Hvad gør man, når man som engelsk dronning har mistet både sin mand, kongen, og sin søn, den næste konge? Det var den situation, Emma af Normandiet stod i, da den angelsaksiske kong Æthelred den Anden i 1013 var blevet fravristet magten af den danske vikingekonge Svend Tveskæg, som med sig på erobringstogtet havde sin yngste søn, Knud.
Umiddelbart lagde intet op til, at Emma skulle vende tilbage til England fra sit eksil i Normandiet. Men Emma øjnede en mulighed for at træde ind på historiens scene: Hun indgik ægteskab med sin mands og sin søns tidligere hovedfjende, kong Knud, og var dermed med til at sikre en politisk stabilitet, han ellers ville have haft svært ved at opnå. Samtidig sikrede hun sig en plads som kongens sparringspartner og med-strateg. Det forklarer historiker Emma Rønberg, der har specialiseret sig i royal historie med fokus på dronninger.
”Det træk, Emma af Normandiet foretager, da hun gifter sig med Knud den Store, viser, at hun er fuldt på højde med tidens magtfulde mænd, når det gælder om at spille det magtpolitiske spil. Det er en meget kalkuleret handling, som viser, at hun forstod at læse spillet,” siger hun.
Hun tilføjer, at det er meget muligt, at Emma var blevet gjort opmærksom på, at Knud den Store var interesseret i hende, men at hun i hvert fald ikke blev så benovet, at hun mistede realitetssansen.
”Der er kilder, som hævder, at Knud tilbød hende, at hun kunne få sine børn fra ægteskabet med Æthelred med tilbage til England. Men det afslog hun, formodentlig fordi hun var klar over, at de risikerede at blive snigmyrdet på kongens befaling. Hun var udmærket klar over, at kongen ønskede arvinger med hende for at forhindre, at Æthelreds sønner kunne gøre krav på tronen.”
At hun havde ret i sin vurdering, viste sig, da Knud flere gange forsøgte at få Edmunds sønner myrdet.
Præcis hvad der fik Emma til at indgå ægteskab med Knud, vides ikke. For datidens kilder er stort set tavse om selv højtstående kvinder og deres tanker og motiver.
Men via Emmas handlinger og hendes mands ageren kan man alligevel udlede en del, mener Emma Rønberg.
”Hun gifter sig med sin afdøde mands og søns fjende, formodentlig fordi hun ved, at hendes forbindelser blandt eliten i England var guld værd for den nye konge. Han har slet ikke haft samme forbindelser som hende til adel og kirke, så deres partnerskab har været optimalt for at sikre politisk stabilitet,” siger historikeren og tilføjer:
”Selvom der selvfølgelig er flere forskelle end ligheder, kan man godt kalde Emma og Knud for en slags datidens Bill og Hillary Clinton, i den forstand at de virkelig formåede at få det bedste ud af deres parløb.”
Emma udmærker sig ved at få udgivet en bog om sig selv og sine sønner, en form for propagandaskrift, som er bevaret og giver indtryk af dygtigt spin, forklarer Emma Rønberg:
”Hun får gejstlige til at skrive bogen, og det er ikke tilfældigt, for dels var det kirken, der udgav skrifter dengang, dels var kirken i stigende grad en magtfaktor i datidens England.”
Dronning Emma viser også stor strategisk snilde, da hun sammen med kong Knud indgår en aftale med den tyske kejser Konrad om, at deres datter Gunhild skal forloves med kejserens søn, den senere Henrik den Tredje.
”At en mor på den måde afgiver sin datter i en storpolitisk motiveret handel, er også et tegn på, at hun ikke stod tilbage for datidens mænd i handlekraft og magtbegær,” siger Emma Rønberg.
Hun tilføjer, at der i historieskrivningen op til nyere tid er blevet tegnet et meget negativt billede af datidens stærke kvinder.
”I engelsk historieskrivning udpeges Emma af Normandiet og andre kvinder med sans for magtpolitik som ’hunulve’, en slags ’ukvinder’, man nærmest har haft foragt for. Nutidens historikere vil snarere kalde dem stærke kvinder med stor strategisk sans,” siger hun.
Emma og Knuds forsøg på at binde Tyskland, England og Danmark sammen via ægteskabet mellem deres datter og den tyske kejsersøn lykkedes ikke til fulde.
Kort efter ægteskabets indgåelse blev Gunhild beskyldt for utroskab. Der blev stablet en ridderkamp på benene, hvor to riddere, der repræsenterede hver sin side i sagen, kæmpede mod hinanden. Gunhilds repræsentant vandt, og hun nåede også at få en søn. Men kort efter gik hun i kloster, og herefter er historien stort set tavs om hende.
Det samme gælder hendes mor, som overlevede Knud med omkring 17 år.