Mere end ’bare’ en polarforsker: Knud Rasmussen var den rigtige helt på det rigtige tidspunkt

Fra sin debut som journalist ved Kristeligt Dagblad i 1900 til sin død i 1933 var polarforskeren Knud Rasmussen et hyppigt navn i avisens spalter. Beundringen over grønlandsfarerens bedrifter var næsegrus, og selv hans mindste gøremål blev registreret i spalterne

Kristeligt Dagblads omtale af Knud Rasmussen afspejler samtidens store opmærksomhed og beundring
Kristeligt Dagblads omtale af Knud Rasmussen afspejler samtidens store opmærksomhed og beundring Foto: Süddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

Det var ikke meget, der gik læsernes næse forbi i de mange år, hvor Knud Rasmussen foretog sine ekspeditioner til Grønland og andre dele af polarverdenen. Den dansk-grønlandske eskimolog og eventyrer var et hyppigt og populært navn i Kristeligt Dagblads spalter. Læserne blev holdt ajour, ikke blot med hans ekspeditioner og deres resultater, men også med hans øvrige rejser, hans foredrag og meritter i det hele taget.

I en årrække var det i spalten ”Dagbogen”, at avisen jævnligt bragte små notitser med seneste nyt om den kendte opdagelsesrejsende. Den 6. december 1924 kunne man læse, at Knud Rasmussen ”har lovet i denne måned at tale en aften i Studenterforeningen, som altså bliver den første forening, der kommer til at byde den berømte polarforsker velkommen.”

Andre gange var det hans rejser, der blev omtalt. Som den 3. oktober 1928, hvor det bemærkes, at han er fløjet til England ”med frue og datter”.

Læserne kunne følge med i spekulationerne om, at Knud Rasmussen formentlig ville blive udnævnt til æresdoktor ved Universitetet (Københavns Universitet, som var det eneste danske universitet dengang, red.), og at han var Det Kgl. Geografiske Selskabs repræsentant ved sørgehøjtideligheden i Oslo for den norske polarforsker Fridjof Nansen.

Knud Rasmussen var en stjerne i den danske offentlighed, og Kristeligt Dagblads omtale af ham afspejler samtidens store opmærksomhed og beundring. Knud Rasmussen var ubestridt en ener – også målt i forhold til andre store polarrejsende – men hans liv og virke faldt tillige sammen med en periode i historien, hvor styrke, mandighed og handlekraft var efterstræbt. Det forklarer Kirsten Hastrup, professor emeritus i antropologi ved Københavns Universitet med speciale i Grønland og Arktis og forfatter til den 752 sider lange biografi ”Vinterens hjerte – Knud Rasmussen og hans tid”.

”Det var en tid, der higede efter helte, og det betød noget for fremstillingen af Knud Rasmussen. Der var en grund til, at han blev en helt og ikke ’bare’ en polarforsker,” siger Kirsten Hastrup.

Som forklaring peger hun blandt andet på strømningen ”vitalisme”, der blev dyrket i begyndelsen af 1900-tallet, også af en forfatter som Johannes V. Jensen. Den hædrede det mandige og havde et stærkt fokus på kroppen. Med sine imponerende rejsebedrifter, hvor han overkom de mest udfordrende fysiske og mentale forhindringer, blev Knud Rasmussen selve sindbilledet på denne stærke krop.

”Han ramte lige ned i en samtid, som hyldede alt det, han kunne. Det var en epoke i historien, hvor polarforskningen udforskede nogle af de sidste ukendte områder i verden, og der var noget helt særligt omkring de nordiske opdagelsesrejsende, som Knud Rasmussen blev en del af,” siger Kirsten Hastrup.

”Man skal også huske, hvor utrolig afsondret Grønland var dengang. Det var bestemt ikke et sted, man bare rejste hen. At Knud Rasmussen kunne bringe så meget viden med sig hjem derfra, var ganske enestående for den tid.”

Men selvom tiden var med Knud Rasmussen er der på ingen måde grund til at forklejne den dansk-grønlandske polarforskers bedrifter, understreger Kirsten Hastrup.

”Han har i den grad slidt for sine resultater og fortjent dem. Det har langt fra været så nemt, som det tog sig ud. Så der var bestemt stof at bygge helten af. Men når han blev så berømmet, som han gjorde, skyldtes det også de særlige forhold i samtiden.”

Kristeligt Dagblads dækning af Knud Rasmussen skilte sig ikke specielt ud i forhold til de andre danske dagblade på den tid. Som Kirsten Hastrup formulerer det:

”Han var på mange avisforsider.”

På ét punkt gik Kristeligt Dagblad dog ekstra i dybden med Knud Rasmussen: når det gjaldt hans engagement i missionsarbejdet og kirkelivet. Avisen beskrev, hvordan Knud Rasmussen støttede oprettelsen af en missionsstation i Thule – han havde blandt andet sin far med derop, og kirken blev grundlagt i 1909, et år før handelsstationen.

”Knud Rasmussen tog det med kirken alvorligt. Det var en del af hans person,” siger Kirsten Hastrup.

Kristeligt Dagblad var også med, da Knud Rasmussens vendte hjem til Danmark den 3. december 1924 efter at have været fire år undervejs på den 5. Thule-ekspedition. Kristeligt Dagblad dækkede begivenheden i detaljer fra forsiden og ind i avisen. Trods silende regn var der mødt hundrede af mennesker op i Frihavnen, som var pyntet med flagallé, guirlander og dannebrogsfarvede bånd, lød det. Avisen refererede blandt andet udførligt fra velkomsttalen, som blev holdt af viceadmiral Wandel fra Thule-Komitéen. Wandel hæftede sig ved, at Knud Rasmussens atter havde sat livet på spil for at opnå sit mål om at løse det eskimoiske spørgsmål og fortsatte:

”De har døjet de arktiske landes farer og afsavn og dog vender De nu tilbage så rask og ungdomsfrisk som nogensinde med resultater, som videnskaben med længsel venter på at få kendskab til. På denne rejse har De indskrevet deres navn med uudslettelig skrift i den arktiske forsknings historie og har som en god søn af Danmark gjort Deres fædreland ære i det fremmede.”

Én side af Knud Rasmussens liv var dog stort set fraværende fra avisspalterne gennem alle årene – hans privatliv. Der var undertiden fotos af ham sammen med hustruen Dagmar eller som nævnt en lille rejsenotits om parret, men der var ingen beretninger om ægteskabet eller familielivet. Det er først eftertiden, der har interesseret sig for hans forhold til lokale grønlandske kvinder og de børn, som kom til uden for ægteskab.

”Familien var ikke interessant for offentligheden. Man noterede sig, at den var der, men der var ingen snagen i private forhold. Hvilket også var helt i tråd med datidens journalistik,” siger Kirsten Hastrup.

Ikke overraskende kulminerede omtalen af Knud Rasmussen ved hans tidlige død i 1933. Grønlandsfareren døde som 54-årig den 21. december af en maveinfektion, som han havde pådraget sig et halvt år forinden på sin sidste ekspedition til Grønland. Hans dødsfald fyldte det meste af Kristeligt Dagblad dagen efter.

”Dr. Knud Rasmussens død,” stod der med store typer. Et mindeord af provst Fr. Balle bar overskriften: ”Danmarks berømte søn og grønlændernes fuldtro ven.”

Frederik Balle kom her også ind på Knud Rasmussens betydning for missionen i Grønland:

”Han var ikke blot med til at anbefale missionsvirksomheden ved Thule, men det er også en kendsgerning, at da han efter femte Thule-ekspedition som sagkyndig blev tilkaldt af repræsentanter fra den canadiske regering for at give gode råd om, hvad de skulle gøre ved eskimoerne i deres nordlige distrikter, svarede Knud Rasmussen som noget af det vigtigste: Send dem missionærer!”.

Men det var og blev, også i Kristeligt Dagblad, Knud Rasmussens polarekspeditioner og samlede indsats, der fyldte ved hans død.

”Knud Rasmussen har altid været de lange slædefarters mand, og hans liv blev en fortsat række af ekspeditioner. Ingen opgave syntes ham for stor. Til alle tider vil hans rejse over Nordvestpassagen stå i eventyrets glans,” skrev avisens medarbejder ”olf.” i den bærende artikel.

Og denne noterede til sidst:

”Den store forsker er gået bort, men hans navn vil leve.”