Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) havde for vane at give almisser til bestemte fattige mennesker, som han mødte på sine gåture i de københavnske gader. Desuden gav han hver lørdag en rigsdaler til en spillemand, som kom forbi Rosenborggade, hvor han boede i slutningen af sit liv. Og i en periode lod han en psykisk syg snedkersvend og hans kone og to børn bo i sin lejlighed.
Den måde at udvise socialt ansvar på var forholdsvis almindelig i 1800-tallets København. Mange anså det for en kristen pligt at udføre barmhjertighedsgerninger og opfattede det som naturligt, at kristne i en god økonomisk situation hjalp de ringere stillede – med penge og praktisk hjælp.
Alle var imidlertid ikke enige i, at det var den måde, der skulle laves social og økonomisk omfordeling på. En del mente, at det var direkte samfundsnedbrydende, når københavnere som Søren Kierkegaard gav almisser uden om det organiserede fattigvæsen – ikke mindst, hvis velgørerne gjorde det uden at sikre sig, at dem, de gav penge til, besad dyder som arbejdsvilje, og ædruelighed.
Forærede de almisser til drukkenbolte og prostituerede, som ikke viste vilje til at leve et retskaffent, arbejdsomt liv, mente mange, at den uorganiserede velgørenhed kunne være en sovepude for modtagerne. Det forklarer Inger Lyngdrup Nørgård, der er forfatter til bogen ”Beskyt de værdige fattige!”.
”Diskussionerne i 1800-tallet kan minde om i dag, hvor vi jævnligt debatterer, hvordan man bedst motiverer folk til at arbejde og tage ansvar for deres liv, og hvordan frivilligt arbejde kan bidrage til eller supplere indsatsen i det offentlige. Det er interessant, at mange af nutidens diskussioner om især frivillighed har paralleller i 1700- og 1800-tallets debatter,” siger Inger Lyngdrup Nørgård, som i 2015 blev ph.d. i historie på en afhandling om opfattelser og behandling af fattige i velgørenhed, filantropi og fattigvæsen i København 1770-1874.
Under arbejdet med afhandlingen fandt Inger Lyngdrup Nørgård en række litterære debatindlæg fra 1810’ernes København, der afspejlede nogle bemærkelsesværdige holdninger.
”Der var folk, som mente, at hjælp til fattige burde have karakter af en barmhjertighedsgerning, som blev ydet frivilligt og gratis. På den måde kunne man sikre, at den fattige ikke blev ydmyget, mente man. Andre mente, at det var nødvendigt med et professionaliseret system, hvor alle bidrog via til en fælles kasse, og hvor hjælpen til de fattige blev standardiseret. Men man så stadig gerne, at folk betalte frivilligt og også påtog sig et frivilligt arbejde for de fattige,” siger Inger Lyngdrup Nørgård, der er ansat som digitalarkivar på Randers Stadsarkiv, Museum Østjylland.
Baggrunden for debatten i begyndelsen af 1800-tallet var en stor reform af fattigvæsenet i København, som blev vedtaget i 1799. I Oplysningstiden blev fattighjælpen i Danmark opdelt i tre uafhængige systemer, et system for København, et for de større byer og købstæder og et for landdistrikterne.
I København, hvor der var stigende problemer med tiggere på gader og stræder, havde patriotiske embedsmænd og højtstående borgere fra 1770’erne diskuteret og indført reformer af fattighjælpen. I 1799 baserede det daværende system sig på såkaldte plejekommissioner, som stod for fattighjælpen i det lokale sogn og havde præsten som formand. Kommissionen baserede sit arbejde på frivillige bidrag samt afgifter på for eksempel bestemte varetyper.
Desuden blev der lavet indsamlinger i kirken med bestemte formål som oprettelse af arbejdshuse. Arbejdsløse, syge, gamle og hjemløse kunne anmode kommissionen om hjælp, og kommissionen vurderede så, om den enkelte var værdig til at modtage hjælp. Var man uden arbejdsevne, eksempelvis på grund af sygdom, kunne man modtage hjælp. Vurderede plejekommissionen derimod, at man var arbejdsduelig, men drikfældig eller uvillig til at arbejde, blev man afvist.
”Der var stor vilje til at give til velgørenhed til ’sine egne’, altså andre kristne, som man anså for værdige. Det var et krav for at modtage hjælp, at man kunne fremvise en attest på, at man gik til alters og modtog nadver. Desuden var det en udbredt holdning, at de, som i udgangspunktet havde haft gode kår, skulle have mere hjælp end dem, der altid havde levet i fattigdom. Det var et standssamfund med en udbredt kristen almissekultur, hvor mange gjorde gav penge og naturalier til plejekommissionerne eller selv personligt hjalp naboer og andre mennesker i nød,” forklarer Inger Lyngdrup Nørgård.
Men på grund af det store antal fattige i gaderne og oplysningstidens lyst til reformer udtænkte en gruppe embedsfolk og borgere en vision for fattighjælpen. Man ville forebygge social armod ved at opdrage både børn og voksne til at være gode borgere, der bidrog til samfundet. Børn og unge skulle uddannes og lære et håndværk, voksne skulle hjælpes til at udvikle de rette dyder, mens syge, invalider og gamle skulle understøttes. De, der ikke ville arbejde og manglede de rette dyder, skulle hjælpes på vej med forskellige former for tvang.
”Det var en storstilet socialpolitisk plan, som virkelig brød med den kristne almissekultur. Nu skulle alle, der havde behov, hjælpes, og hjælpen skulle standardiseres. Man kan sige, at vi her ser de første trædesten til nutidens velfærdsstat,” forklarer Inger Lyngdrup Nørgård.
Fattigplanen, som blev lanceret i 1799, betød, at de hidtidige plejekommissioner blev nedlagt. I stedet blev byen inddelt i distrikter, hvor et antal ulønnede fattigforstandere skulle tage sig af hvert deres område. Områderne skulle være så små, at fattigforstanderne kunne have en personlig relation til de fattige, og forstanderne skulle gerne melde sig frivilligt. Ellers havde fattigbestyrelsen mulighed for at udpege borgere til hvervet.
Selve finansieringen var der ikke planer om at ændre på. Det var stadig tanken, at københavnerne i høj grad skulle bidrage frivilligt ved for eksempel at skrive sig på såkaldte subskriptionslister, hvor det blev noteret, hvor stort beløb den enkelte ville bidrage med de kommende tre måneder.
”Tanken var at samle velgørenheden. Embedsmændene forestillede sig, at de frivillige bidrag ville strømme ind. Men der tog de fejl,” siger Inger Lyngdrup Nørgård.
Dels var planen med sine 215 paragraffer og sin vision om at omfatte alle borgere så omfattende, at der under alle omstændigheder manglede finansiering, vurderer historikeren. Dels betød Danmarks involvering i Napoleonskrigene på den tabende side og englændernes bombardement af København i 1807 med 7000 hjemløse til følge, at behovet for hjælp blev langt større end forventet. Og endelig viste det sig, at københavnernes vilje til at yde velgørenhed ikke stemte overens med den nye standardiserede form for fattighjælp.
”Det viste sig at være svært at finde folk, der ville være fattigforstandere. I 1810 blev problemet så stort, at man indførte bødestraf for at undslå sig hvervet som fattigforstander, og udførte man det ikke godt nok, kunne man få frataget sit næringsbrev og dermed sit eksistensgrundlag,” siger Inger Lyngdrup Nørgård.
I 1814 måtte man indse, at velgørende gaver og frivilligt arbejde ikke rakte, og man indførte en decideret fattigskat, som skulle dække underskuddet.
”Hermed blev der tale om et tvungent forsørgelsesfællesskab, som brød med det frivillige forsørgelsesfællesskab i den kristne almissekultur. Og det betød faktisk, at opbakningen til fattigvæsnet blev endnu mindre,” siger hun.
Hun vurderer, at borgernes modstand mod den nye skattefinansierede fattighjælp blandt andet handlede om, at alle, også de såkaldt ’uværdige’, nu blev hjulpet.
”Der har vi en parallel til nutidens debat om ’dovne-Robert’,” siger hun.
Men vigtigere endnu var det, at den enkelte velgører ikke længere selv kunne bestemme over hjælpens form og have en direkte relation til egne lokale fattige, mener Inger Lyngdrup Nørgård.
”Velgørenhedens kulturelle symbolik – at man er i en personlig relation til den, man hjælper, og at der er en kontrakt mellem giver og modtager – blev undermineret, og så forsvandt en stor del af viljen til at yde en frivillig indsats,” siger hun.
”Den mekanisme vil formodentlig være den samme i dag, og det er nok værd at tænke med, når kommunerne laver frivillighedspolitikker. Spørgsmålet er, om borgerne vil bidrage i særlig stort omfang, hvis de ikke selv er medskabende og medbestemmende. Mange vil nok hellere være med til at male den lokale skole, hvor deres egne børn går, eller lave lektiehjælp, hvor de kan se effekten, end de vil lave en indsats der, hvor kommunen har defineret, at der er brug for den.”
Hun tilføjer, at selvom de frivillige bidrag til det offentlige fattigvæsen tyndede gevaldigt ud i de første årtier af 1800-tallet, forsvandt velgørenheden ikke. Nogle borgere etablerede private velgørende foreninger, hvor de selv definerede, hvem de ville hjælpe, og andre – som Søren Kierkegaard – fortsatte med at give almisser uden at undersøge, om den, de hjalp, var værdig til at modtage hjælp.
”På den måde har velgørenheden og det frivillige arbejde sine egne logikker, som vi nok også i dag vil have gavn af at tage højde for,” siger Inger Lyngdrup Nørgård.