På et landkort kan Afrikas østligste del godt minde om hornet på et næsehorn, og det er derfor ikke uden grund, at området også betegnes som ”Afrikas Horn”.
På halvøen, der i dag udgøres af landene Etiopien, Djibouti, Eritrea og Somalia, har historien altid spillet en vigtig rolle for mange mennesker, og der er igennem århundrederne ligefrem opstået en sand kappestrid mellem forskellige befolkningsgrupper om, hvem der kan føre deres aner længst tilbage i fortiden.
For eksempel er adskillige kristne i Etiopien overbeviste om, at landets tidligere kejsere nedstammede fra dronningen af Saba og jødernes kong Salomon. En anden og langt mindre gruppe betragter sig selv som efterkommere af jøder, der skal være indvandret fra Israel netop på kong Salomons tid. Endelig fører også adskillige muslimer deres genealogi tilbage til det syvende århundrede og påberåber sig et slægtskab med de første muslimer, der i sin tid ankom til Afrikas Horn.
”For folk, der bor i et multikulturelt område, har det altid været vigtigt at betone deres egen identitet og definere den ved hjælp af veletablerede traditioner. Det er en af grundene til, at forskellige befolkningsgrupper forsøger at konstruere en årtusindlang historisk kontinuitet som bevis for, at netop de har befundet sig særlig længe ved Afrikas Horn. Der er prestige i at have aner langt tilbage i historien. Når man har en række af forfædre kan man lettere legitimere sig selv i forhold til andre mennesker og samtidig afgrænse sig fra andre grupper,” siger den tyske orientalist Alfred Schlicht, der har skrevet bogen ”Das Horn von Afrika” (”Afrikas Horn”, ikke udkommet på dansk).
Så tidligt som i det andet årtusind før Kristus udgjorde Afrikas østkyst et vigtigt knudepunkt i den internationale handel mellem Afrika, Europa, Mellemøsten og Indien, og den livlige trafik bidrog til, at kristendommen på et meget tidligt tidspunkt kom til området.
”Allerede i det fjerde århundrede – længe før mange lande i Europa – blev det daværende Aksumrige, der lå i Tigray i det nordlige Etiopien, kristent, og dermed har der eksisteret kristne riger på Afrikas Horn i mere end 1600 år,” siger Alfred Schlicht.
Det største af de kristne riger var det salomoniske dynasti, også kendt som Abessinien, og Alfred Schlicht vurderer, at monarkiet var i stand til at overleve i århundreder, netop fordi dets herskere påberåbte sig et slægtskab med kong Salomon.
”Det skete ganske vist, at kejsere blev myrdet eller udskiftet, men de blev altid erstattet af pårørende i vid forstand, og dynastiet som sådan blev aldrig antastet. Det salomoniske dynasti besad altså en semi-sakral karakter, som garanterede dets overlevelse i 700 år,” siger Alfred Schlicht.
Selv efter den sidste kejser, Haile Selassie, blev styrtet i 1974, og Abessinien skiftede navn til Etiopien, ønskede den kommunistiske kupmager Mengistu Haile Mariam også at nyde godt af dynastiets ”bibelske” aura og forsøgte derfor at præsentere sig selv som en retmæssig efterkommer af Salomons slægt.
”Alle påstande om monarkiets salomoniske afstamning er naturligvis ren fiktion og bygger ikke på historiske realiteter. Alligevel hindrer det ikke, at mennesker i Etiopien den dag i dag tror på myten og endda kan forestille sig en genoplivelse af monarkiet. Den samme skepsis er velberettiget med hensyn til de såkaldte jøder, der betegner sig selv som Beta Israel (Israels Hus). De kender for eksempel ikke Talmud, så meget tyder på, at deres forfædre blot var mennesker, der på grund af legenden om kong Salomon med tiden begyndte at føle sig som medlemmer af jødedommen uden rent faktisk at have noget med denne religion at gøre,” siger Alfred Schlicht.
Med udbredelsen af islam i det syvende århundrede opstod flere muslimske handelsbaser og sultanater ved Det Røde Hav, og som resultat blev Aksumriget og de to efterfølgende kristne riger i området, Zagwe-dynastiet og Abessinien, trængt væk fra kystområderne i det nuværende Eritrea og begyndte i stedet for at ekspandere mod syd og det indre af Afrika.
”Eritrea har igennem årtusinder gennemgået sin egen udvikling. Under middelalderen var det til tider del af kristne riger, men oplevede også århundrederne lange perioder med islamisk styre eller med autonomi,” siger Alfred Schlicht.
De to lande Eritrea og Etiopien har også haft forskellig historie i nyere tid.
Etiopierne kan i dag se tilbage på en lang historie som fri og uafhængig nation – bortset fra seks års kolonitid under Mussolinis fascistiske Italien – hvorimod Eritrea i 300 år var provins i det osmanniske imperium, og senere hen kom landet også under et 50 år langt italiensk kolonistyre.
”Især det halve århundrede under italiensk åg har præget Eritrea på en meget afgørende måde. I løbet af denne periode begyndte en fælles identitet at udvikle sig i befolkningen: Muslimer, kristne og de forskellige etniske grupper blev forenet i fælles modvilje mod det italienske kolonistyre og følte sig i stigende grad som ét folk og én nation,” siger Alfred Schlicht.
Derfor er det interessant at sammenligne de to lande i dag:
Det igennem tiderne så frie og selvstændige Etiopien er præget af etniske konflikter, hvorimod den tidligere tyrkiske provins og italienske koloni Eritrea stort set er blevet skånet for indre uro indtil nu.
”Kolonimagterne har sikkert i mange tilfælde skabt grundlaget for etniske konflikter med deres vilkårlige grænsedragninger i de tidligere kolonier, men netop på Afrikas Horn er europæerne ikke skyld i den vold, der foregår nu. I dette område eksisterede der etnisk uro allerede længe inden kolonitiden, og det er disse gamle konflikter, der stadig præger regionen den dag i dag,” siger Alfred Schlicht.
Ikke alene etniske krige, men også et andet onde har præget Afrikas Horn længe før europæernes ankomst, nemlig slavehandelen.
”Så sent som i det 19. århundrede, hvor slavehandelen blev mindsket alle andre steder i verden, oplevede den en højkonjunktur i det kristne Abessinien. Efter europæisk pres forsøgte landets sidste regent Haile Selassie i begyndelsen af det 20. århundrede at afskaffe menneskehandelen, men det lykkedes først i tiden op til Anden Verdenskrig, og selv den dag i dag arbejder mange fattige mennesker under slavelignende forhold i Etiopien,” siger Alfred Schlicht.
En skelsættende begivenhed for Abessinien var åbningen af Suezkanalen i 1869, som medførte, at landet pludselig kom meget tættere på Europa. Siden hen har den globale udvikling yderligere bidraget til, at afstanden mellem Afrikas Horn og Europa i dag føles endnu mindre end tidligere.
”Det er derfor mere vigtigt end nogensinde, at vi kender den historie, der har været med til at præge Afrikas Horn frem til i dag. Der bryder med jævne mellemrum internationale konflikter løs i regionen, og tænk bare på de utallige østafrikanske flygtninge, der søger tilflugt i Europa. Et problem er også de pirater, der med udgangspunkt fra de somaliske kyster truer den internationale søfart netop ved en af verdens vigtigste vandveje: Det Røde Hav forbinder via Suezkanalen Middelhavet med Det Indiske Ocean, og her finder 10 procent af verdens samlede søhandel sted. Der er altså grunde nok til, at udviklingen i landene ved Afrikas Horn i allerhøjeste grad også angår vores Europa og den vestlige verden,” siger Alfred Schlicht.