Kirkeruiner vækker de stærkeste følelser

Ødelagte kirkebygninger findes overalt i Europa og stillerspørgsmål om kulturel identitet ogværdier. Den franske historiker Mathieu Lours portrætterer i en ny bog kirkeruinen som historisk levn, arkitektonisk fragment, religiøst relikvie ogvidnesbyrd

Whitby Abbey i Yorkshire, England, er et kloster fra det 7. århundrede, der blev ødelagt af danske vikinger i slutningen af det 9. århundrede og genopbygget som benediktinerabbedi i 1200-tallet. – Foto: Mike Walker/Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Whitby Abbey i Yorkshire, England, er et kloster fra det 7. århundrede, der blev ødelagt af danske vikinger i slutningen af det 9. århundrede og genopbygget som benediktinerabbedi i 1200-tallet. – Foto: Mike Walker/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Da Notre Dame i påsken 2019 stod i lys lue, var det ikke kun pariserne, der chokerede så til, men en hel verden, der reagerede med en blanding af vantro og sorg. Den opdagede, at det berømte bygningsværk ikke kun var fransk og ikke kun var middelalderligt. Som symbol krydsede den store kirke allehånde vante skillelinjer og talte direkte til nutiden om tab og sårbarhed.

Mange, der stod omkring, knælede ned på asfalten i bøn eller sang salmer, mens de iagttog ilden. Det var en gestus, der brød med den vante forestilling om Paris som moderne, verdslig storby, og som rakte langt tilbage i tiden. Det samme ville man have kunnet se i Chartres, da byens katedral brændte i 1194, eller i Reims i 1914, da de franske kongers kroningskirke gik op i lys lue under tyskernes bombardement. Flammernes ødelæggende kraft gjorde det tydeligt, at bygningens religiøse egenart gik forud for enhver anden betydning. Det var Guds hus, der brændte, og som på den måde blev profaneret.

Kirker er blevet ødelagt før, og kirker vil blive ødelagt i fremtiden, og i Frankrig, England og Tyskland er kirkeruiner ikke noget ukendt syn. Lige siden det 4. århundrede, hvor man begyndte at bygge monumentale kirker, har kirkerne været i fare for at blive ødelagt, minder den franske historiker Mathieu Lours om i bogen ”Églises en ruine. Des invasions barbares à l’incendie de Notre-Dame” (Kirkeruiner. Fra barbarinvasionerne til Notre Dames brand). Og hver gang rykker det ved befolkningernes identitet. For den ødelagte kirke er et billede på udslettelsen og på døden, men også på genfødsel, mener Mathieu Lours, og han giver dermed også sit bud på, hvorfor Notre Dames brand og genopbygning fortsætter med at optage så mange mennesker.

Frankrigs historie bidrager i særlig grad med oplysning om, hvorfor kirker ødelægges, og hvordan det typisk sker i bølger. De germanske stammers invasioner af Romerrigets vestlige dele i senantikken og den tidligste middelalder var hårde ved den unge kristendoms bygninger og efterlod ligesom vikingernes plyndringstogter nogle hundrede år senere talrige ødelagte og plyndrede kirker. Reformationstiden og religionskrigene i det 16. og 17. århundrede er en anden stor kirkeødelægger, og det samme er Den Franske Revolution i det 18. århundrede. Endeligt lagde Første og Anden Verdenskrig mange kirkebygninger i grus over hele kontinentet.

Særligt det 18. århundredes kirkeødelæggelser er relevante for vor tid, dels fordi de udsprang af en antikristen ideologis ønske om at sekularisere samfundet, men også fordi man i tiden efter revolutionen og Napoleon blev optaget af ruiner, ikke blot som vidnesbyrd om ulykker, men som havende en æstetisk og identitetsmæssig værdi i sig selv. De engelske romantikere sværmede for ruinerne af de middelalderlige klostre, som Henrik VIII havde ladet nedbryde i det 16. århundrede.

Den fascination tog de franske romantikere med forfatteren og politikeren François-René de Chateaubriand i spidsen til sig, når de betragtede de endnu større kirkeødelæggelser, som revolutionen havde ført med sig i deres eget land, og hvor ruinerne af de gotiske og romanske katedraler fik en særlig plads. Et af de mest dramatiske eksempler var den skæbne, der i 1791 overgik benediktinerklostret i Cluny, som var et af middelalderens største og mest berømte. Trods befolkningens ønske om at bevare abbediets kirke som sognekirke, blev den solgt i flere dele til nedrivning af private entreprenører, og ved revolutionens afslutning stod kun en rest af det største tværskib tilbage.

Gennem romantikerne blev sådanne kirkeruiner først et kunstnerisk motiv og siden en kanal for de åndelige og patriotiske strømninger, der skulle bringe orden på Frankrigs selvforståelse efter revolutionstidens tumult. I midten af 1800-tallet brugte staten derfor store summer på at restaurere historiske bygninger, heriblandt mange kirker og katedraler, og skabte meget større bevidsthed om kirkeruinernes idéhistoriske betydning.

Naturligvis bliver ikke alle kirker ødelagt af krig, plyndringer eller af ideologiske grunde. Som Notre Dame rammes de også af hændelige ulykker, og, som Mathieu Lours minder om, er der kirker, der opgives, fordi befolkningsgrundlaget ændrer sig, eller fordi folk holder op med at gå i kirke. Det sidste er et nutidigt problem i store dele af den vestlige verden og ikke blot en udfordring for biskopperne. For hvis ikke kirkerne længere vedligeholdes som religiøse bygninger, er det typisk op til politikerne, om de skal bevares, overgå til alternativt brug eller nedrives. I Frankrig har de folkevalgte tilmed endnu større magt, fordi loven bag den strikte adskillelse af kirke og stat gør alle kirkebygninger fra før 1905 til offentlig ejendom.

Så hvad stiller man op med kirkeruiner i det 21. århundrede? For en kirkeruin er på grund af sit udtryk aldrig neutral. I Paris blev sagen sat på spidsen umiddelbart efter branden, hvor en hurtig genopbygning af Notre Dame blev retfærdiggjort af hensyn til turisterne, ligesom kreative indspark som en swimmingpool eller en økologisk have på kirkens tag også gjorde sig gældende.

Heroverfor mindede Paris’ ærkebiskop, Michel Aupetit, den 15. juni samme år under den allerførste messe i katedralen i et intakt sidekapel om, at gudstjeneste er Notre Dames eneste formål. Samtidigt fastslog han, at der ”ingen turister er i Notre Dame”. Betegnelsen er nedsættende, mente Aupetit, fordi den ”ikke tager det mysterium alvorligt, der driver menneskeheden til at søge noget ud over sig selv”. Med andre ord: at det egentligt kunne være lige meget med opbygningen, hvis Notre Dame kun blev genskabt som et nationalt monument. Så hellere lade den stå som en romantisk ruin.