Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kommunismen er endnu for farlig at forholde sig til

Albanske børn kigger igennem vinduet i deres hjem i den sydlige del af den etnisk opdelte by Mitrovica i Kosovo. Foto: VALDRIN XHEMAJ Denmark

24 danske historielærere tog på rejse ind i Balkanlandenes uafklarede forhold til deres historie. Her så de, hvordan skoleelever opdrages med martyrmyter fra nylige konflikter i regionen

Efter at have mødt en mand, der løftede op i trøjen for at vise krigens ar, og vagter, der krævede kropsvisitation, kører 24 danske historielærere noget rystede videre i deres turbus fra byen Mitrovica i Kosovo.

De ruller ind i et krigslignende landsbyområde med hærgede brandtomter omgivet af hvide gravsten.

LÆS OGSÅ: Han ser historien i de små detaljer

Her udryddede serberne Adem Jashari, der var stifter af kosovo-albanernes befrielseshær, UCK, og hans familie. Brandtomterne er overdækket af halvtage, der bevarer mindet om den historiske begivenhed fra 1998 fuldstændig som var det i går så busser med familier og skoleklasser kan holde ind.

Et chokerende syn for en dansk historielærer.

Stedet mødte mig med en voldsomhed, som var svær at ryste af. Det spiller helt sikkert på en stærkt følelsesladet myte hos befolkningen om, at man altid skal være klar til at gøre modstand og forsvare sig mod serberne med våben. Det er det, skolebørnene kommer ud og ser. Det er altså ikke en god måde at formidle historien og dermed skabe forsoning på, siger Niels Nøddebo Petersen, der er historielærer ved Københavns VUC.

Han er en af de 24 historielærere fra hele Danmark, der i oktober tog på en 11-dages studietur med Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF til Kosovo og Albanien for at få indblik i, hvordan historikere og undervisere skriver og formidler landenes historie, der har været præget af krig, konflikt og kommunistisk styre i årevis.

I 2008 opnåede Kosovo sin selvstændighed og er dermed Europas yngste nation. Den står nu over for opgaven at forvalte fortiden, så den samler det splittede folk. Og i Albanien, der kunne fejre sit 100-års-jubilæum i efteråret 2012, ligger udfordringen i at tage hul på fortællingen om årtiers samfundsudvikling under kommunistisk styre.

Men ingen af de to lande har endnu forsonet sig med fortiden, fortæller rejsedeltager Morten Lassen, der også arbejder på Københavns VUC. I stedet er historiebøgerne præget af forældede metoder og unuanceret formidling.

Det centrale lader til at være fremtiden. Historien lægger man bag sig og forholder sig unuanceret til. Men det er jo ikke ligegyldigt, hvilken historisk fremstilling der vinder, for det bliver i en eller anden udstrækning handlingsvejledende. Det er i hvert fald en god grund til, at man forholder sig til fortiden og det på nogenlunde nuanceret vis, siger han.

Den unuancerede historieudlægning, som præger regionen, er årsagen til, at blandt andet Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF er gået ind i et internationalt samarbejde om at få etableret lokale historielærerforeninger på Balkan.

I begge lande er historieundervisningen centralt struktureret: Enkeltpersoners heltebedrifter bliver dyrket, pensum bestemmes oppefra og lærebogen ligeså, sig kollegaen Hanne Andersen, der også var med på turen. Samtidig er store dele af landenes kommunistiske fortid ikke noget, man endnu forholder sig til.

I Albaniens hovedstad, Tiranas, paradegade besøger gruppen af danske historielærere et pyramideformet mausoleum, der er tegnet af den tidligere kommunistiske leder Hoxhas datter. Men monumentet står og forfalder. Og mens historielærere betragter det, smadrer en gruppe børn endnu et par af dets ruder med simple stenkast.

Og på byens nationalhistoriske museum fylder folkedragter glasmontrerne. Men der fortælles ikke et ord om landets sociale og økonomiske historie under den kommunistiske periode.

De sætter parentes rundt om en stor del af deres egen historie. De gemmer den del af historien, indtil historiens dom bliver mere klar, siger de. For det er åbenbart endnu for farligt og uklart, men det er for mig at se en problematisk tilgang til historien, siger Morten Lassen.

Ikke desto mindre er det en tilgang til historien, der ikke kan undre, når der er tale om lande, hvor konflikt og splittelse ligger så tæt på nutiden, tilføjer Hanne Andersen:

Det er jo let for os i Danmark at være kritiske over for vores egen historieskrivning, som ikke er nær så konfliktfyldt. Det er måske ikke så mærkeligt, at de nye nationer gør brug af en mere centralstyret og unuanceret historieskrivning.