Kirkens svære dans med dæmoner: Fra åndskamp til modvilje

Den katolske kirke uddanner i disse år hundredvis af djævleuddrivere, men det sker kun nødtvungent og efter et folkeligt pres, mener forsker. Selvom Jesus lagde vægt på uddrivelse, har kirken ofte næret skepsis over for folk, der mente sig besatte

En biskop udfører eksorcisme på en besat mand, og en dæmon springer ud af hans mund. Træsnit fra det 16. århundrede.
En biskop udfører eksorcisme på en besat mand, og en dæmon springer ud af hans mund. Træsnit fra det 16. århundrede. . Foto: Ritzau Scanpix.

Skal man tro kalkmalerierne i danske kirker, så vrimlede det i senmiddelalderen med djævle og dæmoner, som voldtog kvinder, skræmte folk fra vid og sans og fragtede de fortabte sjæle til Helvede på dommens dag.

”Selv Luther levede med en forestilling om, at djævle myldrede frem på jorden, og det kunne være farligt at tage på rejse eller forlade de trygge bymure, for både landevejsrøvere og djævle var på spil,” siger Anders-Christian Jacobsen, professor i teologi ved Aarhus Universitet.

Kristne i Europa levede med andre ord med en overbevisning om, at Satan og hans håndlangere kunne trænge ind i menneskers verden og gøre livet surt for enhver. Og da den katolske biskop Jean de Bours i 1566 udførte en offentlig djævleuddrivelse på den 15-årig Nicole Obry foran et stort publikum i katedralen i den nordfranske by Laon, var den spektakulære begivenhed med til at udløse en ren djævlemani. Kristne over store dele af kontinentet oplevede sig besat af det onde.

Den katolske kirkes djævleuddrivelser er siden blevet portrætteret med lige dele fascination og forargelse i populærkulturen, og selv i dag kritiserer psykologer og psykiatere kirken for dens praksis. Alligevel vokser efterspørgslen her i vores moderne og nok så rationelle tidsalder efter djævleuddrivelse – eller eksorcisme – som Kristeligt Dagblad kan fortælle, og Vatikanet uddannede sidste år 250 præster til at uddrive dæmoner af folk.

”Vi skal ikke betragte Djævelen som en myte, en repræsentation, et symbol, en talemåde eller en idé,” skrev pave Frans i samme anledning, men som ”et personligt væsen, der angriber os”.

Det betyder imidlertid ikke, at den katolske kirke dyrker en begejstring for at tvinge dæmoner ud af folk, påpeger Sarah Ferber, professor i historie ved University of Melbourne og forfatter til en lang række bøger og videnskabelige artikler om dæmonisk besættelse og eksorcisme.

”Kirkens eksorcisme-ritual vidner om mange århundreders forsigtighed, for eksempel i kravet om en medicinsk og psykologisk vurdering af enhver person, der måtte gennemgå en eksorcisme. Så i den forstand daterer den ’psykologiske’ æra sig i hvert fald tilbage til omkring 1500-tallet. Den medicinske behandling og brugen af eksorcisme har historisk set en tendens til at løbe parallelt,” siger hun.

Forestillingen om, at onde åndsmagter kan besætte mennesker, er en uadskillelig del af kirkens historie og går tilbage til Jesu tid. Ifølge Det Nye Testamente befaler Jesus en ond ånd at fare ud af en dreng, og han giver sine disciple magt til at uddrive dæmoner med ordene, ”disse tegn skal følge dem, der tror; i mit navn skal de uddrive onde ånder”.

De tidlige kristne tog hans ord alvorligt, og eksorcisme blev indarbejdet i oldkirken især i forbindelse med dåben, fortæller teologiprofessor Anders-Christian Jacobsen. Ifølge detaljerede beretninger fra Jerusalem i midten af 300-tallet vågede dåbskandidaterne natten inden dåben – og det var som regel påskenat – og udførte ritualer sammen med den præst eller biskop, som skulle døbe dem.

”De skulle vende sig mod mørket i vest og forsage Djævelen og blev så salvet, det vil sige smurt med olie, som skulle give dem et lag af beskyttelse, så Djævelen og dæmonerne ikke kunne trænge ind,” siger han.

Ligesom i den græske og romerske gudeverden troede de første kristne på, at luften svirrede af ånder, fortæller Anders-Christian Jacobsen. En tanke, som man også finder hos apostlen Paulus i hans breve i Det Nye Testamente. Ifølge Platon og andre græske tænkere havde enhver person sin egen dæmon eller på græsk daimon – en form for åndelig følgesvend.

”Men modsat den græske og romerske religion betragtede kristne disse dæmoner som noget udelukkende negativt, og de vendte sig fra den gamle gudeverden og fra offerkulten,” siger han.

Paulus skriver for eksempel i en advarsel mod afgudsdyrkere, at “det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne”.

Den folkelige bevidsthed om en verden fuld af ånder fortsatte langt op i middelalderen. Sygdom og galskab blev som regel betragtet som Djævelens besættelse. Når dæmonbesættelse og eksorcisme begyndte at spille en markant rolle i middelalderen, kan det hænge sammen med en voksende interesse for efterlivet og en enorm frygt for døden og fortabelsen, mener Anders-Christian Jacobsen. Det var i middelalderen, at den katolske lære om skærsilden vandt indpas, ikke mindst med støtte hos den store teolog Thomas af Aquinas (1225-1274), som lærte, at i skærsilden straffes den synd, som endnu ikke er tilgivet.

”Dæmonbesættelse blev dermed ikke blot et spørgsmål om livet her og nu, men kunne også have konsekvenser for efterlivet. Billeder og kalkmalerier fra den tid vrimler med djævle, som står og hiver folk ned i ilden på dommens dag, mens englene hiver den anden vej. Den åndelige kamp bliver meget levendegjort,” siger han.

Middelalderens fokus på dæmoner hang formentlig også sammen med en stor usikkerhed i tiden, vurderer Anders-Christian Jacobsen.

”Middelalderen var ikke kun mørk, men den var også mørk. Romerrigets fald førte til enorme folkevandringer og stor økonomisk og politisk usikkerhed, og senere hærgede pestbølger. Folk oplevede at være meget tæt på døden og truslen fra det onde. Det oplevede man ikke i samme grad i den ortodokse kirke i det byzantinske imperium, som var et meget mere velstående og blomstrende samfund, frem til islam erobrede området omkring årtusindskiftet,” siger han med henvisning til, at kirken i 1054 var blevet splittet i en øst- og vestkirke, den ortodokse og den katolske, og den ortodokse udviklede ikke nogen lære om skærsilden.

I forbindelse med bølgen af påståede besættelser i senmiddelalderen udgav den katolske kirke i 1614 sin første officielle vejledning til eksorcisme. Præsterne forholdt sig ofte kritisk til, om der var tale om en besættelse, sygdom eller slet og ret bedrag. I tvivlstilfælde undersøgte både læger og eksorcister personen.

I 1599 var en række læger og præster i Paris tilkaldt for at undersøge den 26-årige Marthe Brossier, der opførte sig som en besat. En læge, Michel Marescot, nærede mistanke om, at der ikke var dæmoner på færde. Ærkebiskoppen af Lyon, Charles Miron, som var til stede, læste højt fra Vergils heltedigt “Æneiden”, som var det Bibelen. Den unge kvinde troede, at teksten var ord fra den hellige skrift – noget, dæmoner angiveligt ikke tåler – og vred sig, som var hun i krampe. Lægen Michel Marescot tog hårdt fat i hende, og besættelsen forsvandt omgående.

”Jeg fik ham åbenbart til at stikke af,” skrev han sarkastisk i sin afhandling om sagen. “Intet djævelsk, megen fusk og en smule sygdom.”

I løbet af 1500-tallet åbnedes et nyt, blodigt kapitel i historien om besættelse, da hekseforfølgelserne tog til. Mennesker – især kvinder – blev beskyldt for at stå i ledtog med den onde og blev brændt på bålet. Den hollandske teolog og filosof Balthasar Bekker spillede en nøglerolle i afslutningen af hekseforfølgelserne og påpegede i 1691, at ”Djævelen er bundet til Helvede, og derfor kan han ikke operere på jorden og skal derfor ikke frygtes”. I Oplysningstiden tabte mange lærde troen på dæmonbesættelse, og de plagede mennesker blev i højere grad anset for at lide af sygdomme som skizofreni og epilepsi – holdninger, man finder i den moderne psykologi og psykiatri.

Neurologen Jean Martin Charcot fra 1800-tallet ønskede at omskrive hele Frankrigs eksorcisme-historie og gen-diagnosticere de plagede sjæle ud fra et sekulært, naturvidenskabeligt perspektiv. Kritikken blev kun skærpet af, at uddrivelser også i nyere tid førte til tragiske dødsfald. I 1976 døde den 23-årige tyske kvinde Anna Elisabeth Michel, angiveligt af dehydrering og fejlernæring, efter at have undergået en næsten et år lang eksorcisme godkendt af den katolske kirke.

Det moderne, psykologiske menneskesyn smittede af på kirken, og meget moderne teologi beskæftiger sig overhovedet ikke med eksorcisme, påpeger lektor Jakob Egeris Thorsen, der blandt andet forsker i katolicisme ved Aarhus Universitet. Men det er ved at ændre sig.

”Siden slutningen af det 20. århundrede har vi været vidne til et skifte fra det, vi troede var en sekulær og affortryllet tidsalder, hvor dæmoner var passé, til en postsekulær tidsalder, hvor det viser sig, at erfaringen af det åndelige måske ikke er helt så udslukt, som vi gik og troede. Kirken har med sin moderne teologi været dårlig til at artikulere folks åndelige erfaringer, og derfor har de i stort omfang søgt svarene i det alternative,” siger han.

I midten af 1970’erne skabte populærkulturen – ikke mindst gyserklassikeren ”Eksorcisten” fra 1973 – et fornyet fokus på dæmonuddrivelse.

Det samme har de karismatiske vækkelsesbevægelser i især Sydamerika og Afrika de seneste årtier, og det har påvirket den katolske kirke stærkt, påpeger Jakob Egeris Thorsen.

I Den Tredje Verden har man aldrig i samme omfang som i Vesten levet i et moderne, affortryllet univers, og derfor har åndeverdenen været mere til stede her, påpeger Jakob Egeris Thorsen.

”Den karismatiske kristendom her har over de seneste årtier ændret en lidt diffus traditionel åndelig forståelse af virkeligheden til en klar teologi om, hvordan denne verden er indrettet, og hvordan det onde og dæmoner skal behandles. Den største katolske lægmandsbevægelse i det globale syd, den karismatiske fornyelse, deler samtidig verdensbillede med pinsekirkerne. Kravet om eksorcisme, der kommer nedefra, har kirken delvist nødtvungent måttet besvare,” siger han.

Eksorcisme har spillet en vigtig rolle i forhold til at omvende mennesker til kristendom – og det vil den formentlig blive ved med, mener eksorcisme-forsker og historieprofessor Sarah Ferber fra University of Melbourne.

”Der er ikke nogen reel grund til, at Djævelen ifølge denne tradition kan skade folk, for Gud står over Djævelen og kan hindre dette, så hvorfor tillades det teologisk set? Svaret handler om værdien af en eksorcisme som en demonstration af guddommelig autoritet. Derfor er det ikke bare et alternativ til medicinsk behandling. Den helbredelse, der siges at ske under eksorcisme, åbenbarer den herlighed, som kommer fra Gud, der har udført miraklet og derfor på ingen måde kan sidestilles med en dosis medicin,” siger hun og tilføjer, at læren om dæmoner eksisterer på tværs af de tre monoteistiske religioner såvel som i mange andre traditioner.

”Så jeg ville blive mere overrasket over, at eksorcisme skulle forsvinde, end over selv at støde ind i det.”