Prøv avisen

Klimadebatten handler om kultur

Selvom man kan skimte isbjergene i de sydgrønlandske fjorde, er det ikke is, men plastikindpakkede halmballer, der ligger spredt ud som gigantiske skumfiduser på de frodige grønlandske marker. Den lyserøde blomst kalder Foto: Daniel Øhrstrøm.

Den nordiske kulturarv er også historien om, hvordan folk har tilpasset sig klimaændringer. Derfor har arkæologer og kulturhistorikere meget at sige i klimadebatten. Det viste en nordisk konference i Sydgrønland om klima, natur og kulturarv i forrige uge

Himmelen smelter over Narsarsuaq i Sydgrønland. De tunge regndråber eksploderer ligefrem mod asfalten på landingsbanen, da en række af Nordens førende forskere og embedsmænd inden for forholdet mellem klima og kulturarv ankommer til den frodigste del af Grønland.

Det var på denne egn, at Erik den Røde - ifølge sagaen - ankom til verdens største ø i slutningen af 900-tallet og navngav den Grønland. Og mens nogle måske stadig mener, at Island og Grønland burde bytte navne, er der ingen tvivl om, at den gamle viking havde god grund til at kalde den gigantiske klippeø for Grønland. For allerede fra luften bliver det klart, hvor grøn Grønland også kan være. Og ved første øjekast virker det, som om klimaændringerne for alvor er ved at tø den kolde klippeø op.

Der ligger godt nok stadig enkelte isbjerge i fjordene, men de fleste er lyseblå på grund af smeltevandet. Og fjeldene er fulde af grønne farvenuancer. Selv landingsbanen er et postkortfoto værd. For små klynger af smukke lyserøde blomster har mast idyllen op igennem asfalten. "Unge kvinder" kalder grønlænderne denne smukke blomsterart. Og ved siden af hotellet har man oven i købet plantet en skov af hundredvis af forskellige planter, der fungerer som et økologisk termometer, der direkte kan afspejle temperaturændringerne i træernes størrelse.

Det er Kulturarvsstyrelsens direktør, Steen Hvass, der er vært for konferencen om "Natur, kultur og klima". Konferencen er et led i Danmarks formandskab for Nordisk Ministerråd i år, men det er første gang, at kulturarven er et tema, fortæller han.

"Vi vil prøve at give en ny vinkel på klimaet. Man er jo vant til at høre om kulturarven som offer for klimaændringerne, fordi erosionen på kysterne for eksempel er ved at ødelægge en del fortidsminder. Men kulturarven kan faktisk også bidrage positivt ved at pege på, hvordan man kan udnytte klimaændringerne. For selvom vi i øjeblikket er ved at forstærke klimaændringerne, har mennesker skullet tilpasse sig efter klimaændringer i årtusinder," siger Steen Hvass, inden vi trækker vores kufferter ud under de utætte skyer.

Allerede her får vi den første lektion i det omskiftelige grønlandske klima. For pludselig er skybruddet forvandlet til støvregn, så tåge og endelig solskin og blå himmel. Og fra hotellet kan man ligefrem se, hvordan de lave, lunefulde skyer, der ligger som dovne dyr i fjeldene, skifter position hele tiden. Er man i Grønland, må man tilpasse sig vejrændringerne. Sådan har det været i tusindvis af år. Og klimaændringer har altid været en del af livet her.

Det var også klimaændringer, der gjorde Sydgrønland beboelig for nordboerne, der kom fra Island og Norge for tusind år siden for at blive grønlandske landmænd. Dengang var der faktisk varmere end i dag. Men da den lille istid satte ind i 1400-tallet, forsvandt de igen. Inuit-eskimoerne, der var kommet senere til Grønland nord via Canada og Alaska, var til gengæld ikke bundet af gårde og kirker, som de kristnede nordboer var det. Det fortæller arkæologen Mikkel Sørensen fra Københavns Universitet. Han forsker i Thulekulturens historiske tilpasning til klimaændringer, ligesom han har været en del af et team, der har lavet feltarbejde i Nordøstgrønland.

"Inuitterne var både mere mobile og fleksible end nordboerne. For de flyttede rundt med årstiderne for at udnytte naturen optimalt som jægere. I dag flytter 40 procent af grønlænderne faktisk stadig mindst en gang om året, og det hænger helt sikkert sammen med deres kulturelle arv. Traditionelle inuitsamfund var ikke bundet af et bestemt område, på samme måde som europæere ellers er det. Man ser det også på inuitternes stednavne, hvor steder i landskaberne, som har nogle af de samme kvaliteter, hedder det samme i Grønland. Inuitter kunne genfinde naturen, som de kendte den, overalt. Og derfor kunne de også føle sig hjemme overalt, og det gav dem en enorm flexibilitet" siger Mikkel Sørensen og forklarer, at inuitter oven i købet ofte fravalgte de grønne egne i fjordene og indlandet, fordi de var mere interesserede i havets frodighed af fisk, sæler, hvaler og hvalrosser. Men i sommermånederne gik de typisk også på jagt i indlandet.

"Inuitterne tilpassede sig de store arktiske variationer i årstiderne og vejret konstant. Klimaændringer er et intellektuelt, moderne begreb, som de traditionelle inuitter sandsynligvis ikke forholdt sig til bevidst. Klimaændringer foregår over flere generationer og er dermed svære at relatere til vores hverdag. Det, vi oplever, er oftest vejrvariationer, og det kan mennesker bedre forholde sig til. Begrebet klimaændring er simpelthen for svært at opleve, og det er derfor abstrakt for os mennesker. Og selvom klimaet fylder meget i medierne, er det også de færreste, der for eksempel stemmer efter det herhjemme - det er de nære sociale problemstillinger, vi forholder os mest aktivt til, og det gjaldt også inuitterne," siger Mikkel Sørensen.

Alligevel er klimaændringerne i Grønland mærkbare. Det fortæller Pauline K. Knudsen, der er ansat på Nationalmuseet i Nuuk som souschef. Og som arkæolog har hun selv registreret mange af de fangst- og bopladser, der nu er en del af øens fortidsminder.

"For nylig fik en af vores erfarne kolleger en skræmmende oplevelse, da han blev angrebet af en isbjørn i et område, hvor bjørne normalt opholder sig på drivisen. Men i mangelen på drivis var den søgt ind på land. Og vi kan se, hvordan erosionen af kysterne, hvor næsten alle vores fortidsminder ligger, tager til. Erosion er jo et naturligt fænomen, ligesom klimaændringer er det, men meget tyder på, at de bliver forstærket af menneskelige påvirkninger," siger Pauline K. Knudsen.

Hun peger på, at optøningen af permafrossen jord, som er den del af jorden, der ellers aldrig smelter, vil ødelægge mange arkæologiske skatte.

"Man har fundet rester af de første mennesker, som kom til Grønland i den permafrosne jord, hvor dna-prøver for eksempel kunne vise, at de havde tendens til skaldethed og produktion af tør ørevoks. Men når permafrosten nogle steder skiftevis aftager og tiltager, bliver de organiske materialer, der kan være gemt i isen, ødelagt. For selvom man kan se en genstand dernede, smuldrer den som smør, hvis man forsøger at tage den op."

På kultur- og klimakonferencen i Narsarsuaq nikker kollegerne fra resten af Norden genkendende til klimaets påvirkninger på kulturarven. Kystnære fortidsminder risikerer at blive ædt op af havet overalt i Norden. Men måske kan kulturarven også lære os, hvad vi skal satse på for at vende vores naturødelæggende menneskelige natur og tilpasse os klimaforandringerne på samme tid, mener den norske kulturhistoriker Anne Kaslegard:

"Mennesker har altid tilpasset sig naturen. Det kan man blandt andet se på fortidens tilpasning af bygninger til de lokale klimaforhold, da der for eksempel kom mere blæst og regn i Norge under den lille istid. Og mange af de bygninger står endnu. Derfor kan de byggeprincipper stadig inspirere os i dag, fordi det var godt håndværk og god materialebrug, der var forudsætningen for gode og varige bygninger. Og på den måde bruger man jo også mindre energi på lang sigt. Så fortiden kan både lære os tænkemåder og konkrete teknikker, der kan hjælpe os med at tilpasse os klimaændringerne fremover," siger Anne Kaslegard.

Hun får opbakning af fuldmægtig i Kulturministeriet Peter von Zalen, der har lavet sin egen sammenfatning af konferencen:

"Vi kan lære meget af inuitternes måde at indrette samfundet på. For de byggede deres samfund på en treenighed af mobilitet, fleksibilitet og stabilitet som grundværdier. Nordboerne havde både mobiliteten og stabiliteten, men manglede fleksibiliteten, fordi de var bundet af jorden. Derfor måtte de rejse. I dag har vi masser af mobilitet og fleksibilitet i vores vestlige samfund. Men vi mangler stabiliteten. Og den må vi finde - både for at tilpasse os klimaændringerne og bremse vores ødelæggende overforbrug, der forstærker dem."

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad var inviteret med på konferencen af Kulturarvsstyrelsen.

Foto: Daniel Øhrstrøm.
Foto: Daniel Øhrstrøm.