Engang så man kirkeklokker som en af kirkens mest potente måder at forkynde Guds ord på. Klokkerne havde ligefrem kraft nok til at hjælpe afdøde sjæle gennem skærsilden, mente man.
Men noget af fortryllelsen er ved at gå af de rungende klokker i vores moderne tid. Stadig oftere hører man om folk i byerne, der føler sig generet af lyden af klokkerne morgen og aften. Og i denne måned er der ligefrem blevet stillet et borgerforslag om ved lov at begrænse lydstyrken på kirkeklokker og bønnekald.
Det er dog sin sag at forsøge at ændre på kirkernes klokkeringning. På mange måder udgør kirkeklokkerne en af de mest konservative institutioner i hele kirkens historie, lyder det fra Christian Troelsgård, der er lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet og har en særlig interesse i kirkeklokkernes historie.
”Kirkeklokkerne er forbundet med en ekstrem konservatisme, og ringningen har formået at forblive næsten uændret siden middelalderen, på trods af at både kirkens teologi og klokkernes funktion har ændret sig,” siger han.
Christian Troelsgård forklarer, at kirkeklokkerne kom til Danmark allerede med kristendommens indførelse. Traditionen med at benytte store metalklokker i kirkerne opstod i det 5. århundrede i Syditalien. Den tradition tog Ansgar med sig, da han bragte kristendommen til Danmark, hvor han også fik opsat de første kirkeklokker i landet. Den ældste klokke, der er fundet i Danmark, stammer helt tilbage fra midten af 900-tallet.
Mens traditionen med metalklokker opstod i de europæiske kirker, har der endnu tidligere været en tradition i østlige kirker med at give signal ved at slå på store, frithængende træbjælker som en slags gigantisk xylofon. Træbjælkerne havde ifølge Christian Troelsgård klare referencer til Jesu kors. Metalklokkerne hentede derimod deres symbolske betydning fra Davids salmer, hvor der står, at man skal lovprise Gud med klingende og rungende cymbler, der er en slags metalbækkener.
I de første år af kristendommens historie i Danmark hang klokkerne ved siden af kirken, der i begyndelsen var bygget af træ. Det var først senere, hvor de mere solide stenkirker blev udbredt, at det blev muligt at have dem i kirketårne på selve kirken.
Helt tilbage fra de ældste danske kirkeklokker, man har fundet, har der været en tradition for at udsmykke dem med længere eller kortere inskriptioner. På de ældste klokker er inskriptionerne på latin, og ved klokkerne fra senmiddelalderen og frem ser man også en del inskriptioner på dansk eller plattysk. De handler typisk om, hvordan klokken med sin lyd priser Gud. Mange af disse inskriptioner vidner ifølge Christian Troelsgård om, hvilken status og betydning man tillagde klokkerne. I middelalderen så man klokkeringningen som en del af selve kirkens forkyndelse.
”Før Reformationen blev kirkeklokker anset som reelle forkyndere. De blev ligefrem indviet og fik navne. Ofte opkaldte man dem efter kvindelige helgener. Man sagde, at de lovpriste Gud og forkyndte Guds ord med deres tunge, kneblen, og mund, klokkeåbningen,” siger han.
Også i folketroen kom kirkeklokker til at spille en rolle, hvor man sagde, at lyden af kirkeklokkerne kunne skræmme det onde bort. Derudover fik klokkerne en verdslig betydning i samfundet, hvor de både skulle give signal ved farer eller store glæder. Christian Troelsgård forklarer, der også har været eksempler på, at der er blevet ringet med kirkeklokker under pestepidemier som et værn mod sygdom og som forbøn for de syge, ligesom man også så biskopperne opfordre til, at kirkerne ringede med klokkerne sidste år under den første coronanedlukning.
Men det var først og fremmest inden for kirken, at klokkeringningen har haft stor symbolsk og nogle gange ligefrem teologisk betydning.
”I kirken så man klokkerne som en meget kraftfuld måde at forkynde og lovprise Gud på. Det viste sig blandt andet ved, at man i middelalderen ringede for de dødes sjæle ved en begravelse. Klokkernes forkyndelse kunne ligefrem få de døde bedre igennem skærsilden, mente man,” siger han.
Den del blev der dog gjort op med under Reformationen, hvor Martin Luther forkastede forståelsen af skærsilden og ryddede grundigt ud i de katolske overleveringer. Men ifølge Christian Troelsgård er det alligevel forbavsende, hvor lidt Reformationen ændrede ved kirkernes ringning, på trods af at den udsprang af en katolsk kirkerytme.
”Det er i store træk den samme måde, kirkerne ringer på dag. Man kan stadig se, at kirker i Danmark ringer, når de døde bæres ud til graven, selvom forestillingen om skærsilden er væk. På samme måde er morgen- og aftenringningen, hvor man siger, man ringer solen op og ned, et levn fra klostrenes tidebønner. De ringninger holder man fast ved, på trods af at der ikke længere er en praktisk betydning,” siger han.
Ifølge Christian Troelsgård er det fascinerende, at det ikke blot er rytmen i klokkeringningen, der har varet ved. I nogle tilfælde er det også de selvsamme klokker, der ringer i dag som i middelalderen.
”Lydbilledet i Danmark er i dag på mange måder det samme som før Reformationen. På trods af at både kirken og samfundet har ændret sig, er det i dag den samme lyd, vi hører, som man gjorde dengang,” siger han.
Selvom der stadig er en del middelalderklokker i funktion, er mange klokker dog gået tabt over årene. Ikke mindst de store krige har gjort indhug i kirkeklokkebestanden. I flere tilfælde har kirker, der havde mere end én klokke, fået ordre om at afgive en klokke til kongemagten, som smeltede dem om til våben eller kugler.
I dag bliver der stadig hængt nye klokker, når man bygger nye kirker. Ifølge Christian Troelsgård ser man stadig inskriptioner på klokkerne, omend man har opgivet traditionen med at give klokkerne navne.