fra år 1325 bevaret. Som straf idømmer biskop Audfind hende syv års pilgrimsrejse foruden en masse komplicerede fasteregler.”

Der var dog også nogle, der slap af krogen:

”En Kristina Brixses i Flensborg brugte i 1608 en gammel hedensk trylleformel til at kurere folk. Det, der reddede hende fra at blive brændt på bålet, var, at hun udskiftede de hedenske gudenavne med Jesus og Helligånden. Derfor nøjedes bystyret med at jage hende og en medsammensvoren veninde ud af Flensborg.”

”Ja, men mange var klar over problemet, eksempelvis forfatteren Johannes Ewald i sin afhandling om ’Almuens Oplysning’. I mange århundreder var dansk kristendom ganske brutal, og det blev kun værre oven på Reformationen, hvor det var de teologiske professorer, der i alvorlige sager skulle rådgive enevældens konger ud fra Moseloven. Professorerne ’ofrede’ så at sige mennesker med Moseloven som juridisk rettesnor, så Gud ikke skulle straffe landet. Samtidig ofrede bønder levende husdyr, så gudernes vrede ikke skulle ramme afgrøderne. Den hedenske ofring kender vi fra Kongsted ved Sorø så sent som sidst i 1700-tallet.”

”Det skyldes formentlig den komplicerede udvikling under og efter oplysningstiden, som tvang den statslige og enevældige kristendom til at besinde sig på, hvad der er kristendommens budskab. Nøgternt må vi konstatere, at hedenskabet er væk i dag, men at dets dødskamp strakte sig over flere århundreder. Eller som kirkehistorikeren Hal Koch skriver: ’Kun forholdsvis lidt af det, som Teologerne ansaa for det væsentlige, trængte virkelig ind til Menigmands Bevidsthed. Moderne oplyste kristne ville sikkert forfærdes.’”