Kommunismens kvælertag på kristne

Efter den russiske revolution fulgte en grufuld og blodig historie for landets religiøse grupper, hvor staten søgte at udrydde kristne - men også i perioder prøvede at danne alliancer med kirken for at vinde folkets gunst

Ikonen til højre forestiller fader Serafim Tjitjagov (billedet yderst til højre), der blev martyr, da han blev skudt den 9. december 1937. Da var han 84 år. - Foto fra bogen "Martyrer, trosbekendere og asketer fra det 20. århundredes Russisk-ortodokse kirke". Venligst udlånt af D.B. Sinjagovskij fra den offentlige fond "Ihukommelse af den russisk-ortodokse kirkes nymartyrer og trosbekendere".
Ikonen til højre forestiller fader Serafim Tjitjagov (billedet yderst til højre), der blev martyr, da han blev skudt den 9. december 1937. Da var han 84 år. - Foto fra bogen "Martyrer, trosbekendere og asketer fra det 20. århundredes Russisk-ortodokse kirke". Venligst udlånt af D.B. Sinjagovskij fra den offentlige fond "Ihukommelse af den russisk-ortodokse kirkes nymartyrer og trosbekendere". Foto: Foto fra bogen.

Hungersnøden hærger i store dele af Sovjetunionen. Året er 1921. Fire år forinden har den kommunistiske leder Vladimir Lenin overtaget magten ved Oktoberrevolutionen. Lenin vil kirken til livs. Religion fordummer masserne, og kirkens magt og tætte forbindelse til det tidligere tsar-dynasti står i vejen for udbredelsen af det kommunistiske regime.

Lenin bruger hungersnøden, der koster fem millioner mennesker livet, til at stække kirken endeligt ved at opildne folket til modstand mod kirkens magt og rigdomme. I et brev til medlemmerne af politbureauet, sendt i 1921, beskriver Lenin, hvordan sulten skal udnyttes til et afgørende slag mod kirken:

"Alle disse udsultede mennesker, der lever af menneskekød, landevejene, som er oversået med hundreder, tusinder af lig gør, at det først er nu, at vi kan (og derfor skal) konfiskere kirkens ejendomme energisk og skånselsløst."

Senere i brevet bliver tonen endnu mere voldsom – og et udtryk for de rædsler, som den russisk- ortodokse kirke, dens præster og menige troende skal opleve under det kommunistiske diktatur:

"Således er jeg nået til den kategoriske konklusion, at tiden er inde til at knuse den sorte reaktions præsteskab på den mest resolutte og nådesløse måde, med så stor brutalitet, at de ikke vil glemme det i de næste mange årtier. Jo flere repræsentanter for det reaktionære præsteskab og det reaktionære borgerskab, der bliver skudt, desto mere fordelagtigt vil det være for os."

Oversættelsen af Lenins brev er fra historiker og ruslandsekspert Erik Kulavigs seneste bog "Den russiske revolution 1917 – et folks tragiske kamp for frihed" fra 2010. Han har siden kommunismens sammenbrud i 1989 været travlt beskæftiget med at grave i arkiver og stykke den kommunistiske historie sammen. Den massive forfølgelse af kirken står ikke til diskussion.

"Lenin nærede stort had til kirken, og undertrykkelsen fortsatte under Stalin gennem 1920'erne og 1930'erne. Staten ville den ortodokse kirke til livs, som under det tidligere tsar-styre var statskirke," siger Erik Kulavig, lektor og centerleder for Center for Koldkrigsstudier på Syddansk Universitet.

Også blandt andre danske ruslandsforskere er der stor interesse for at få afdækket den ortodokse kirkes historie under den kommunistiske statsateisme. En kirke, der siden kommunismens sammenbrud i 1989 er blevet brugt af skiftende præsidenter – fra Boris Jeltsin over Vladimir Putin til Dmitrij Medvedev – til at samle og forene det russiske folk om dets historie.

"Den ortodokse kirke står på mange måder som symbol på det gamle Rusland, der var ledet af tsar-dynastiet," siger Karin Hyldal Christensen, ph.d.-studerende i russisk kultur ved Københavns Universitet, og forklarer dermed også, hvorfor de kommunistiske ledere var skånselsløse over for kirken og dens repræsentanter.

"Den kommunistiske idé handlede om at skabe et nyt såkaldt "sovjetmenneske". Her var det nødvendigt at løsrive sig fra hi-storien, og det nye idealmenneske var uforeneligt med kirkens idealfigur, Kristus."

Som led i sit ph.d.-projekt har den københavnske forsker været i Moskva i forbindelse med den store fejring af ikke mindre end 1068 helgener kåret i 2000 – de fleste blev dræbt under den kommunistiske periode fra 1917 til 1989. Kåringen fandt sted ved en nybygget kirke ved Moskva, hvor 31.379 mennesker ifølge statistikken blev dræbt i årene 1937-1938. Samlet set er det svært at danne sig et overblik over, hvor mange mennesker der mistede livet under kommunismen. Flere kilder anslår, at tallet er op mod syv millioner i årene 1917-1921.

"Ud over at præster og troende blev skudt, satte det kommunistiske statsapparat hårdt ind mod hele den kirkelige institution. Kirker og klostre blev revet ned eller sprængt i luften. Kirkens gods blev inddraget. Ikoner slået itu. Præsteseminarier blev lukket, så der ikke kunne uddannes præster," fortæller Karin Hyldal Christensen.

Kendetegnende for hele den kommunistiske periode var, at der blev slået hårdt ned mod alle, der var en trussel mod magten: Kristne, intellektuelle, storbønder og systemkritikere. Og i 1929 strammer Josef Stalin grebet yderligere. Hvor lovgivningen førhen gav frihed til at føre både religiøs og antireligiøs propaganda, indskærpes det nu, at borgere ikke har frihed til religiøs propaganda.

"Med dette tiltag vil staten forbyde udbredelse af troen," siger Karin Hyldal Christensen.

For kirken og de ortodokse kristne var det mere end vanskeligt at finde ud af, hvor de skulle placere sig i forhold til det kommunistiske magtapparat. Under revolutionens første år erklærede kirkens øverste leder, patriark Tikhon, sin åbenlyse modstand mod det nye diktatur, men i 1927 underskrev den nye patriark, Sergej, en loyalitetserklæring, hvori det hedder, at kirken støtter staten. I historieskrivningen er loyalitetserklæringen ofte blevet udlagt som et bevis på den ortodokse kirkes samarbejde med staten.

Men det er en fejlslutning, mener Annika Hvithamar, ph.d., lektor i religionshistorie ved Syddansk Universitet og ekspert i den ortodokse kirke.

"Da Sergej underskriver loyalitetserklæringen, er kirken presset til det yderste. Kirkens styre er brudt sammen. Stalin har udryddet hele kirkens fundament, og derfor har kirken været presset op i et hjørne," siger Annika Hvithamar.

Kommunistpartiets forsøg på at binde kirken til staten har langtfra været udtryk for en tolerant linje over for de kristne. Det har været et forsøg på at vinde folkets gunst gennem en kirke, der har bevaret sit tag i folket.

Ved Anden Verdenskrigs begyndelse bliver statens frieri til kirken udtalt. Et frieri, der kommer efter den store udrensning i årene 1937-1938. Alene i 1937 menes 136.900 præster at være blevet arresteret og 85.300 dræbt. I perioden 1935-1937 bliver kirker lukket på stribe, og antallet falder fra 25.000 til 1277. Ifølge Karin Hyldal Christensen er der ingen tvivl om, at Stalin nok en gang allierer sig med kirken med magt for øje.

"Staten havde brug for en stærk og samlet Sovjetunion, der kunne stå sammen mod den tyske besættelsesmagt. Den russiske partiledelse søgte gennem alliancen med kirken at genoplive en fælles russisk bevidsthed," siger hun.

Blandt danske ruslandseksperter er der bred enighed om, at kirken og de kristne helt frem til kommunismens fald er udsat for forfølgelser. Det hemmelige statspoliti KGB står for indberetningerne. Også i perioden fra 1953 til 1964 under lederen Nikita Krusj- tjov, som efter Stalin ville skabe en ny og moderne Sovjetunion.

"Der er stadig ikke plads til kirkens og troens irrationalitet. Den står på rationalisering og modernisering. Nu bliver kristne godt nok ikke skudt, men de bliver chikaneret, forfulgt eller sendt til lejre som religiøse aktivister og sekterikere," siger Erik Kulavig.

Mens mange historikere peger på præsident Mikhail Gorbatjovs reformer fra 1985 – glasnost og perestrojka – samt Sovjetunionens opløsning i 1991 som afgørende for den ortodokse kirkes genvundne frihed, mener religionsforsker Karin Hyldal Christensen, at 1988 står centralt.

"I 1988 fejrer den ortodokse kirke sit 1000-års.jubilæum. Staten vælger at deltage i fejringen, og dermed vil den signalere over for såvel russere som omverdenen, at man hylder religionsfriheden og den kirkelige institution. Og for kirken er det også i 1988, at man foretager ni helgenkåringer, heriblandt af patriark Tikhon, der ved revolutionens begyndelse satte sig op mod magten."

historie@k.dk

Foto: .
Ifølge den kommunistiske leder Vladimir Lenin skulle "det sorte præsteskab" knuses uden nåde. Her ses soldater fra den røde hær i gang med at plyndre et russisk kloster i 1920.
Ifølge den kommunistiske leder Vladimir Lenin skulle "det sorte præsteskab" knuses uden nåde. Her ses soldater fra den røde hær i gang med at plyndre et russisk kloster i 1920. Foto: The Granger Collection,