Prøv avisen

Korsfæstelse var tortur

Giovanni Battista Tiepolo malede i 1745-1750 billedet "Korsfæstelse", der viser variationen i måder at korsfæste på. Foto: Wikimedia Commons.

Romerne korsfæstede ikke for at slå ihjel. Det var korsfæstelse alt for dyrt og besværligt til. Formålet var at sprede frygt blandt slaver og andre oprørskandidater ved at torturere dem, så længe det kunne lade sig gøre at holde et menneske i live

Hensigten med tortur, skriver læge Ole J. Hartling, er ikke at fremtvinge oplysninger og åbne munden på fangen, men at lukke den. Tortur er mere end noget andet terror. Det er en måde at holde en bestemt befolkningsgruppe nede på. Det var af præcis den grund, romerne blev så begejstrede for korsfæstelsen, da de lærte skikken at kende, sandsynligvis fra perserne. Den var alt besværet og alle omkostningerne værd. Korsfæstelse handlede nemlig slet ikke om at slå folk ihjel først og fremmest men om at passivere oprørsgrupper i de undertrykte folkeslag.

Derfor korsfæstede romerne altid på de mest synlige steder. Den romerske forfatter Quintilian (35-95 e.Kr.) skærer det ud i pap for os: Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse som med det eksempel, den sætter.

Korsfæstelse handlede om at fratage den korsfæstede person enhver form for menneskelighed. Derfor blev offeret først ført i procession igennem byen som en offentlig forkyndelse af, at nu var vedkommende ikke længere et menneske. Enhver kunne håne, slå og spytte på ham. Derefter blev han hængt nøgen op på korset som et andet dyr.

Nogle kilder fortæller os, at man til tider førte offerets kone og børn frem foran korset for at henrette dem på stedet som endnu en ydmygelse: Ikke engang din familie kan du beskytte!.

Hvis man ville gøre ydmygelsen komplet, lod man offeret hænge på korset som føde for fugle og vilde dyr. Flere kilder til romersk lov siger, at man kunne udlevere liget til familien. Men det var også en mulighed at lade liget hænge, til det gik i forrådnelse og/eller blev fortæret af fugle og vilde dyr. Den romerske historiker Sveton fortæller en for ham morsom historie om, at der engang var en hund, der slæbte en hånd fra en korsfæstet person ind under kejser Vespasians bord som et andet kødben.

Korsfæstelse var i virkeligheden et håndværk, der krævede nøje kendskab til kroppens fysiognomi. En indskrift fundet i byen Puteoli beskriver, hvordan korsfæstelserne var udliciteret til et stort korsfæstelsessjak, der havde forskellige redskaber til rådighed.

En del af korsfæstelsens psykologi var netop den totale prisgivelse til bødlen. Denne havde i sammenhæng hermed frie hænder til at variere måden at hænge offeret op på. Den romerske filosof og politiker Seneca den Yngre skriver: Jeg ser kors ikke bare af en bestemt type, men udformet på mange forskellige måder: Nogle har deres ofre med hovedet nedad; andre gennemborer deres intime dele; atter andre spænder deres arme ud over tværbjælken.

En vigtig egenskab ved korsfæstelsen var, at den kunne holde folk i live længe. Nogle kilder tyder på dagevis, før offeret døde af udmattelse eller blodtab.

Romerne korsfæstede normalt kun slaver og oprørsgrupper. Til tider var de to grupper også sammenfaldende. Mest berømt er det slaveoprør, som Spartacus indledte. Han samlede sig hurtigt en stor gruppe slaver, der stak af fra deres herrer, men i år 71 f.Kr. var det slut, da det lykkedes Crassus at nedkæmpe oprøret. Til skræk og advarsel blev den store hovedvej ind til Rom, Via Appia, flankeret med kors for de i alt 6.000 slaver, der blev hængt op.

To markante oprør i Israel på Jesu tid endte også med massekorsfæstelser. I kølvandet på Herodes død år 4 f.Kr. brød der en tilsyneladende uorganiseret oprørsbølge løs, der spredte sig som en steppeild.

Kun med stor anstrengelse lykkedes det den syriske legat Varus at nedkæmpe de vrede jøder. Han korsfæstede ifølge Josefus efterfølgende 2.000 personer.

Endnu mere dramatisk gik det for sig under den store jødiske krig, der endte med Jerusalems belejring og ødelæggelse år 70. Under belejringen af byen var romerne ifølge en øjenvidneskildring så grebet af had og forbitrelse, at de morede sig med at korsfæste fangerne i forskellige stillinger, indtil der var så mange kors, at der ikke var plads til dem, og indtil der ikke var kors nok at anbringe dem på.

Korsfæstelsen ophørte i det romerske rige, da Konstantin den Store kom til magten og gjorde riget kristent. Korsfæstelse havde da i århundreder gjort et formidabelt arbejde med at skræmme folk. Enhver var klar over, at en henrettelse ikke blot er en henrettelse. Kun de rige og fornemme kunne regne med en nådig henrettelse som halshugning.

For slaver og oprørere ventede en helt anden død. Udstrakt, nøgen og overgivet til bødlens ekspertise kunne den dømte være sikker på at dø så langsomt og pinefuldt, at enhver beskrivelse med ord unddrager sig virkeligheden. Ingen, der så en sådan død, ville kunne forblive upåvirket. Korset vandt altid og spredte præcis den rette blanding af sorg, skræk og skam, som magthaverne havde brug for til at holde slaver og oprørere undertrykte.

Morten Hørning Jensen er lektor i teologi og redaktør af det arkæologiske blad TEL.