Prøv avisen
Vikingerne vender tilbage

Kong Harald gjorde Jelling til symbol på magt og tro

Den store Jellingsten har stået siden år 965 som det stærkeste symbol på den danske vikingetid, i de seneste år bag en beskuttende glasmontre. – Foto: Emil Kastrup Andersen

For 10 år siden blev forskernes viden om Jelling udvidet med fundet af vikingetidens største palisade. Men ifølge Adam Bak, museumsinspektør ved Kongernes Jelling, var formålet med palisaden ikke at forsvare en by, for Jelling var ikke en bosættelse af betydning. Formålet med Jelling-anlægget var symbolik og historiefortælling

Tågen lægger sig over de åbne marker og to markante høje, der står på hver sin siden af kirken i Jelling. Længere ude omkranses det hele af en rombeformet række af hvide betonsøjler, 360 meter lang på hver led, som viser, hvor palisaden stod i vikingetiden. Den palisade, som arkæologer i 2007 fandt spor efter, og som man i 2012 fandt stolperester fra i en dam på arealet, Smededammen, og som i sommeren 2018 blev føjet til Unes-cos liste over verdenskulturarv.

Selvom palisaden er en arkæologisk sensation og nu både er genskabt med markeringer i hvid beton af kunstneren Ingvar Cronhammar, hvor den i sin tid var, og med en trækonstruktion ved museet Kongernes Jelling, så har den svært ved at konkurrere med det, som museumsinspektør Adam Bak fortsat betegner som mesterværket, kronjuvelen, verdens største runesten og årsagen til, at Jelling i 1994 var den første danske lokalitet overhovedet på den attraktive verdensarv-liste, ”fordi det er det vigtigste sted i hele Danmark”: Harald Blåtands store Jellingsten.

Hvis denne bombastiske melding lyder som rent pral fra en lokalpatriotisk museumsmand, så er det i givet fald en videreførelse af en tradition, som går over 1000 år tilbage i tiden. Ifølge Adam Bak kan hele formålet med Harald Blåtands imponerende anlæg med høje, palisader og runesten nemlig koges ned til dette ene ord: pral.

”Der har været en landsby i området tilbage i jernalderen, men i dag betragter vi ikke Jelling i vikingetiden som en egentlig by, men som et symbol, en magtbastion. Og det gør vi på grund af mangel på fund. I Jelling har vi fundet monumenter og stolpespor, men ikke genstande og efterladenskaber, som kunne tyde på, at mange mennesker levede deres liv her,” siger han.

Det er en høj og solid træpalisade, som netop er opført uden for museet for at give de besøgende en fornemmelse af, hvad det var, der hegnede hele Jelling-anlægget inde fra 960’erne og frem. Men ifølge Adam Bak skal man ikke lade sig narre. Sammenligner man med de ringborge, som kong Harald fik opført 15-20 år senere, er palisaden rent miltært set ikke ret klogt anlagt. I forbindelse med ringborgene blev der bygget palisader oven på jordvolde og i sammenhæng med vand, der kunne yde ekstra beskyttelse. Og selve borgens form var rund, hvilket betød, at der ingen ekstra sårbare hjørner var. I modsætning hertil stod Jelling-palisaden direkte på en mark, og rombeformen gjorde, at der var ekstra sårbare punkter i de nordøstlige og sydvestlige hjørner, forklarer han.

”Vores vurdering er derfor, at dette ikke er et forsvarsværk. Det skulle bare se farligt flot og imponerende ud. Det er altså rent praleri eller iscenesættelse,” siger Adam Bak.

Symbolikken er så stærk og bombastisk, at den har kraft selv 1000 år efter. Her har vi intet mindre end en stor runesten, der proklamerer, at Danmark og Norge er samlet til ét rige, og at den danske befolkning er overgået til kristendommen. Vi har også et matematisk, geometrisk og arkitektonisk yderst avanceret anlæg af cirkler, linjer og romber, der bygger på det gyldne snits principper, fordi dette ifølge datidens kristne byggeskik skulle bringe byggeriet tættere på det guddommelige.

Men det er endnu mere kompliceret end som så, for Jelling er ikke kun anlagt efter kristne principper. Her er også kæmpehøj og skibssætning, og der er kong Gorms lille Jellingsten, som han rejste omkring år 950 for sin hustru, Thyra. Den lille sten er rejst af en hedensk konge og er det første skriftlige vidnesbyrd på dansk grund om en konge af Danmark.

”På Gorms tid regner vi med, at Danmark består af Sønderjylland og Midtjylland med byerne Hedeby og Aarhus i hver sin ende som de vigtigste byer. Jelling ligger cirka midtvejs mellem de to byer og tæt på hærvejen,” forklarer Adam Bak.

Vurderingen er, at kong Gorm, som traditionelt har fået tilnavnet den gamle

og bliver set som stamfaderen til den danske kongeslægt, udså sig Jelling som lokalitet til sin mindesten, fordi det var et centralt sted, som mange passerede forbi. Da Gorm så døde i år 958 eller 959, valgte hans søn, Harald, at begrave ham på samme lokalitet, og i første omgang får han en mægtig hedensk begravelse med kæmpehøj og skibssætning. Fem-seks år senere bliver skibssætningen imidlertid delvis ødelagt og et nyt og meget anderledes byggeri erstatter det gamle, samtidig med at Harald formentlig genbegavser sin far efter kristen skik og rejser sin bombastiske runesten. En sten, som tilsyneladende er et monument over hans afdøde forældre, men som stik imod sædvane for vikingetidens runesten ikke hylder de dødes forældres bedrifter, men derimod sønnens egne:

”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyra, sin moder. Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”

Alt ved Jellingstenen skiller sig ud. Ikke blot den imponerende størrelse og den slagkraftige tekst, der både proklamerer en rigssamling og et trosskifte. Det er også den eneste runesten med udhugninger på tre og ikke to sider, hvilket formentlig skal symbolisere treenigheden. Skriveretningen er hele vejen fra venstre til højre ligesom i Bibelen, men i modsætning til hedenske runesten, og ud over teksten rummer stenen både en afbildning af Kristus og en afbildning af en midgårdsorm og en Markus-løve snoet ind i hinanden. Adam Bak ser alle disse elementer som tegn på, at det nye og den kristne symbolik tager over efter det gamle og hedenske, men ikke på en måde, som udraderer det gamle.

”Det ser ud til at være et religionsskifte, som er sket forholdsvis fredeligt. Den officielle overgang fra det ene til det andet bliver ikke beskrevet som en kamp mellem to religioner,” påpeger Adam Bak.

Netop spørgsmålet om, hvornår danerne blev kristne, er til fortsat diskussion. Vi ved, at Harald Klak, som i 800-tallet med kun begrænset held forsøgte at blive danernes konge, lod sig døbe i 826 og derefter sendte munken Ansgar af sted til Skandinavien for at missionere.

Fund af kristne grave fra 800-tallet i Ribe vidner om, at kristningen af danerne havde en vis succes på vore breddegrader, allerede 150 år før kong Harald gjorde kristendommen til statsreligion i år 965. Historikernes vurdering er derfor, at den reelle kristning af danerne ikke skete med ét slag, men var en gradvis proces, der strakte sig over 200 år fra 800- til 1000-tallet.

”Vi regner med, at der var en masse kristne i landet, da Harald proklamerede det officielle skifte, men også mange, der holdt fast i den gamle asatro. Asatroen tiltalte eliten, fordi dens budskab er, at man tager sin status med til det næste liv. Blandt mindre magtfulde danere var kristendommens budskab om, at alle er lige for Vorherre, mere attraktivt. Men med kong Harald indledes den proces, hvor også eliten overgår til kristendommen,” forklarer Adam Bak.

Han tilføjer, at historikerne samtidig er bevidste om, at Jelling-anlægget næppe kun er opført som et vink med en kampesten til stormænd og småfolk inden for rigets grænser om, at de har værsgo at være kristne. Syd for grænsen regerer det tysk-romerske riges kejser Otto I, som har pavens velsignelse til at angribe alle de folkeslag, der mangler at blive omvendt til den kristne tro.

Ingen ved, om det var en dybfølt religiøs åbenbaring, der mellem 958 og 965 omvendte kong Harald til kristendommen. Men at det ikke var en udelukkende indre proces, men i høj grad noget, Harald så behov for at indvi alverden i, vidner Jellinganlægget med stor tydelighed om. Skulle den tysk-romerske kejser få tanker om at gå til angreb på Danmark, kunne det måske knibe med den pavelige velsignelse, når der nu stod en sten i Jelling og proklamerede, at kongen og landet var overgået til kristendommen.

Magten i riget var også forandret til ukendelighed. Hvis overgangen til den kristne tro forløb forholdsvis ublodigt, så var det særdeles upopulært blandt danerne, at kong Harald tog magt fra lokale stormænd og samlede den hos sig selv. En magt, som ikke kun illustreres af den kulisseagtige palisade, men måske i højere grad de seks ringborge, der blev bygget rundt om i landet i 970’erne og 980’erne, påpeger Adam Bak.

”Det, vi ser, er den første tilstedeværelse af en centraliseret kongemagt i Danmark. Harald disciplinerer og militariserer samfundet og laver om på hele samfundsstrukturen, og ingen kan lide det. Eliten mister magt, vikingerne mister frihed, og resten af den danske befolkning skal sandsynligvis betale for hele molevitten i form af skatter,” forklarer han.

Hvis viking betyder uafhængig søkriger, slutter vikingetiden omkring dette tidspunkt med, at krigerne bliver soldater, og vikingernes plyndrings-småflåder bliver til store erobringsflåder. Historikerne plejer dog at regne yderligere 100 år med til vikingetiden. 100 år, hvor Haralds upopulære, men effektive magtcentralisering havde banet vejen for at den fremragende krigerkonge, sønnen Svend Tveskæg, kunne erobre England, og Svends søn, det magtpolitiske geni Knud den Store, kunne stille sig i spidsen for et helt Nordsø-imperium, der omfattede Danmark, Norge, halvdelen af Sverige og England.

”På tre generationer gik Danmark på denne måde fra udkantsland til stormagt,” siger Adam Bak.

Da Svend og Knud tog over, gled Jelling ud af danmarkshistorien som kongeby. Men Jelling-monumenterne blev stående som det, de var skabt til at være: vikingetidens stærkeste symbol.

Ifølge museumsinspektør Adam Bak fra Kongernes Jelling er alt på stedet stort og imponerende, men i vikingetiden var det aldrig en egentlig by eller en fæstning, kun et magtsymbol.
Hvide beton­søjler skabt af kunstneren Ingvar Cronhammar markerer, hvor den 4 gange 360 meter lange rombeformede palisade rundt om Jelling-anlægget gik i slutningen af 900-tallet.