Det var tidligt på eftermiddagen den 9. november 1918. En nervøs stemning hang over slottet Wilhelmspalais i den sydtyske by Stuttgart, og i gemakkerne vandrede Wilhelm II, konge af Württemberg, hvileløst omkring.
Overalt i de tyske storbyer var borgerne gået på gaden. De forlangte en afslutning på krigen og afskaffelsen af monarkiet, og i Stuttgart havde folkemasserne allerede afvæbnet vagtpersonalet omkring slottet.
Kongen var urolig. Få måneder forinden havde revolutionære i Rusland skudt zaren og dennes familie. Ventede der nu ham og den kongelige familie den samme skæbne?
På et tidspunkt erfarede han, at demonstranter var trængt ind i slottet, men i stedet for at interessere sig for de kongelige gemakker løb de op på taget, hvor de hejste arbejdernes røde fane. Var han mon blevet glemt?
De sidste uger af Første Verdenskrig satte et omfattende systemskifte i gang i Tyskland, og 1918 var året, hvor en ny stat blev skabt: Tyskland tog afsked med kejserriget og blev til republik. Og for første gang i landets historie fik et parlament afgørende magt over staten.
Men året betød også et farvel til samtlige konger, fyrster og hertuger, der regerede rundt omkring i det store land. Kejser Wilhelm II (ikke at forveksle med ovennævnte kong Wilhelm II af Württemberg) var den øverste regent i Det Tyske Kejserrige, men under ham regerede ikke mindre end 19 suveræne regenter, og da befolkningen i november måned gik på gaderne, faldt alle konger, hertuger og fyrster på række.
I år bliver 100-års jubilæet for monarkernes fald markeret mange steder i Tyskland. Det sker ikke alene med udstillinger, men også med adskillige film og bøger.
Tyskerne var rigtig godt trætte af krigen i 1918. Der var hungersnød, og i løbet af året blev der dannet adskillige soldater- og arbejderråd landet over, som forlangte, at Tyskland skulle indlede fredsforhandlinger med England og Frankrig. Men helt frem til efteråret havde ingen i oppositionen offentligt forlangt, at monarkiet skulle afskaffes. Først da det stod klart, at den tyske kejser ikke havde i sinde at holde op med sin krigsførelse, samlede oppositionen sig om at bane vejen for et systemskifte.
Til de tyske monarkers store held spillede især socialdemokraterne en afgørende rolle i de revolutionære organisationer ved krigens afslutning.
”De tyske socialdemokrater havde på daværende tidspunkt allerede opnået indrømmelser. Netop i løbet af de sidste krigsdage havde de fået tildelt nye rettigheder i parlamentet via en forfatningsreform, og de følte, at det kun var nødvendigt at foretage et lille skridt yderligere for at nå, hvad de ville, og at hverken skafotter eller brændende slotte var nødvendige,” skriver Benedikt Erenz, der er kulturredaktør på avisen Die Zeit.
Det var et meget ungt tysk kejserrige, der afgik ved døden. Nationen var blevet skabt i 1871 af ministerpræsidenten for kongeriget Preussen, Otto von Bismarck, der også overtog rollen som kejserrigets første kansler.
”I virkeligheden var der mere tale om et forbund bestående af selvstændige stater. Kongerne, fyrsterne og hertugerne kunne på mange områder fortsat regere, som de selv ville. Derfor blev Tyskland i realiteten først samlet til en rigtig stat ved Første Verdenskrigs slutning, da Weimarrepublikken blev skabt,” siger den schweiziske historiker og politolog René Häusler, der har skrevet flere bøger om kongehusene i Europa.
Mange tyskere nærede ganske vist håb om en bedre fremtid i den nye Weimarrepublik, hvor alle skulle være lige og frie, men ifølge René Häusler overså man, at den nye stat bestod af befolkningsgrupper uden nogen samhørighedsfølelse.
”Borgerne havde svært ved at identificere sig med den nye stat. Ved krigens slutning var monarkierne i Tyskland ganske vist forhadte på grund af kongernes, hertugernes og fyrsternes begejstring for at føre krig, men rent faktisk havde mange borgere hele deres liv identificeret sig med at leve i en stat med en monark på tronen. Monarkiet stod for tradition, tryghed og til en vis grad også for sikkerhed, og alt dette var pludselig væk nu med den nye republik. I realiteten viste Weimarrepublikken sig tværtimod at blive et samfund præget af usikkerhed, demonstrationer og uro,” siger René Häusler.
Historikeren er overbevist om, at det havde langtrækkende konsekvenser ikke alene for Tyskland, men også for resten af Europa, at kongehusene faldt på række.
”I monarkier er tendensen til at glemme sin egen kultur mindre udbredt end i republikker, fordi et monarkistisk system i langt højere grad plejer traditionerne. Da monarkierne blev afskaffet i Tyskland, gik et stort stykke kulturhistorie og tradition tabt, og mange borgere mistede dermed også en del af deres egen identitet. Det betød, at Weimarrepublikken blev en svag og usikker nation uden en samlet, national identitet,” siger René Häusler.
Han vurderer, at tabet af monarkerne også har haft indflydelse på, at en personkult nogle år senere kunne opstå omkring Adolf Hitler.
”Det er helt normalt, at mennesker har trang til at tilbede et objekt som en konge, der er hævet over al normalitet, og denne trang blev ikke tilfredsstillet i Weimarrepublikken, som var et samfund, hvor alt i stigende grad blev afmystificeret.”
Det Tyske Kejserrige blev officielt historie den 9. november, da kejser Wilhelm II’s rigskansler i Berlin, Max von Baden, uden kejserens samtykke gav meddelelse om, at kejseren var trådt tilbage.
Adskillige tyske monarker var på daværende tidspunkt allerede hemmeligt på flugt, men i kongeriget Württemberg afventede kejser Wilhelm II’s navnebror, kong Wilhelm II, fortsat begivenhedernes gang. Da demonstranterne havde hejst den røde fane på slottets tag i Stuttgart, var de draget bort igen uden at tage notits af kongen. Efter nøje at have overvejet situationen besluttede kongen at løse sine tjenestefolk fra den troskabsed, de havde svoret ham. Efterfølgende underskrev han et personligt abdikationsmanifest, og hermed havde han i realiteten afskaffet sit eget kongerige i Württemberg.