Sidst i maj 2008 landede en rumsonde, Phoenix, på planeten Mars. Det var en sensation, der allerede to dage senere bragte en fremtrædende dansk professor i systematisk teologi til dybe meditationer. Hvis der var intelligent liv på Mars, ville det så være bundet til religiøse væsener? Hvis ikke, ville der kunne sås tvivl om Guds almagt og skabermagt. Gud kan åbenbart kun skabe intelligent liv med et religiøst anlæg. Dette spørgsmål om intelligent liv er jo et spørgsmål, der vedrører os alle og ikke mindst professoren selv. Er julemanden religiøs? Er elverpigerne? Er dragerne, troldene, lygtemændene og alt det andet fiktive tøj, vi lever i og omgiver os med fordi vi er skabt med fantasi og forestillingsevne?
For nøjagtig 100 år siden greb en grovsmed i Kenosha, Wisconsin, J. Pedersen, pennen og sendte sit værk til avisen Den danske Pioneers Bogtrykkeri i Omaha, Nebraska.
Hans bog, der blev trykt i 1908, hed En Marsboers Kritik af vor Religion og Politikog var en sag på 159 sider. Den opmærksomme læser vil måske undre sig over, at det er en marsboer, der åbenbart skriver og publicerer sin bog på Jorden om vore forhold. Men hvad? Var bogen kun udgivet på den fjerne planet Mars, ville vi jo ikke kunne læse med i kritikken af vore egne jordiske forhold.
Sådan er det med den slags litterære produkter. Ludvig Holberg skrev i 1741 den moralske og politiske roman om Niels Klim og hans forunderlige rejse til jordens indre. I en drøm dumper vor hovedperson ned i et stort hul, hvor han oplever folkeslag, der har indrettet deres samfund og gudsdyrkelse helt anderledes end vi her på jorden. Særligt interessante er potuanerne, da de med deres stilfærdige dyrkelse af det højeste væsen repræsenterer Holbergs religionsideal. Det stik modsatte af det konfessionelle, pietistiske.
Holberg var inspireret af den romerske digter Lukian og Jonathan Swift, der sendte Gulliver på rejse til landet Lilliput: en verdenskendt samfundssatire. Allerede året efter skrev biskop Erik Pontoppidan sit store værk Menoza en asiatisk Prinds, som drog Verden omkring og søgte Kristne, men fandt lidet af det, han søgte. Pietisten Pontoppidan lader den af missionen i Tranquebar omvendte prins undersøge, om der skulle findes kristne i kristenheden. Beretningen om det, han fandt og især ikke fandt, aflægges til sidst i København.
Da de sidste pletter på verdenskortet ikke længer var hvide, gik det ikke an at sende sine personer ud på rejser, nej, man måtte søge bekræftelse på sin samfundskritik i det ydre rum. Ikke mindst Mars blev populær gennem H.G. Wells Klodernes Kamp fra 1898 om de onde og selviske marsboere, der blot vil ødelægge vor klode. I omvendt aftapning er den filmaktuel for tiden. Den dag Jorden stod stille handler om ødelæggelsessyge marsboere, der dog giver jordboerne en chance for at bedre sig moralsk og økologisk.
J. Pedersen beretter i 1908, at han halvt i drømme har hørt en stemme, der meddelte, at den tilhører en udsending fra Mars. Denne marsianer har gennem en tid været optaget af at studere forholdene på jorden og vil nu holde foredrag om dette for sine marsbrødre. Menneskene på jorden har gennem den danske Pedersen, Kenosha, Wisconsin, mulighed for at lytte med gennem en trådløs telefon. Det er de forelæsninger, som Pedersen har hørt i denne transmission, der udgør hans bog.
Marsboernes reporter kan meddele mangt og meget om Jordens religion. Skønt der er tale om en forholdsvis højtstående civilisation og et vist niveau for tænkning, er det dog sært, at jordboerne ikke er blevet bevidste om det bedrag, de ligger under for. Det er nemlig således, at der i folks forestilling engang indsattes en jødegud, som skulle have skabt verden. En ond og lunefuld Gud, der var egnet til at skræmme folk. Dette udnyttede magthaverne til deres egen fordel. Nu fremtrådte der så senere en lærer ved navn Jesus.
Han holdt en høj etisk standard frem for folket, der snart begyndte at kalde sig kristent.
Jesu lære blev imidlertid søgt undertrykt af allehånde aristokratiske magthavere, der endda havde held til det ved hjælp af præsterne. Man førte nemlig den gamle jødegud sammen med morallæreren Jesus gennem opfindelsen af en lære om treenigheden. Dette betød, at man skabte sig et gudebillede af reformatoren Jesus, som kunne udstyres med den hedenske gudsdyrkelses glimmer, pragt og ceremonier. Hermed var det ude for den ægte demokratiske og socialreformistiske ja egentlig socialistiske bevægelse, Jesus havde skabt blandt sine tilhængere.
Socialisten Pedersen, der efterhånden synes at tale ret bramfrit gennem marsreporterens mund og pen, udmaler misbruget af religionen i Amerika, hvor der er tale om decideret legitimering af vold og udbytning med henvisning til religionen. Amerika er et samfund, der kalder sig demokratisk, men som er besat af aristokraterne, der systematisk udsuger deres eget folk. Den socialdemokratiske tanke har svære kår i Amerika.
Der er dog også et land, der hedder Danmark, hvor det i og for sig går bedre, for der har de en politiker, der hedder Viggo Hørup. Denne har indset, at mennesket i sin grund er socialdemokratisk. Sådan er det: socialdemokratiet kan direkte afledes af den kristne urmenighed. Hele kirkens historie er beretningen om kirkens og aristokraternes knægtelse af dette naturlige faktum. Kirken er konsekvent løgner, skønt nogle få enkeltpersoner gennem tiden har trådt op mod magtkirken og de bevidste fejlfortolkere af kristendommen.
Til glæde og oplysning for marsianerne har der i det lille land levet en mand, der hed Grundtvig: Han blev aldeles forfærdet og fortvivlet, og skjønt udrustet med en ualmindelig skarp Forstand, var han lige paa Grænsen til at miste den, fordi han havde en lige saa ualmindelig levende og følsom Samvittighed. Det var ham ikke nok, at han selv kom ud af Løgnen ved at kaste Præstekjolen i Hovedet paa de vitterlige Løgnere, der havde ført ham ind i Løgnen, nemlig Professorerne ved Præstefabrikken og hele den vantro Øvrighed, der af deres store Kjærlighed til Folket tvang baade Præster og Lærere til at fylde dette med Løgn
Ja, vi er i den grad på hjemlige baner. Religionskritikkens. Vi har svært ved helt at tro marsboeren, når han hævder at have studeret mange lederartikler i Keno-sha Avis og vi har svært ved at tro, at han af egen drift har fundet to lande at sammenligne: det socialistiske Danmark og det liberale, ufrie og af Mammon ødelagte Amerika; at marsboen skulle slå ned på Hørup og Grundtvig som de to sandhedsvidner, offentligheden på Mars burde kende. Men det gør mig lidt roligere, at vi her ikke er langt fra Swift, Holberg og Pontoppidan og at marsboerne, i fald de skulle have læst deres udsendte, kender både Hørup og Grundtvig. Så har vi har intet at frygte fra den kant.
Efter således på tankens vinger at være fløjet til en stjerne, til en klode i det fjerne til en grøn planet kan vi snart alle gå ud under nattehimlen og brænde vore egne blålys og sende vore raketter op som et blink til dem deroppe: de intelligente marsianere, der allerede i 100 år har vidst så meget om os. God jul og godt nytår her og der!